rodehjørnet

Jagtsæsonen for superkræfter er trådt ind

2011-11-01T10:40:00.001-07:00

Faldt her den anden dag over facebook-gruppen: ”admit it, in some level when you were little you tried to find out if you had special super powers!”. Og det fik mig til at tænke. Tankerne satte gang i det indre filmgalleri, og minderne passerede deres revu i kampen om at finde mine specielle kræfter.

Forsøg på at finde superkraft 1: (Alder: 7, sted: svømmehallen, superkraft: evnen til at flyve.)

Alt for mange gange havde jeg med misundende blikke overværet Super Man, Power Puff Pigerne og ja, selv Peter Pan transportere sig forbi byerne. I luften. Uden vinger. Om det så var med eller uden et neonfarvet lys hængende efter sig, med eller uden tryllestøv, så besad jeg håbet om, at det der, det kunne jeg måske også.

Jeg besteg derfor den højeste vippe i svømmehallen til plask og leg. Lagde al vægten i vippens ende, imens jeg gav den tre tunge hop, hvorefter det fjerde spring rettede mod vandet, min krop vendtes vandret med benene samlet og armene spredte, klar til at vise verden, at jeg kunne noget særligt.

Aldrig har jeg følt sådan en stort smerte i maven. Nej, vent i hele kroppen! Nej, vent i hele kroppen og barnehjertet! For evnen til at flyve fejlede.

Forsøg på at finde superkraft 2: (Alder: 9, sted: min brors værelse, superkraft: super råstyrke a lá Hercules)

Figurmæssigt har jeg altid været meget spinkel, derfor tænkte jeg, at muligheden for at jeg kunne være en kvindelig udgave af teenage-Hercules måske var mulig (ikke at jeg troede mine forældre var guder - i så fald havde jeg da regnet med at de spiste en noget mere vellykket æblekage i Olympen…). Jeg besluttede mig for at give det et testforsøg, sneg mig ind på min brors værelse, hvor en boksepude hang ned fra hans køjeseng, gav den et par slag og nød synet af den dinglende fra side til side overbevist om, at det symboliserede en råstyrke stor nok til at kunne bekæmpe ti hære.

Fuld af selvtillid udfordrede jeg min (fire år yngre) bror i armlægning. For at spare mig selv for alt for mange traumer og selvtillidskomplekser, vælger jeg blot at sige: mission ”Pippis overmand” slog fejl. Fandens!

Listen over måder at finde sine superkræfter på er sikkert uendelig. Og uendelig har jeg ikke tålmodighed til… Dog kan jeg ikke lade være med at overveje om nysgerrigheden efter at finde sine helt egne superkræfter er uddød i takt med alderen.

Et eller andet sted ønsker vi vel alle at finde noget, vi er særligt gode til, noget der gør os unikke. En af mine venner, som har viet hele sit liv til fodbold og fået tilbudt plads på forskellige hold landet rundt, fortalte mig på et tidspunkt, at han så sin evne til at løbe på banen som en superkræft. Misundeligt må jeg siger at jeg er enig, for den dreng har virkelig talent!

Og en eller anden dag skal det nok også lykkes mig at finde mine specielle evner. På den ene eller den anden måde. Koste hvad det koste vil. Og når det så sker, vil jeg se Super Man i øjnene, når han flyver forbi og tænke: ”fuck yeah, life is sweet!”

Giv agt for trafikbøllen!

2011-10-31T07:32:00.000-07:00

Så skete det igen.

I forbifarten glemte jeg igen at tjekke farveskalaen på lyskurven på den anden side af vejen, da jeg travlt (og utroligt uelegant) passerede gaden. Uelegant fordi bilerne ligesom jeg selv mente, at det var deres tur til at krydse vejen (og det var det muligvis også…) og jeg derfor måtte zigzagge forbi dem, som var det en live-version af et gammelt Super Mario-spil. Brølene fra hornene stod i god kontrast med trommesolen på min Ipod.

Og nej, det er ikke, fordi jeg med vilje er ligeglad med trafikken. Jeg skider ikke på systemet (medmindre det virkelig beder om det - og i så fald er det en mere harmløs måde at gøre det på, som at trykke på alle knapperne i elevatoren når jeg træder ud, så den næste får sig en laaaaaaaaang tur op - tag den fisefornemme hotelbeboere, som kigger underligt på mine converse!) Men det der med at krydse vejen uden at kigge sig for… ja, det sker altså bare nogle gange. Living on the edge, you know.

Men altså mit eventyr over Randesrvej gik da nogenlunde smurt. Det hjalp virkelig heller ikke på min eventyrlyst, da Ipoden skiftede over til ”I will survive”, så snart gaden var passeret. Først da en mand ruller vinduet ned og råber: ”SÅ SE DIG DOG FOR!” går det op for mig, at det her, ik? Det var egentligt ikke særligt smart.

En sådan ansigt-til-døden-oplevelse er ved at blive en ugentlig rutine for mig. Det sker hver gang jeg er stresset - og da jeg nu med blod, sved og tårer kæmper mig igennem 2.g, er det altså tit. Story of my life, you know. Igen: jeg ved godt at det er dumt, men når så mange tanker flyver igennem hovedet på en, er det altså meget svært at koncentrere sig.

Et par morgener senere i lidt mindre trafikkerede omgivelser (aka. et af Århus forstæder) begiver jeg mig - som et resultat af den forbandede snooze-knap på mobilen - på vej til skole i en sådan fart, at professionelle cykelryttere ville finde det nødvendigt at fremtrylle doping-udstyret. Idet jeg passerer en villavej, sker det igen. En bil dytter for fuld hammer, og jeg må skyldigt (og virkelig forskrækket) kigge op på bilisten. ”undskyld,” lykkes det at fremstamme, hvorefter vi begge kører videre. Jeg ved det, jeg ved det! Det der, ik? Det var egentligt ikke særlig smart.

Nu er det altså sket to gange med cirka en uges mellemrum. Ja, jeg skammer mig. Ja, jeg ved godt, det ikke er specielt fedt gjort. Ja, jeg ved det er farligt. Ja, jeg ved billisten garanteret hader mig for resten af livet.

Det er ubevidst og ikke noget jeg er stolt over. Overhovedet! Men fordi trafikken er sådan et stort og dagligt fænomen, kan den ikke undgås. Heller ikke af mig. Min mor kalder mig trafikkens bad ass. Jeg selv kan ikke lade være med at overveje, hvornår det mon er sidste gang jeg krydser den vej.

Ironisk nok står jeg snart med et kørekort i hænderne - og så bliver det jeres tur til at se sig for.

Har derfor kun et at sige til det: Se jer for, giv agt for mine forældres gamle Seat (den er sølv og har et par buler på siden og en sprække i ruden) og husk for guds skyld at leve i nuet!

Things to love in life

2011-10-31T07:31:00.001-07:00

Jeg elsker mange ting her i livet. Jeg elsker:

skotilbud og den eneste skostørrelse der er tilbage er den der passer til min fod, H&M’s speciallavede designerkollektioner der får mig til at føle som en millionær på SU (men det må du ikke sige til dem, for så tager de det bare fra mig…), festivaller og fredagscaféer (eller bare alle muligheder for at drikke tidligt på dagen uden at blive dømt…), at blive rost til skyerne, at have muligheden for at rose andre til skyerne, pokemon, torskefægtning (fordi konceptet er grinern, okay?!), min familie, mine venner og veninder, Nye afsnit af Gossip Girl, alle de gamle afsnit af Friends, folk der siger ”det er verdens bedste i hele verden” (giver mig virkelig bare lyst til at nive dem i kinderne og forklare dem hvor nuttede de er), kage, ferie, weekend, særbehandlingen man får sydpå fordi blondiner er en mangelvare dernede, tøj der sidder perfekt, når folk fortæller at tøjet sidder perfekt, Café Römers nede ved Åboulevarden, Ziggys nede ved Åboulevarden, McD’s chillifritter, min hunds evne til at vise den forstår mine problemer blot ved at slikke mig på hånden, at løbe en tur, når hårdt arbejde viser sig at være godt betalt…

… at uanset hvor langt sydpå en mundvige vender, så er der altid noget i livet, der kan få dem til at pege nordpå igen!

Top 3 over ting jeg skal nå i livet

2011-10-06T06:47:00.000-07:00

1. Blive gift med Taylor Lautner, som har indtaget tryllebryg, der gør han forbliver i den alder han er nu.

2. opfinde tryllebryg, der gør, at man forbliver i den alder, man er i ved indtagelser - og hermed blive millionær

3. svømme i millioner og skaffe en botler, der hedder James. Note: botler SKAL være britte!

Op- og nedture: uge 38

2011-09-27T09:25:00.000-07:00

Opture:

Mandagstræt = tilladt at skippe zumba til ære for biffen. Kan stærkt anbefale "Headhunters"! Føler stærkt, at den norske kultur er blevet en større del af mig nu.

Endelig fået lolpics.se til at virke for mig igen. Ja, jeg ved det! Små glæder...

Kreativ, kreativ, kreativ. Fik ordnet kostume til gymnasiefesten i næste uge. Say hellooooooo, jaloux chicks!

Fredagscafé. Øl.

18-års fredag med 3.g'erne. Ja, jeg føler mig sej, okay?!

18-års lørdag med egen årgang. Det er ok. Ikke lige så prestige. SNYDT! Hyggen stod på sit højeste.

Nedture:

Danskstil, tyskstil, matematikaflevering og kemiaflevering (sæt kryds ved den du synes er værst).

Ovenstående medførte til videre stress.

...Dernæst stor trang til kage.

... Hvorfor er der aldrig kage i det her forbandede halsehus???

Fredagscafé + to 18-års i streg. Hoved hopper lige så hårdt som publikum til Iron Maiden-koncert.

Test: genkender du personen i spejlet?

2011-09-21T12:22:00.001-07:00

Lille spejl på vægen der, hvem er prinsessen, der viser sig i billedet her? Faldt tilfældigvis over en af Freuds personlighedstests i forbindelse med en danskopgave. Sidder næsten og rødmer af ren pinlighed over, at jeg blev så grebet af det. Så om jeg synes, I skal prøve den? Ja, det gør jeg da!

Sådan gør du:

svar på følgende spørgsmål og skriv dem ned, så du kan huske dem til slut.

Spørgsmålene:

Hvad er dit yndlingsdyr?

- skriv mindst tre grunde til at dette er dit yndlingsdyr. Stikord er ikke nok.

Hvad er din yndlingsfarve?

- skriv tre eller flere grunde til at du kan lide den her farve aller bedst.

Beskriv et vandfald.

- giv tre eller flere tillægsord eller egenskaber ved vandfaldet.

Beskrive farven hvid.

- giv mindst tre tillægsord, der beskriver denne farve.

Analysen:

Yndlingsdyr repræsenterer, hvordan man ser sig selv.

Yndlingsfarven repræsenterer, hvordan man håber, andre ser en.

Beskrivelsen af vandfaldet repræsenterer ens forhold til sin sexualitet.

Beskrivelsen af farven hvid repræsenterer til ens forhold til døden.

Testen er fundet her

Top 1 over ting der skal ud af verden...

2011-09-20T10:59:00.000-07:00

1. STRESS!!

I øjeblikket har jeg desværre så mange afleveringer hængende om øret, at der ikke er nok fingre for hænderne til at tælle dem. Og gæt hvad? jeg mangler så godt som... alle!

Lev livet fuldt ud - dyrk din by

2011-09-17T12:41:00.000-07:00

Hun var iført stramme jeans, trendcoat og fem-centimeters hæle. Han var iklædt velfittede cowboybukser, sort cashmere-sweater og converse. Kameraet om kvindens hals og den københavnske dialekt på mandens læber røbede, at de ikke var her fra. Altså Århus. Jeg havde med andre ord fanget turister i Smilets By (skråstreg den feeeee'ste byj i hæl' verden, ja mayn!!!).

De spurgte mig hvor Stenomuseet lå. Jeg havde ingen anelse. De spurgte mig om, jeg vidste om der snart gik noget godt i det Kongelige Teater. Jeg var blank. De gik videre for at finde en der havde mere styr på byen og efterlod mig med dårlig samvittighed over, at jeg ikke engang havde set seværdighederne i den by, som jeg nu havde bosat i 11 år.

Jo vist, selvfølgelig har jeg da været på Aros (godt nok påtvunget af skolelærere - men det betyder ikke, at jeg ikke syntes det var spændende, vel?) og jeg kender da butikkerne og caféerne ved åen samt barerne og er blevet gode venner med dem på Gaz, osv. Men det er vidst også det. Jeg skammer mig... Føler næsten jeg lige så godt kan gå ud og finde et døhul at lægge mig i...

Bare lige for hurtigt at retfærdiggøre noget for mig selv: jeg er ikke ukulturel. Faktisk er jeg (efter egen mening) det stik modsatte. Besøg på adskillelige muséer i New York, Paris, København, Göteborg, Firenze, Rom, et par billeder af mig og min bror foran Frihedsgudinden og det Skæve Tårn i Pisa og et par souvenirs hist og her beviser, at jeg har set, hvad der skal ses andre steder i verden.

Ironisk nok har jeg dog aldrig fået givet mig selv tid til at få kigget ordentligt på min egen by. Tanke efter tanke belæsser mit hoved, da det går op for mig, at dette også gælder de fleste af mine venner. Hvorfor er det at man aldrig nyder tingene/oplever fuld ud hvad man har tæt ved sig? Spøjst, at man skal rejse til et helt andet land for at give sig selv tid til dette.

Drink: strawberry colada

2011-09-17T08:07:00.000-07:00

I anledningen af Århus Festuge for to uger siden, besluttede pigerne og jeg os for at tage en drink med til forfesten hver. Resultatet blev en bardisk med Mojitos, jordbærshots, en af pigernes champagne og strawberry colada (medbragt af undertegnede). Anbefaler gerne denne drink til jer andre!

Du skal bruge:
4 cl hvid rom
3 cl ananasjuice
kokoscreme
3 cl Rose's Strawberry
knust is

Sådan gør du:
blend det hele sammen i en blender, så kokoscremen fordeles ordentligt. Tilsæt isen til sidst.

Bon appetit!

Babefactor

2011-07-25T03:33:00.001-07:00

Er gået til bekendelse og erklærer mig nu afhængig af modeblogs. Der er bare et eller andet ved det at sidde og kigge på hvad andre har købt, og hvordan de bruger de forskellige items, som får mit hjerte til at pumpe de eftersøgte ekstra slag.

Mest af alt er jeg rigtig stor fan af aesthetics.dk og stylescrapbook.com. Planlægger et lille røverri. Så miss Aesthetics hvis din sorte nittetaske pludselig forsvinder, ik? Så var det ikke mig... :i

Shopaholicsisters.dk får mig også til ønske, at det snart blev juleaften. Suk!

Som om tøjfanatik ikke var er godt nok til Xenia, så er hun også faldet pladask for denne blog om negle: neglenymfer.blogspot.com. Maja og Sussi, de to genier bag bloggen, står med en hel masse kreative idéer til hvordan du kan dekurere dine negle. Dette ses blandt andet her og her.

Og nu vi er ved det, hvad synes I så om disse make-overs?

- dramatisk øjenmake-up

- Taylor Swifft make-up (var målløs efter jeg så dette)

- Angelina Jolie make-up

Enjoy girls. Hav en smuk mandag (:

"Du er ikke til at gennemskue!"

2011-07-24T03:58:00.000-07:00

"Du er ikke til at gennemskue!" er en oftehørt replik i mine øre. Dén og så: "det havde jeg virkelig ikke set dig gøre." Og ih, hvor jeg dog hader den slags bekendtgørelser.

Smilende, glad og svær at få i dårligt humør. Tre ord der tilgengæld varmer mit hjerte, hver gange de sniger sig ud gennem folks læber. Så gør jeg et eller andet - og BUM! Så kommer replikken styrtende ud af munden på vedkommende som en anden lavine: "det havde jeg ikke set dig gøre!" Og hvorfor er det lige, du aldrig havde set mig hælde alkohol på folk jeg blev sur på eller stå og headbange til Iron Maiden på Roskilde Festival?

Okay, hånden på hjertet, så elsker jeg at overraske folk på den måde. Men for lige at finpudse et par detaljer, må verden nok hellere vide det som det er nu:

Adrenalinjunkie ved jeg ikke helt, om man kan kalde mig. Men sandheden er, at jeg elsker alt der får blodet til at suse rundt i kroppen. Om det er udspring, klatring.. ALT! Det skal bare give en følelse af at livet er noget jeg står med i hænderner lige nu og her! Så gnid dig ikke måbende i øjnene hvis du ser mig bungie jumpe fra et fly engang.

... Eller måske du alligevel skulle forberede dig på en kæbe der falder til jorden af forbavselse, hvis det sker. For endnu en sandhed: jeg hader at flyve. Ikke fordi jeg er bange for højder. Ikke fordi jeg betvivler flyets sikkerhed. Men fordi jeg føler det som en krig. En krig mellem mig det. Altså lufttrykket. Og dette er en krig, hvor jeg altid må se nederlaget i øjnene, når jeg gang på gang ender med at sidde lemlæstet og lænket til flysæddet med verdenshistoriens største propper i ørerne.

I like fashion! Ikke en hemmelighed - men derimod en byrde. Altså for min pung og konto.

Nogle gange føler jeg det som om jeg er to personer i en krop. På en ikke-skitzofrenisk måde! Forklaring: Kan være utroligt hyperaktiv den ene dag - og den næste ser du mig ikke engang skifte stilling, når jeg sover. Underligt? Yeah, i know, men skøøøøøøønt.

Bilder mig selv ind at jeg er god til tysk. Det er løgn, og jeg ved det godt inderst inde. Men nogle gange gør sandheden bare ondt. Specielt når man er halvt østriger og ikke taler familiens modersprog.

Min yndlingsbog er "Djævlen går i Prada" og yndlingsfilmen er "Madagascar 2". Held og lykke med at finde en sammenhæng der!

Jeg har gået til håndbold, svømmet konkurrence, bokset... og nu ryster jeg røven til zumba et par gange om ugen. Jeg er blandt de yngste på holdet, men jeg kan lide det. Måske jeg er en middelaldrende kvinde fanget i en 17-årrig krop? Må hellere ud og udnytte at mine unge dage er kommet tilbage...

Lektier og afleveringer er altid ordnet. For det meste til en karakter, der sætter plusser på min del af mine forældres testamente. Det er det jeg laver om hverdagen. Men i weekenderne skal der gåes amok! basta!

Okay, indrømmet intet af det der hænger ordentligt sammen. Men okay, hvem har en fuldendt personlighed, der er 100 % sød og tøset eller 100 % vild og ikke til at styre? Sidder lidt og krydser fingre for at ingen rækker hænderne op til dette spørgsmål. For i så fald må jeg nok hellere tilbage til anstalten for skitzofrene unge.

Men det vil måske også bare være endnu en af de ting "man ikke lige havde set mig gøre" d:

sommerhus, kedsomhed..hvad var det jeg skulle her?!

2011-07-23T02:49:00.000-07:00

Lyshårede piger og sobrune, blåøjede drenge. Skovmandsskjorter og dertil matchende miljø. Forventet Pippi Langstrømeeventyr for hvert træhus man passerer.

Traditionens tro har familien slæbt mig (modvilligt) i det svenske sommerhus - hvis i ikke allerede havde gættet det. 'Modvilligt' fordi jeg - til trods for det hyggelige landsskab, og at det trods alt er H&M's hjemland - har tilbragt så godt som hver eneste sommer-, efterårs-, påske-, vinter og juleferie heroppe. Forstå mig ret: jeg synes her er hyggeligt. Men efter 15 år i det samme gamle, ikke-et-mennske-i-miles-omkreds-hus fordufter charmen efter hånden i takt med de afrevede sider i kalenderen.

Men trods et brav af en kamp (hvis jeg selv skal sige det), der skyldede zsunamier med blod, sved og tårer rundt i kvarterets gader, måtte jeg til sidst erkende nederlaget og modvilligt stige ind i bilen. Nu skulle vi i sommerhus. SUK!

Jeg var sikker på at jeg ville dø af kedsomhed heroppe. For hvorfor skulle jeg dog af sted? En liste af ting, jeg kunne lave derhjemme klistredes fast til bagsiden af mit hoved, og jeg kunne ikke glemme nogle af de ting jeg hellere ville lave end at sidde og glo på en svensk skov i 9 dage: feste, shoppe, tage på stranden med vennerne, tilbringe kvalitid med veninderne... Alle de ting jeg skulle nå, og nu var muligheden der pludselig ikke længere.

De første tre dage forsvandt derfor hen i en dyb søvn. Og når jeg siger dyb, så mener jeg dyb. Som i fra-skyerne-til-bunden-af-verdens-dybeste-hav-dyb. Min mor siger jeg havde godt af at komme væk, jeg forsvarede mig med at det var fordi der ikke var andet at lave. Herefter løb jeg væk med de følgende dage på adskillelige joggingture. Friskheden blussede med sin velkendte røde farve i mine kinder. Igen sagde min mor at jeg havde godt af at komme væk hjemmefra. Væk fra stressen. Jeg skulle lige til at protestere da det gik op for mig at hun havde ret.

For det kan godt være det udenpå ser lidt kedeligt ud heroppe. Men det er måske bare godt for os nogle gange? Ddet beviser vel bare at alle steder har deres formål - og det sted jeg hader at være aller mest i hele verden, var liges præcis det sted jeg havde aller mest brug for at være. Ikke for at gøre nogle af de ting jeg gerne ville. Men for at gøre nogle af de ting som jeg virkelig trængte til. Inderst inde.

Der var engang en blogger...

2011-07-22T05:27:00.000-07:00

Der var en gang for længe, længe siden en lille pige. Hun boede i et halvstort hus præcis som alle de andre huse på hendes vej. Hun gik i en skole lige i nærheden præcis som alle de andre børn, og da hun blev ældre skiftede hun videre til en ny uddannelse præcis som alle de andre. Ligesom størstedelen af sine klassekammerater valgte hun det almene gymnasium. Hun var med andre ord en helt almindelig pige.

Og dog alligevel ikke: I en alder små tre år prydede den lille pige børnehavens vægge med tegninger, hun selv havde kreeret. Fantasidyr hun selv havde opfundet. Huse hun gerne ville bo i, når hun flyttede hjemmefra. Pædagogerne fortalte drømmende, at de gerne så hende på en kunstskole, når hun blev ældre. De sagde pigen havde talent indenfor maleriernes forskellige genre.

Men med årene fatede hendes evne til at udtrykke sig med pensel og farveskalaer langsomt hen. Hun havde fundet en ny måde at udtrykke sig på. Gennem sporten. Pigens hjerte var begyndt at banke hårdt for svømning. Følelsen af vandet der fik hende hår til danse i takt med bølgerne for hvert svømmetag hun tog, var nok til at få hendes mundvige til at pege mod nord, og hendes hjerte til at gallopere. Og hun blev da også rimeligt god til at komme frem i bassinet.

Men ligesom med hendes blyanter blev dykkerbrillerne også erstattet af en ny hobby. Eftersom at pigens tid pludselig blev indskrumpet mere og mere i takt med, at der kom flere og flere lys på hendes fødselsdagskage, var der nu også mindre og mindre tid til sporten. Tiden måtte nu også gå med noget fornuftigt. Hun skulle trods alt også lære at læse og skrive.

Så snart hun havde lært at formulere sig på skrift, fandt pigen dog også hurtigt kærligheden for at udtrykke sig på den nye måde. Hun digtede historier og eventyr sammen med sine venner i fritidsordningen og skrev dem ned i små bøger. Hun forestillede sig, hvordan det ville være en dag at udgive en af de bøger og hermed have folk til at læse dem. Rosen fra både lærere og hendes forældre var overvældende, og det gik op for hende, at det her var hun faktisk også god til.

Da hun blev ældre oprettede hun en blog, hvori hun nedskrev tanker og oplevelser så godt som hver dag.

Men så skete det. Tiden kom snigende bagfra og bortførte hendes fritid og erstattede det med et ton gymnasielektier, afleveringer og andre tidsrøvere. Pigen havde nu ikke længere tid til at skrive så meget, som hun egentligt ønskede, nu hvor den onde Tid havde taget det, hun skulle bruge for at gøre, hvad hun ville.

Et år gik. Fyldt med hårdt arbejde. For ikke så længe siden var pigen i København, hvor hun gik forbi sin gamle børnehave. Hun kiggede ind gennem hegnet, der indrammede legepladsen, hun engagn selv havde leget tag fat i. Hendes øjne slog sig fast på en mur med et stort billede af en elefant med en mangefarvet snabel. Et billede hun selv havde malet små ti år inden. Hun huskede hvordan pædagogerne havde rost hende til skyerne for det billede. Hun huskede på den nu mistede evne hun havde til at udtrykke sig med de mange farver, og sukkede over at hun ikke var så god til det længere.

Da hun kom hjem klikkede pigen ind på sin gamle blog og læste sine tidligere indlæg. Hun grinte. Dette kunne hun stadig finde ud af. Nok havde hun ikke så meget tid til det længere, men det var stadig et form for talent der boblede inden i hende. Så hun gik igang med at skrive. Det gjorde hende glad. Og det vil det forhåbentligt blive ved med at gøre.

Så den lille pige kan leve lykkeligt til sine dages ende.

Lolpics are in my heart!

2011-07-22T02:46:00.000-07:00

Sandsynligheden for, at jeg nogensinde bliver træt af lolpics.com, er nok lige så stor som min lyst til at rejse syd på denne sommer. Uheldigvis kommer jeg ikke længere sydpå end til den tyske grændse i år. Heldigvis er der frit brug af lolpics døgnet rundt. FRYD!

Har samlet nogle af de billeder, der har givet mig aller mest latterkramper (indenfor de sidste 10 minutter). Have fun!

(kan især godt lide den her, da den minder bare liiiidt for meget om en af mine venner)

Kilde: lolpics.se

host! æhm.. undskyld igen..

2011-07-20T10:01:00.000-07:00

ALARM! Tror jeg vil (på trods af en meget lang pause, i know..) begynde at blogge igen.. igen.. igen.

Ja, jeg ved godt, at den kommentar har opstået i et næsten lige så stort antal som, der er indlæg herinde - men den her gang mener jeg det. For alvor. No shit. This is for real. Og hvis jeg stopper igen, har i nu min tilladelse til at stikke mig en (lille) flad - men i er selvfølgelig også inviteret til at lade være :3

Ville rigtig gerne være gået igang noget før, men i kender smørren: bla bla bla, ikke haft tid, bla bla bla, eksamener og årsprøver, bla bla bla, krampe i fingrene.. Men nu stopper undskyldningerne, for savner virkelig at skrive - selvom jeg må tilstå, at jeg er kommet lidt ud af træning. Bær over med mig. Please!

Men ihvertfald tror en undskyldning for min lang pause vil være på sin plads. Så æhm.. Host.. undskyld.. igen.

Væk med den dårlige indstilling, nu juler vi!

2010-11-27T06:13:00.000-08:00

Bla, bla, bla, alt for meget sne... bla, bla bla, hvis vinteren bliver lige så lang som sidste år, så får jeg spat.. bla, bla, bla...

I øjeblikket er der en sådan overvældende bølge af klager over sneen. Vi-vil-ikke-have-mere-sne-mig-her og vi-vil-ikke-have-sne-mig-der! Folk opfører sig som om de tror, de tror at vejrguderne praktisk talt sidder oppe på skyerne og kyler snebolde i hovedet på dem med katapulter og slangebøsser udelukkende for at provokere de juletravle mennesker. "Sneen skal bare væk. NU!" er nok den sætning der går igennem mine ører mest her pt.

Men spoler man lige tiden to eller tre år tilbage, havde folks klager jo haft en helt anderledes klang. Kan du huske den gang man sagde Danmark kun havde hvid jul... var der hvert 7. år, man talte det til? Skolebørn sprang nærmest ud af vinduerne i timerne, så snart de fik færten af den mindste smule sne. Forældre satte sig ned og nød sneen og det landskab, det så nydeligt havde præget. Og før det gik folk konstant og bad om hvid jul. Kan du huske det?

Den gang hørte man ikke andet end: "bla, bla, bla, vi får aldrig hvid jul... bla, bla, bla, mine børn får aldrig så meget som et snefnug at se... bla, bla, bla..."

Der er jo konstant noget at brokke sig over. Og især i julen. Det med vejret var bare et eksempel, for hånden på hjertet, er der jo meget mere, ikke? Priserne er for høje op til december. De burde ikke vente med udsalget til januar. Man mister julegejsten, når Salling pynter op i oktober (det kan der jo så også være noget om).

Kald mig bare barnlig og højtidellig, (for det er måske også det jeg er) men er det ikke netop her i julen, at alle bør være glade? Eller er det mig, der har set for mange julefilm? Kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der blev af hjerternes fest, når alle glemmer hjetet og kun bruger hjernen til at brokke sig over, hvor dårligt alt er.

Glædelig jul, siger jeg bare.

Playlist

2010-09-08T11:59:00.000-07:00

Upsi, det endte vidst med at jeg fik taget mig en blogfri dag igår.. Anyeways her er en playliste med mine seneste yndlingssange.

A message - Coldplay
Te amo - Rihanna
Say - John Mayer
Secrets - One Republic
What it takes - Aerosmith

Banegården

2010-09-06T06:39:00.000-07:00

Nogle gange når jeg står på Århus banegård, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad der foregår inde i andre folks hoveder. Folk spæner frem og tilbage i et tempo med større variation end Føtexes særtilbud. Folk kommer klædt i de underligste ting. Og vigtigst af alt så træder folk ud af togene med de mest specielle ansigtstræk.

Man har lyst til at smile til dem, der udstråler glæde. Og man har også lyst til at spørge de triste ansigter, hvad der er galt. Men når begge typer bumper ind i én og trumler én flad med sin bagage, er det bare ikke lige, fordi man brænder inde med de kærligste følelser for vedkommende bagefter. Sådan har jeg i hvert fald altid haft det. Eller... det passer så selvfølgelig ikke helt.

En fredag eftermiddag her for nylig var jeg selv udsat for lidt af en blandet situation. Den foregående dags beskæftigelse havde stået introtur med min nye gymnasieklasse, og natten til fredag (nærmere beskrevet klokken 05.00) blev vi altså vækket af vores tutorere, der mente at nu var det det helt perfekte tidspunkt at finde ud af hvilken klasse, der skulle stå inde med toilettjansen. Det blev afgjort ved hjælp af en konkurrence - og som de store atleter vi jo alle er - okay, de andre fra min klasse er - vandt vi selvfølgelig, så turen gik direkte i seng igen.

Klokken ni næste morgen blev vi altså vækket igen. Jeg stod derfor op med tilstoppet næse (ja, der er altså koldt udenfor klokken fem om natten) og det største sukkerchok i mands minde (du havde vel ikke regnet med at vi levede af sundt mad, nu hvor vi selv skulle stå for madlavningen, vel?) satte jeg mig ind i bilen, for jeg skulle nemlig til begravelse.

Jeg vil ikke gå videre ind på hvordan begravelsen foregik og så videre, men jeg kan røbe så meget, at den var meget smuk. Og meget sørgelig. Faktisk var det ikke til at holde et øje tørt. Lad mig sige det med andre ord: Titanic ville have fået dig til at skraldgrine i sammenligning med den sorg, der var da man først fik øje på kisten, blomsterne og resten af de sørgende familiemedlemmer.

Det var i det hele taget en meget blandet følelse jeg brændte inde med. For altså, hvordan skal man føle når man er ekstremt træt, ekstremt overvældet af glade minder og ekstremt nedtrykt over tanken om at man aldrig kommer til at se sin bedstemor igen? Tro mig, det var en følelse jeg aldrig vil glemme.

Alene måtte jeg drage hjemad fra Fredericia togstation. Så der stod jeg altså. Iført sort Max Mara-kjole, sorte leggins, vandfast mascara og sorte sko. Parat til at bryde sammen i gråd. Og med en mudret campingtaske fyldt til renden med soveposer og tomme pingvin-slikposer ved siden af sig.

Havde det været mig selv, der var gået forbi, havde jeg nok undret mig over, hvad der foregik. Og havde det været mig selv, der var blevet trumlet ned af en campingtaske på størrelse med min fars garage (og fyldt med lige så meget skrammel!), havde jeg nok ikke haft nogle følelser, der bare nærmede sig den mindste smule af medlidenhed, til overs.

Men nu hvor det var mig, der var den underlige person i sort kjole, trist mine og slæbende på den tungeste taske i verdenshistorien, havde piben taget en anden drejning. For pludselig gik det jo op for mig, at de mennesker man ser ved toget, bussen, ja sågar gå over lyskrydset, trods alt er mennesker med en baggrund, som vi ikke aner noget om. Og måske fortjener de en anden behandling. Eller en ny chance.

For husk på, at man ved jo aldrig om vedkommende var hjemkommende fra en begravelse eller har været på overlevelses tur og haft nogle af sit livs sjoveste oplevelser. Men du ved med sikkerhed, at vedkommende altid har brug for et venligt smil.

Om man så ved et uheld kom til at køre dig ned med sin taske...

Rugbrødssandwich med avocado, pesto og gulerødder

2010-09-06T06:23:00.001-07:00

Du skal bruge:

to skiver brugbrød

½ avocado

pesto (den grønne af slagsen)

en gulerod

Sådan gør du:

smør den ene af siderne med pesto med den mængde der passer dig. Skær avocadoen ud i små skiver og læg dem på brødet (ligesom med almindeligt pålæg). Riv guleroden på et rivejern og kom stykkerne på brøddet. Luk sandwichen med den sidste skive rugbrød.

Ps. ved godt at retten lyder lidt underlig, men det smager sygt godt - og så er det samtidigt mega sundt!

Findes paranoia-cancer?

2010-09-05T09:00:00.000-07:00

Jeg føler mig forfulgt. Forfulgt af rygter. Vanvittige rygter om at man ved den blotte indtagelse af tomatfnatpletter og for få omega-3-fedtsyrer kan blive overfaldet af en hel stime af livsfarlige kræftceller! Kræftceller som - i følge min opfattelse - står udenfor hoveddøren og venter på at kidnappe én. Lænke én fast til sygesengen, hvor man vil være tvunget til at ligge for evigt og altid.

Det ser nærmest ud som om, at man bliver betraktet som en komplet idiot, hvis ikke man lige havde hørt, at fedtsyrerne i raps- og olivenolie reducerede for brystkræft med 45 procent. Der bliver nærmest kørt et hel res af rygter og historier om hvor vidt man må og skal indtage hvad, for at holde cancer på afstand.

Den grønne bølge bliver dyrket for fulde hammer, på en måde som en ægte synderjysk landmand ikke kunne have gjort det bedre selv på. Tallerkenen er bygget op som den nyeste version af madpyramiden, sukker har fået tilnærmelsesforbud på minimum tredive meter, og den blotte benævnelse af alkohol er så godt som bandlyst. Rygning er nærmest et tabu - den blotte benævnelse af nikotin og cigaretrøg kan forgifte en med diverse former for kræft.

Og hvis ikke man lige sad inde med en guldmedalje i 'random-ting-du-bør-vide-om-cancer' ja, så kunne man lige så godt bestille en tid hos lægen.

Nu må du ikke tro jeg er en komplet livssnyder, der lever livet i overhalingsbanen. Overhovedet ikke! Jeg kører selv livet på den grønne bølge. Men da min bedstemor døde af kræft for halvanden uge siden (R.I.P grandma'!<3)>

Den tanke ramte mig som et lyn fra en klar himmel, og jeg måtte derfor opsøge diverse facts om hvordan jeg kunne undgå at leve livet så farligt. Jeg sværger, jeg var ved at besvime, da det gik op for mig, hvor mange regler der var. Jeg gjorde alt for at overholde dem alle. Men altså, pludselig slog det mig: Det er jo komplet umuligt - hvis man altså vil nyde livet imens...

Jeg har derfor draget mig til den konkultion, at jeg vil leve livet på den grønne bølge - men enkelte gange kører jeg altså over for de røde lyskurver. For livet er kort, det ved vi alle, men hvad nytter det at forlænge, det hvis ikke man kan nyde nogle af de goder livet har at byde på?

en undskyldning blandt mange

2010-09-05T08:47:00.000-07:00

Sidder lidt og føler at en undskyldning vil være på sin plads. Ja, jeg vil altså gerne undskylde at jeg har ignoreret bloggen her på det sidste. Men da jeg er begyndt på gymnasiet, har der virkelig været stor mangel på tid. Rettelse: rigtig stor mangel på tid! Et er at man skal passe sine nye venner, det er helt fint - et andet er, at lærerne simpelthen ikke fatter, hvor lidt tid der er på et døgn, og hvor trættende det altså er, at sidde halvanden time i streg og høre om indledningen til et nyt fag.

Med andre ord, jeg savner virkelig folkeskolen!

Der var nogle læsere, der havde meddelt at de savnede nogle nye blogindlæg, og jeg må da sige, at det varmer mit unge hjerte at høre den slags. For jeg nyder virkelig at skrive - og endnu bedre bliver det da at høre, at der også er andre der får godt ud af det! Vil derfor gøre mit bedste for at holde bloggen nogenlunde ved lige.

Bah! Hvilken rolle spiller det?

2010-07-21T03:44:00.000-07:00

I løbet af mit 16 års lange liv har jeg haft mange roller. Alle roller, der spiller på noget jeg har gjort, en fase jeg har været igennem og noget jeg kan lide eller ikke bryder mig specielt meget om. Roller som for eksempel: Xenia den lille pige, Xenia den lidt ældre pige, københavnertøsen Xenia, bondetøsen Xenia, svenskeren Xenia (man er åbenbart svensker hvis man har sommerhus på den anden side af Øresundsbroen?!), Xenia konkurencesvømmeren, Xenia ex-konkurencesvømmeren, Xenia storesøster, Xenia hundeejer, Xenia shopaholic, Xenia Flettes bedste veninde, Xenia pigen, der engang spyttede mælk ud over sit bord i skolen, fordi der skete noget sjovt, you name it.

Rolle efter rolle efter rolle. Alle de forskellige titler, der opstår, med det samme man så meget som blinker, er en smule overvældende. Og sært. Og drastisk. Synes jeg. Hele tanken om, at man ikke kan snuble uden at blive kendt som 'Xenia den klodsede' er en lille smule pågående efter min smag.

Og dog det kan selvfølgelig også vendes til ens fordel at få alle de gode titler nedskrevet på ens cv. For hvis det kun bestod af den slags kendetegn, som man selv ønskede ville det være totalt topdollar. Jeg kan kun lige forestille mig, hvordan folk på gaden vil prikke til hinanden imens de facinerede hvisker ind i hinandens ører: "der går Xenia-pigen-der-ud-over-at-shoppe-en-smule-her-og-der-også-har-sprunget-fra-ti-meters-højde(ja, det er faktisk en bedrift, jeg er stolt af, så lad det ligge..)-og-har-besteget-Skandinaviens-største-bjerg!" se dét er hvad jeg kalder ordentlig genkendelse på gaden. Og nogle titler jeg gerne hænger op på køleskabet hjemme ved mor og far.

Men ligesom der findes gør-det-selv-indretning og gør-det-selv-firmaer, er der nu også dukket et nyt eksempel op indenfor handy man-branchen. Nemlig gør-det-selv-rollerne. Pludselig ser folk sig selv som musikere, fordi de kan nynne med på Jack Johnsons 'Banana Pancakes'. Som shopaholics, fordi de satte deres fødder i en butik. For kokke, fordi de hældte mælk på deres corflakes. I fuldstændig vildfarelse kan man pludselig kalde sig selv noget, uden så meget som at have noget som helst med titlen og rollen at gøre.

Jeg vil lyve for jer og mig selv, hvis jeg påstod, at jeg ikke selv gik og fiflede med at få en ny titel op at stå. Jeg drømmer nemlig selv om en dag, hvor jeg ikke vil være kendt, som pigen med sommerhuset, pigen der engang svømmede konkurence i Tyskland eller pigen, der får seriøse finansielle problemmer, hvis ikke hun snart finder ud af at hun ikke har brug for alt det tøj. Jeg drømmer nemlig om en dag, hvor min eneste rolle vil være: Xenia. Uden så meget som et tillægsord bag navnet. Hvor man med det samme vil vide, hvem jeg er, uden at der skal en masse titler bagpå.

Og så vil de forskellige roller og titler ikke spille nogen som helst rolle, når det kommer til den person jeg er.

Link-dag

2010-07-20T08:17:00.000-07:00

Hvad kan være bedre end en shopaholic med fantastisk stil? To shopaholics med fantastisk stil, selvfølgelig! Jeg er begyndt at lure lidt for meget på Shopaholic Sisters -bloggen, og jeg vil kraftigt anbefale jer til at tage et lille smut forbi, hvis i har tid og lyst, for de holder virkelig inde med nogle fede outfits inde under Dagens Klæder.

En anden pige med fantastisk stil (efter min mening) må nok være Simone, som står bag Fashion Manifest, hun forstår virkelig at få mit modehjerte til at galoppere med sine mønstrede shorts og andre mønstrede beklædningsgenstande.

Hov, der var jeg lige ved at glemme den modeblog, jeg holder tredje mest kært: A Fashion Tale. Marie, som står bag bloggen, arbejder så vidt jeg husker for Costume (arh, wisch it was me...) og har selvfølgelig været så sød at oprette en blog til alle os fashionlovers, der bare ikke kan få nok af f-fa-fashon!

Enjoy (':

Paranoia er lidt af en landeplage

2010-07-19T04:19:00.000-07:00

To gange har jeg prøvet, at der har været en lommetyv i min taske. Den ene gang var i undergrundsbanen i Paris, hvor vi alle stod mast tæt op af hinanden inde i toget. Pludselig kunne jeg mærke noget bevæge sig nede i min taske, og da jeg lod blikket glide derned ad for at se hvad der foregik, rendte der et par pillefingre rundt dernede. Jeg kiggede op på lommetyven, som hurtigt hev hånden til sig, og undskyldte med sit franske: "pardon, pardon!". Anden gang var inde i Pieces på gågaden i Århus, hvor mit skarpe ørneblik (ah, ja man har vel lov at belønne sig selv med et par gode ord en gang imellem) endnu en gang snuppede et par pillefingre. Der blev dog ikke stjålet noget nogle af gangene.

Men det har sat en hvis form for forfølgelsesvanvid igang inde i mit hoved. Hver gang jeg drager ind til en butik, er det nærmest som om, at jeg begynder at tro, at alle mine kære medshoppere forvandler sig til et lunds lumske tyveknægte, der alle står inde i butikken med et enkelt formål. At stjæle mine ting.

Der er derfor ikke andet at gøre, end at kigge folk i øjnene for ligesom at signalere, at jeg har regnet dem ud, og at de lige så godt kan opgive. Og at indse at de har valgt at stjæle fra den forkerte person.

Jeg ved det, det er forfærdeligt så paranoid, jeg er, når jeg tror, at alle mennesker i hele verdenen udelukkende er på samme sted som mig, af den ene grund, at de vil stjæle min taske. Men hvis du havde prøvet at nuppe en lommetyv to gange inden for et år, vil du heller ikke være lige så godtroende. Det gør virkelig noget ved én den slags.

Ikke at jeg er blevet til en af de der gamle damer, der absolut skal sidde og omklamre sig sin håndtaske inde i bussen, samtidig med at de hvæser af alt og alle der går forbi dem i håb om at ingen vil stjæle taskens indhold (eller måske var det dét jeg skulle gøre?).

I hvert fald fik jeg lidt af en lærestreg, da jeg en morgen, hvor jeg skulle cykle over til en veninde og stod over for min største skræk ude i garagen. Min cykel var væk. Væk, siger jeg dig, VÆK! Som en flodbølge slog panikken benene væk under mig og lod mig drukne i fortvivlelsens dybe hav. Djævlen havde virkelig haft travlt, for nu var det endelig lykkedes ham og hans lommetyve-kompaner at få skovlen under mig. At få skovlen under mig imens jeg sov - hvor lusket kan det lige blive?!

Som sagt var jorden ved at gå under. Altså lige indtil Flette forklarede mig over telefonen at jeg havde ladet min cykel stå ovre på skolen, da vi (åbenbart) havde valgt at gå hjem fra en klassefest aftenen inden. Jeg sprintede derfor over til skolens cykelskur, hvor cyklen rigtigt nok stadig stod der. Jeg mærkede straks lettelsen boble op inden i mig.

Den slags ting får altså lidt tankerne i hovedet til at flyve rundt, synes jeg. For det der med at drage for forhastede konklusioner er nok ikke så god en ting igen. Selvfølgelig, er ikke alle mennesker i verdenen lommetyve. Selvfølgelig, har ikke alle mennesker noget i mod en (denne her er dedikeret til alle dem, der mener at hele verdenen er efter dem). Selvfølgelig, har ikke alle noget imod dig, fordi du hører noget anderledes musik (den er rettet mod dig, Flette). Og selvfølgelig, kigger alle piger ikke på dig, fordi de har i sinde at kopiere din stil. Men når man har været ude for forskellige hændelser kan det være svært at komme videre.

Men så er det jo, at man skal huske at tænke på disse kloge ord: "der er ingen mennesker, der er ens" og med det kan man så konstatere, at ikke alle mennesker er lommetyve (blandt andet) og at man derfor burde droppe paranoiaen og begynde at stole noget mere på andre mennesker.

(Men jeg vil nu stadig lade min cykel stå låst inde i garagen fra nu af...)

Hvad er meningen?

2010-07-18T05:23:00.000-07:00

Jeg plejer at sige, at der er en dybere mening med de forskellige ting, der sker for én i livet. Gode så vel som onde. Hvis det regner eller der er ekstremt dårligt vejr, på en af de dage hvor jeg vælger at placere min løbetur, er det nok fordi løb ikke ligepræcis er den ting, jeg bør beskæftige mig med den dag. Hvis et kærestepar går fra hinanden var de jo nok ikke ment to be alligevel. Og så videre.

Men til min egen vildfarelse er det ikke altid, at der dukker et logisk svar frem, når forskellige ting går hen og passerer ens (eller mit) liv. Det er som regel de knap så glade og lykkelige ting (ikke fordi jeg ser et break-up som en lykkelig ting, tværtimod...). Det er den slags hennelser, man skal gå og tykke på i noget tid, før der kan komme så godt som en lille smule fornuft ud af det. Vil du have et eksempel? Jo tak, det skal du få.

For godt et halvt år siden kom jeg op at skændes med en veninde. Eller... det vil sige, at vi ikke rigtigt kom op at skændes som sådan. Hun stoppede bare pludselig med at snakke til mig, uden jeg fik så meget som en enkelt begrundelse på hvorfor. Men jeg havde dog mine idéer. Fordi aftenen forinden havde jeg spurgt hende og nogle andre veninder om de vil med hjem til filmaften i weekenden. Alle meddelte at det kunne de godt. Altså lige på nær hende - for hun skulle have gæster. De andre piger og jeg blev enige om, at vi ville holde det alligevel og så kunne hun komme med over og hygge med os en anden gang.

Men af en eller anden årsag var hun ikke enig i at det var sådan det skulle foregå. I hvert fald stoppede hun med at opføre sig som om at jeg stadig eksisterede, og næste gang jeg loggede ind på facebook, stod der et eller andet pladder i hendes status om at hun var skuffet over en tøs, der ikke var værd at kalde sig en veninde. Derefter slettede hun mig som ven på facebook og vi snakkede ikke sammen i flere måneder.

På det tidspunkt troede jeg at den dybere mening med alt det drama var, at jeg skulle lære, at der var to sider af samme historie. Jeg mener, der måtte jo være en eller anden fornuftig forklaring på, hvorfor hun handlede som hun gjorde. Men hver gang jeg spurgte hende om, hvad det gik ud på, skred hun.

Det kunne altså ikke være det, der var løsningen.

Jeg er stadig ikke sikker på hvad hele grunden til al den bitchfight var. Altså, det vil sige, lige indtil min veninde kom ud for en lignende hændelse her for nogle dage siden, og jeg pludselig stod klar med en masse idéer på, hvordan hun kunne glemme alt om det og komme videre.

For altså når sandheden skal frem, så er det vel det, det hele drejer sig om. At tage sine oplevelser til sig. Hvis de er dårlige, kan man tage ved lære af dem og måske finde en løsning på hvordan man kan undgå dem til en anden gang. Og til hvordan man kommer videre. Det er jo ikke altid at den anden person i slagsmålet er enig i din side af historien - og lige over for den sags skyld. Så nogle gange er det eneste man kan gøre at tage ved lære af det, trække sig på skulderen, sige: "så har jeg også prøvet det" og så komme videre i sit liv.

Det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af den oplevelse.

Så er det quiz-tid!

2010-07-17T11:17:00.000-07:00

Normalt, er det her ikke noget jeg gør. Lægger en quiz ind altså. Men der er nu alligevel noget over, at sidde en varm sommer dag i sommerhus (eller et andet sted...) og hygge sige, imens man vrider hjernen for at finde ud af om man virkelig er så meget med på, hvad der sker i Holly Wood, som man går og tror.

1. Lad os lægge ud med et Sex and the city-spørgsmål! I filmen Sex and the city 2 er optæder Samantha på den røde løber i den samme kjole som...?

a) Taylor Swift

b) Miley Cyrus

c) Nicole fra Pussycat Dolls

d) Charlotte

2. Den her er lidt nem, hvem du altså ser Venner. Hvem har sagt: "we were on a breake!" adskillelige gange i løbet af de mange sæsoner?

a) chandler

b) Ross

c) Rachel

d) Joey

3. Hvornår blev Avril Lavigne født?

a) 27. september 1984

b) 1. februar 1983

c) 14 marts 1980

d) 24. december 1985

4. Og så lidt til de hardcore musik-kendere: hvilken sang kommer teksten: "she don't mind the pain, love is a loser's game, time is on my side, you've got nothing to hide, love is a loser's game my frind, to the very end..." fra?

a) Dirty Diana af Michael Jackson

b) Whataya want from me af Adam Lambert

c) Love is a loser's game af Dizzy Mizz Lizzy

d) She af Green Day

5. Og så lige for at holde den røde trød, kan vi jo passende runde af med et sidste Sex and the city-spørgsmål. Hvad er mr. Bigs rigtige navn?

a) Carsten Gren

b) Jack Brown

c) George Williams

d) John Preston

se svarene her: 1 = b, 2 = b, 3 = a, 4 = d, 5 = d

ps. hvis I gerne vil have flere quizzer eller tests lignende det her, så smid en kommentar, tak på forhånd (':

Uskrevne love

2010-07-17T08:03:00.000-07:00

For omtrent tre dage siden var jeg draget ind til butikstorvet i Århus sammen med min veninde, Christine. Planen gik på at shoppe - og at få pumpet så mange råd om gymnasielivet ud af hende som muligt. Lige siden jeg modtog brevet, hvori det stod, at jeg var blevet optaget og hermed var blandt en million andre 1.g'ere, der stillede op på første skoledag en gang i august, har jeg været springfyldt med spørgsmål, som: hvad tager man på første skoledag? Tager man madpakke med på gym? (personligt, har jeg meget svært ved at fatte at en flok 16-20-årige stadig bærer rundt på en Rasmus Klump-madkasse...)

"De fleste har stadig madpakker med hjemmefra" noterer jeg mig inde i hovedet. Må. Huske. Det. Hele! Da jeg har fået låst alle hendes overlevelses-råd fast inde i mit hoved, har jeg kun et spørgsmål tilbage at stille: "hvad med højhælede? Bliver man slået ihjel, hvis man dukker op og er syv centimeter højere, end man var dagen forinden?" "Det kan man godt, men folk har et lidt bestemt syn på stillet-tøser," svarer hun, "men til fester skal du have dine højeste sko på! Det er en slags uskreven lov!"

En uskreven lov? Uskrevne love plejer, at være den slags love, der afspejler hvordan man skal være over for andre; for eksempel i et venne- eller kæresteforhold. Eller det var i hvert fald, hvad jeg troede en gang. For pludselig remser Christine en lang perlerække af uskrevne love op, som: man sætter sig aldrig ved andre personers bord (ja, jeg ved at det lyder high school-agtigt, men hey, det var ikke mig der fandt på det), man er aldrig sammen med sin venindes kæreste - også selv om de måske er gået fra hinanden, og man siger aldrig sine rigtige mening, når ens ven eller veninde har gjort noget forkert.

Personligt, kan jeg egentligt godt se hele pointen i alle de regler. De fleste er faktisk rimeligt logiske. Og uden jeg vidste af det holdt jeg faktisk selv de fleste af de uskrevne love. Yaaaay me! Men jeg kan dog ikke lade være med at undre mig, hvis alle de love og regler virkelig er så gode og vigtige, som folk siger, hvorfor gør man dem så ikke til 'rigtige' love og nedskriver dem et eller andet sted?

Jeg har en teori: Kender du ordsproget 'regler er til for at blive brudt'? Min teori er, at hvis reglerne ikke rigtigt eksisterer, så kan de jo heller ikke brydes. De uskrevne regler er jo som sådan ikke regler, men nærmere en form for almen opførsel. Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på at nuppe min venindes kæreste. Og heller aldrig hendes eks. Det er jo fuldstændig uetisk. Men da det ligesom blev til en uskreven regel, så blev jeg mere og mere vis om, at jeg havde ret i at det var forkert.

Jeg må tage hatten af for den (yderst geniale) person, der opfandt de uskrevne regler, tænker jeg, imens jeg spørger Christine om hun bærer inde med flere love: "Ja, der er den største lov af dem alle: man holder skal aldrig bære den af og lade folk bære inde på deres dårlige samvittighed."

Okay, det sagde hun ikke. Men hey, det er vel ikke uskrevent ulovligt ikke at tilføje sine egne regler, vel?

Brev til bestyreren for Djurs Sommerland

2010-07-16T01:19:00.000-07:00

Kære hr. Bestyrer for Djurs Sommerland (hvis det da er dit rigtige navn?!)

Jeg har villet skrive til dig i omtrent to uger nu. Og jeg har derfor båret inde med en klage i al den tid: For to uger siden besøgte jeg og mine veninder din forlystelsespark, hvor vi nød at prøve alle dine forlystelser. Men da vi nåede til Slaraffenland, måtte vi se en grim overraskelse i øjnene. Indgangen krævede en hvis højde. Max 140 cm. Max 140 cm, hører du? Der kan vi jo ikke komme ind! Det rev virkelig i mit hjerte, for Slaraffenlandet var toppen af poppen, da man var i Djurs Sommerland som mindreårig. Det var bare det bedste. Når man sprang rundt inde i bolderummet og klarede forbi forhindringerne, kunne man virkelig bare mærke dopaminen stige en til hjernen. Fryd!

Jeg ved godt, at reklamerne synger: "er du voksen, midt imellem, eller lille - så er det Djurs Sommerland" og ikke: "er du høj, midtimellem eller lille - så er det Djurs Sommerland", hvilket jeg ser som lidt af en diskrimission. Ja, jeg ved godt, at det er fantastisk, at der er oplevelser for folk i alle aldre. Men det er jo ikke altid, at ens højde følger med sin alder? Vil i også smide en bjerghøj otte-årig ud af legelandet?

For det andet: bare fordi man er høj, betyder det jo ikke at man går totalt amok derinde. Hvis folk synes det er nederen at være der, så smid dem ud - men hvis en flok legeglade teenagepiger har det sjovt derinde, hvorfor så ødelægge det for dem? Og nej, det er jo ikke ligefrem fordi tingene derinde går i stykker, for der må jo gerne rende forældre rundt derinde. Jeg vil ikke ligefrem kalde det fordomsfuldt, men høje børn og unge er jo ikke just lig med onde rollinger, der kun er ude på ballade.

Så please hr. Bestyrer for Jurs Sommerland, vil de ikke nok eliminere højdegrænsen i Slaraffenland.

Med venlig hilsen

Xenia

ps. jeg eeeeeeeelsker alle jeres andre forlystelser. Især Piraten er bare creme de lá creme og kan bare få ens humør til at stige helt til vejrs!

Lys, kamera og aktion!

2010-07-15T01:18:00.000-07:00

Man siger at der kan ske en hel masse på en sommer. Njah... eller måske kan der? I løbet af de foregående sommerferier har der i hvert fald altid været en fra vores klasse, der var fuldstændig forandret. Endten på udseendet eller på væremåde. Især pigerne havde en tendens til at "udvikle" sig hen over en sommer og dukke op nede i klassen og være "helt igennem perfekt", som andre nok ville beskrive det.

Verdensbefolkningen er delt i to. Der er den perfekte befolkning. Og der er den uperfektre bunke omvandrende kød, der ikke opnåede det perfekte. Den perfekte befolkning er dem, der har det hele: kæreste, glad familie, fantastisk udseende og oser af luksus. Alt det, som alle går og drømmer om.

I mine øjne er det hele lidt ligesom en musikal. Alle har tildelt forskellige roller og når tæppet rulles fra, har det kræft æd mig bare alle sammen at holde sig til deres manus. Rollerne er nogle et andet menneske har tildelt dem, og idet de står med rollebeskrivelsen i hånden, skal de være en anden end de egentligt vil. Kun de virkelig dumme og talentløse dropper ud og er sig selv.

Jeg begynder at forestille mig hvordan livet ville være, hvis jeg begyndte at lade som om. Begyndte at lade som om, at jeg kunne lide nogle personer, som egentligt aldrig har bragt det største smil på mine læber. Begynder at lade som om at jeg kan lide børn, og derfor også drømmer om to af hver slags, når jeg en gang bliver ældre. Begynder at lade som om at jeg er til det landlige liv på en stille villa vej, hvor alt ånder fred og idyl. Begyndte at være noget jeg ikke var. Men istedet en anden.

Hvilket ikke ville være alt for godt. For hvem er det nu jeg skal være? Bare vær dig selv. Og hvad nu hvis jeg ikke opnår det liv som tilsyneladende ser ud til at være drømmelivet? Du vil jo alligevel ikke have alle de ting, som folk siger du skal have.

Hmm... det er der måske noget om. Jeg hader børn. Kan ikke udstå tanken om at de skider og gylper på mine ting. Og hvad der er endnu sværere er tanken om, at jeg skal spendere alle mine penge på ørepropper, så jeg kan få bare den mindste smule fred. Det er ihvertfald ikke en del af det drømmeliv, jeg personligt stræber efter. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at lade som om, at jeg er til børn og stille (kedelige) liv på en villavej resten af mit liv. Jeg har simpelthen ikke skuespillertalent nok til det.

Så hellere være mig selv end at krakelere om nogle år og gå hen og få et nervesammenbrud, fordi jeg blev træt af skuespillet. Og grædende kigge op på en eller anden bedrevidende filosof, der håndende vil pege på mig og sige: "Du skal ikke brokke dig, livet er hvad du har gjort det til!"

Hellige Bedste Veninde Dag

2010-07-14T02:08:00.000-07:00

Første skoledag er en meget særlig dag for mig. Det er den dag jeg mødte to af mine bedste veninder, Amalie og Flette. En anden meget vigtig dag for mig, er den dag jeg mødte Christine (alias min tredje bedste veninde). Nu lyder det måske som om, at jeg har nummereret mine veninder efter, hvem der betyder mest for mig. Men sådan er det ikke. De betyder alle lige ubeskriveligt meget for mig. De har gjort alt for mig og har været med mig over alt. ALT, siger jeg! Og hvis der skete dem noget, så ville jeg dø. Hvis de ikke var lykkelige, ville jeg dø endnu mere.

Som regel afspærrer man en dag i kalenderen for at hædre og fejre specielle anledninger og personer. Men uanset hvor meget jeg gennemroder min kalender, kan jeg ikke finde en dag, der hylder dem der betyder noget af det meste for os. Veninderne.

Udsendte soldater dag, FN-dag, advents søndagene, juledag, nytår, helligtrekonger, fastelavn, jævndøgn, Danmarks besættelse, palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag 1 + 2, Danmarks befrielse, Europadag, bededag, kristi himmelfartsdag, grundlovsdag, pinsedag 1 + 2, Valentins dag, valdemarsdag, sankthansdag. Alle de dage fylder godt og grundigt i min kalender. Jeg bliver ved og ved med at spekulere over, hvorfor vi ikke har bare én enkelt dag til at hylde veninderne på, når vi har så mange andre dage - hvoraf nogen af dem er nogle, jeg ikke engang kender til (suk!).

Ja, det er underligt og sært og ufatteligt og på en måde også diskriminerende, at man ikke har en sølle dag til at fejre dem på. Fejre de piger, der står bag dig gennem tykt og tyndt. De piger, der vil det bedste for dig - og som gør alt for at sikre sig at du opnår det. De piger, der får dig til at føle dig som dit absolutte bedste jeg. De piger, der accepterer dig for den du er - og som får dig til at føle, at du kan gøre og sige lige hvad du vil, uden at du går og er bange for, at de synes du er sær (for det ved de jo at du er i forvejen).

Da jeg lige var flyttet til Århus, snakkede jeg stadig (meget) københavnsk. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var en af de eneste nye og de andre allerede kendte hinanden, men ihvertfald kunne man godt føle sig lidt genert overfor alle de nye mennesker. Det var på første skoledag jeg mødte Flette. Hun havde (som hun også har nu) kort, blødt, krøllet hår og store flotte blå øjne. Hun kom gående direkte hen til mig, og erklærede: "du snakker altså underligt!" Vi har været bedste veninder lige siden.

Gennem årene begyndte vi også at lege meget sammen med (ja, det kaldte man det jo altså dengang) Amalie. Da vi fyldte tolv, insisterede alle de andre piger på at de skulle sidde indenfor og lakere negle imens de drøftede hvem af drengene fra klassen de bedst kunne lide - sådan som man "skal gøre når man er teenager". Hverken Amalie eller jeg var enig i den sag. Så derfor var vi altid de to piger der rendte rundt udenfor og legede gemmeleg - på trods af at Vi Unge syntes det var barnligt. Vi kan stadig finde på at gøre det af og til.

Christine mødte jeg, da min lillebror stadig gik i børnehave. Han skulle lege sammen med hendes lillesøster, men turre ikke være ovre ved hende selv, så jeg blev slæbt med over til dem, hvor jeg hurtigt faldt i snak med Christine. Vi opfandt vores egne tegneserie figurer og kalder stadig hinanden de kælenavne, vi gav figurerne dengang.

Nu er vi blevet ældre. Og gennem årene er de tre piger begyndt at betyde mere og mere for mig. Hvis jeg har et problem af en hvilken som helst art, ved jeg, hvem jeg skal komme til. Det at de hver især har deres egen specielle personlighed gør også, at jeg føler mig mere fri, når jeg er sammen med dem - og at jeg ved præcis, hvem jeg skal komme til, hvis jeg har noget jeg gerne vil høre dem om. Der er ikke den joke vi ikke har grinet af. Den tragedie vi ikke har grædt til. Den ting vi ikke at bitchet over.

De er rent ud sagt de bedste piger i verdenen.

Så hvorfor har vi ikke en Hellig Bedste Veninde Dag? Mit gæt er at alle årets 365 dage er hellige bedste veninde dag. Alle dage bør være en dag man fejrer sine veninder på. Det kan godt være at kæresteparene har én Valentins Dag, hvor de fejrer deres kærlighed til hinanden - men vi piger har 365 dage, hvor vi fejrer alt ved hinanden. På godt og på ondt.

And that is just the way it is.

En dag i mine sko: tirsdag den 13. juli

2010-07-13T12:23:00.000-07:00

De siger, at man først rigtigt kender en person, når man har gået en hel dag i vedkommenes sko. Så vær så god, her er en dag i mine sko - om du vil gå i dem eller ej, må du selv om.

08.30: Vækkeuret ringer. Vågner i en tilstand, der var hundrede procent overbevist om, at klokken kun var omkring fire om morgenen. Hamrede derfor hånden ned i vækkeuret for at sikre mig fem minutter mere. Det skete seks gange.

09.00: Vågner i et stresset sæt, da jeg opdager klokkens faktiske tidspunkt. Springer ud af sengen og direkte i løbetøjet, kigger ud af vinduet og spotter at regnen står ned i striber udenfor. Ser det derfor som min store chance for at hoppe i seng igen.

09.10: sov nu, sov nu, sov nu!

09.13: bliver utålmodig og hopper ud af sengen og i bad. Jeg er klar til en ny og spændende dag, hvor herre!

09.30: morgen (idag bestående af 1 dl havregryn med et æble i små skiver og et strøg af kanel og selvfølgelig mælk + en kop te)

09:50: bevæger mig ud på badeværelset for at føntøre håret, børste tænder, lægge dagens make-up (idag bestående af Dior-mascara og en let rosa øjenskygge fra GOSH)

10.10: tænder for computeren og vrider hjernen for muligheder til et nogenlunde interessant inlæg. Beslutter mig for at det skal bestå af en hyldest til mine tre bedste veninder (Amalie, Flette og Christine). Springer ud i skriverriet.

10.45: skriveplåkering! Kan ikke finde en rørende nok måde at beskrive pigerne på. Slukker derfor computeren i prustration, og begynder at pakke bytasken.

11.43: tager bussen ind til Århus.

12.10: står af nede ved Klostertorvet og begiver mig ned imod Loftet. Får straks øje på en lang halskæde med en kæmpe sølvfarvet fjer i metal. Forlader butikken inden jeg når at købe halskæden og begiver mig op imod skadestuen for at mødes med kæresten.

12.20: mødes med kæresten + kan ikke få halskæden ud af hovedet.

12.30: følges ned til Loftet igen, hvor vi mødes med Amalie og en klassekammerat (rettelse: gammel klassekammerat - glemmer hele tiden at vi er gået ud af skolen. Det er lige noget man skal vende sig til!) Kan stadig ikke få halskæden id af hovedet.

12.35: står langt om længe med halskæden i hånden henne ved kasseaperatet, hvor jeg finder en anden halskæde, jeg aboslut også har brug for!

12.40: kigger på butikker med de andre

13.40: spiser frokost på Sigfreds med Amalie, imens drengene napper en shawama inde ved siden af

13.55: står inde i Bahne, hvor jeg skal vælge imellem to forskellige rammer (som skal pryde hylden på mit nyrenoverede værelse). Beslutter mig for at det skal være den spejlblanke. Begiver mig op imod kassen, hvor jeg får øje på et lille make-up-spejl. Hvor er det flot! Hapser snapser! Den må jeg bare eje.

14.00: kommer smilende ud af butikken, og må tragisk nok forlade de andre for at smutte til lægen.

14.40: har gået i fyrre minutter i regn og slud (okay, der var ikke regn... og der var heller ikke slud - men det var hårdt!), og opdager at der stadig er tyve minutter til at jeg skal møde ved lægen og få min straf for at være alergiker. Beslutter mig derfor for at besøge et lagersalg, der ligger lige ved siden af på Tordenskolds gade.

14.50: køber et tørklæde og spæner tissetrængende op til lægen. Spekulerer over hvor fantastisk et førstehåndsindtryk mit "to sekunder, jeg skal virkelig tisse!" virkede på den nye sekretær (eller hvad damen, man tjekker ind ved nu hedder?)

15.00: bliver vaccineret imod alergi og må vente i venteværelset i en halv time af sikkerhedsmæssige årsager. Føler mig som en gangsta, der er blevet snuppet for at have røvet en kiosk og må vente på løsladelse fra politiet... bortset fra at en gansta nok ikke sidder begravet i en gammel udgave af Illustreret Videnskab (beklager med det var det eneste blad de havde)

15.30: er endelig en fri kvinde. Bevæger mig derfor ned mod domkirken, hvor jeg skal mødes med kæresten. Begynder efterhånden at føle den største smerte i mine fødder. Fandens til vabler!

17.00: har gået rundt i byen sammen i noget tid og sidder nu i biografen, hvor vi gør klar til at skraldgrine af Shrek 4

19.00: filmen er færdig - og kan klart anbefales. Begiver os derefter ned imod China Wok House for at spise lidt kinesisk. Undrer sig over, hvorfor folk ikke kigger på hvor latterligt jeg går på grund af mine ulidelige fodsmerter. Igen: Fandens til vabler!

19.40: glemmer (næsten) alt om vabler og overfodrer mig selv med sushi og andet asiatisk guf

20.00: siger farvel til kæresten i bussen og begiver med i gåsegang (ja, stadig på grund af fodsmerter) hjemad

20.05: undrer mig over hvor meget småtnips og kriplekraple, jeg er kommert hjem med: to halskæder, et halstørklæde, tre rammer, et spejl, en kalender og en Marian Keyes-roman. Og nåh ja, en fandens masse vabler. Michael Kors, jeg foreslår hermed, at du går skoene til inden til giver dem videre til butikkerne. Det vil rede så mange kvinders fødder.

Det var så en dag i mine sko. Om du har lyst til at prøve dem eller ej (bare rolig, jeg er - næsten - sikker på at de er gået til), synes jeg ihvertfald du skal bemærke, hvor mange ting man kan nå at gennemleve på en dag. Ak ja, 24 timer er måske ikke så få timer endda?

Et par gode ord til dit sind

2010-07-13T01:32:00.000-07:00

"Hjælp mig med at elske og tilgive mig selv. Hjælp mig med at tilgive alle, der har såret mig, og lad dem gå med fred. Bed om tilgivelse fra alle, jeg har såret, bevidst eller ubevidst. Hjælp mig med at acceptere mig selv, som jeg er. Jeg er en del af din verden. Jeg kan mærke dit lys inden i mig. Jeg er fri."

Kilde: Trinny og Susannah's overlevelsesguide

En passende redning

2010-07-12T00:55:00.000-07:00

Jeg troede engang, at kvinder var sådan nogle, mænd skulle rede. Jeg mener, jeg så det jo på film hele tiden, så hvorfor skulle det ikke også være sådan i virkeligheden? Problemet er bare, at min eneste måde, at komme i bare nogenlunde fare på, er hvis der er en edderkop i samme rum som mig eller hvis vi er løbet tør for toiletpapir og staklen, der ikke opdagede det i tide, vil være fanget derude, indtil en tapper redningsmand dukkede op med en ny rulle (hmm... det kunne dog godt minde meget om en eventyrssituation).

Okay okay, måske er det ikke det eneste problem. Netop det faktum, at vi rent faktisk ikke har brug for at blive redet. Vi har ikke brug for en prins på en hvid hest - rent faktisk er der en hel del, der hader heste (eller er det bare mig?). Vi kan sagtens klare os selv.

Eller okay okay, måske er det også et problem. Vores selvfornægtelse.

Da jeg var ti år gammel, fandt jeg nemlig ud af, hvor selvfornægtende vil alle sammen er. Jeg var sammen med en af mine veninder, og var løbet ind på mit værelse efter en bratzdukke mere. Men i det jeg træder ind på mit værelse og lukker døren, ser jeg den. Monsteret (alias edderkoppen), den var så stor som Rundetårn (alias så stor som spidsen af min lillefingernegl), og den bevægede sig langsomt hen imod mig. Jeg var bange. Nej, jeg var rædselslagen og begyndte at råbe og skrige.

Jeg krydsede naivt fingre for at prinsen på den hvide hest (eller den brune - hallo, når man er ti år gammel er man ikke ligefrem kræsen) vil dukke op og slå monsteret ihjel. Men kom han? Næh, nej! Istedet kom min veninde brasende ind af døren, flåede edderkoppen op gulvet, maste den så det flød med blod over det hele! Jeg var redet.

Og det fik mig til at tænke: det kan godt være at prinsen på den hvide hest ikke altid dukker op når man kalder - for han har jo også andet at lave (suk!). Men så er det, derfor vi har en endnu bedre udgave af en redningsmand. Nemlig, vores venner og veninder. For de vil jo altid være der for en, lige indtil den dag, hvor man stolt meddeler: "Jeg har ikke længere brug for at blive redet!"

Og da de jo er dine bedste venner, vil de jeg også vide, at den slags pludder-pladder du lige lukkede ud ikke passer - og at det (endnu engang) er din selvfornægtelse og overmod, der taler for dig.

Mission klædeskab

2010-07-11T09:13:00.000-07:00

Normalt er jeg ikke så meget for guids, som fortæller hvordan du gør dit og dat - men en god tøj-guide er ligesom en sort kjole - man kan aldrig have for mange af dem! Jeg har derfor slået hovedet sammen med mit klædeskab og trukket mine bedste bud på en god garderobe-guide.

1. Hvad skal jeg smide/give væk?

- tøj med huller og pletter (som ikke er købt på)

- tøj der stumper

- tøj som du ikke føler dig godt til pas i

- sidste sæsons tøj (kan dog pakkes ned, så du kan finde det frem senere)

2. Find din figur

Som de fleste ved findes der 12 forskellige kvindelige kropsformer: keglen, vinglasset, timeglasset, kræmmerhuset, celloen, æblet, søjlen, klokken, vasen, murstenen, slikkepinden og pæren - hvis du ikke allerede ved hvem du er, kan du finde ud af det i Bode Shape Bible af Trinny & Susannah, hvor du også finder ud, hvilket tøj der klæder din kropsform.

3. Inspiration

Personligt synes jeg, at det vigtigste ved en "perfekt garderobe" er, at man kan bruge sit tøj på forskellige måder - så man ikke bare runder rundt i de samme outfits om og om igen. Og derfor har jeg samlet en lille liste over gode måder at få inspiration til dit tøjmekka.

- http://www.stylegallery.com/

- prøv at søg billeder af kvinder, som du selv synes har fantastisk stil (her er mine personlige farvoritter Kate Moss og Alexa Chung)

- folk på gaden, i skolen, på arbejdet - ja, mulighederne er uendelige!

4. Derudover...

... kan du prøve at binde dine tørklæder anderledes (du kan fx hvikle to tørklæder - der passer sammen - ind i hinanden og bruge dem som et stort tykt tørklæde), sætte dine smykker sammen på forskellige måder, vedhæfte flere led til dine lange halskæder, osv. osv.

5. Lav en tøj-mappe

Når du har sammensat dine forskellige outfits, kan du tage billeder af dem og lægge dem ind i en mappe på din computer. Du vil derfor altid have et godt outfitt ved hånden - og du behøver ikke at gå og bekymre dig om hvad du skal have på imorgen.

6. Et sidste tip

- hav altid et 'nødstilfælde-outfitt' klar, til hvis du står i en 'skabet-fyldt-med-tøj-men-intet-at-tage-på'-situtation eller har mega travlt.

Siden hvornår blev grøn så populær?

2010-07-10T03:14:00.000-07:00

Der var en gang for længe, længe siden i et land langt, langt borte et sted hvor farven grøn bare var farven på træernes kronblade. Grøn sås dengang også som farven på de rumvæsner og monstre, der kom og kidnappede prinsessen fra det langtborteliggende land.

Men da det her hverken er "for længe, længe siden" eller "et land langt, langt borte", er synet på den kvalmende farve pludselig lige så anderledes, som havde man taget to forskellige sko på - på en gang. Farven grøn anses pludselig for at være en gud.

Grøn livsstil er noget alle bør stræbe efter. Grøn skal fylde to tredjedele af din tallerken. Grøn Tuborg er det eneste rigtige. Grønt lys gør glad - og rammer man den grønne bølge, er man virkelig oppe i det gode felt. Grøn er tilmed også godt for øjnene. Grøn er også navnet på en tegneseriefrø.

Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvorfor det er naturens farve er blevet så populær. Hvordan den har fået sådan et ryk op ad i den sociale rangstige? Billede efter billede af de sociale statuser, man stødte på i folkeskolen, dukker op i mit hoved. Hvis grøn/monsterets farve kan blive sådan en ønsket og glædesbringende farve - så betyder det vel også at den knap så populære unge, stadig har en chance når det kommer til livet i skolegården?

Jeg sidder og spekulerer over det i noget tid.

Grøn viste sig pludselig ikke at være så slem længere. Pludselig viste det sig at det grønne faktisk kunne gøre noget godt. Selvom den nørdede grønne (ja, nu perspektiverer vi det altså ind i skolegårdens dramahjørne) farve fik et dårligt førstehåndsindtryk, viste det sig, at den var sund for en, gjorde folk gladere og fremhævede folks gode sider - alle fantastiske kunskaber, som man havde overset på grund af nogle andre ting.

Men pludselig blev grøn det nye sort. Og sort er muligvis blevet det nye grøn i stedet. Hvilket er surt show for den sorte farve, vil jeg bare jeg tilføje.

Så med al den opmærksomhed burde den sorte farve egentligt være herre grøn af misundelse - men sådan tror jeg ikke at det er. For hvis det hele skal ende som i et eventyr (og det skal det, for det er mig der bestemmer her) så vil sort og grøn leve lykkeligt sammen til deres dages ende og dele kongeriget Sådan som det burde være i hele den sociale verden.

Men det kan selvfølgelig godt være at det bare er mig, der er en smule for optimistisk. Men jeg vil ihvertfald være helt oppe i det røde felt, hvis eventyret endte sådan.

Huset (digt)

2010-07-09T02:06:00.000-07:00

Jeg går en tur langs den gamle villa vej,

hvor jeg fortumlet falder over et hus,

et smukt hus, et fantastisk hus, et fortræffeligt hus,

dette hus er perfekt!

Hækken grænser perfekt haven ind,

græsplænen er perfekt nyklippet - ikke et strå er for kort eller for langt,

roser, tulipaner, hyrasinter pryder perfekt havens små bede,

selv haveslangen er rullet perfekt på plads,

huset er bygget af rene, fine, hvide mursten,

vinduerne er perfekt finpudsede,

døren er malet i en perfekt mat grå farve,

fliserne op til indgangen er perfekt rene,

- der er selvfølgelig ikke et uperfekt, umodent blad at se nogle steder.

Jeg følger stien op og kigger ind ad vinduet,

til mit store chok ser jeg;

at inden i er huset et stort rod

Hvad synes i? Ak ja, jeg har været dyb -.-' <3

"Lidt for klog til rigtig at være model og lidt for smuk til rigtig at gå på universitetet"

2010-07-08T10:42:00.001-07:00

Jeg har lige lagt sidste måneds nummer af Elle fra mig, og jeg er forvirret. Helt igennem, vaskeægte forvirret. Ovenstående titel var en beskrivelse af hovedpersonen af en sommernovelle, jeg hurtigt skimmede igennem. For klog til at være model? Og for smuk til at gå på uni? Hvad fanden skal det betyde?

Der var en gang, hvor jeg troede, at ens muligheder blev mulige, fordi man gjorde dem det - og ikke fordi man havde en speciel højde, hårfarve... eller en udadvent eller indadvent navle (hmm... ja?). Ligeledes troede jeg at de muligheder, der ikke var mulige (og dem regnede jeg ikke med, at der var mange af) skyldtes en ulykke (minimum på størrelse med et nedstyrtet fly) og ikke ens udseende eller IQ.

Men i gennem alle disse år har jeg vel taget fejl? Jeg kan ikke selv lade være med at forestille mig det gode gamle, filmiske billede af den amerikanske high school-kantine. En kantine, hvor bordene ikke bare var borde - men forskellige øer for de forskellige typer: nørderne, de populære, sportsidioterne, modefanatikerne, musikfreaksene, anoretikerne, de overvægtige, osv., osv.. Alle individer indenfor de forskellige typer minder utroligt meget om hinanden: endten er de tomhjernede og flotte, ekstremt kloge og undervurderer udseendets funktioner, eller noget helt andet. Og en klog og mindre køn person kan bare ikke joine sportsidioterne. Sådan er det!

Som min gode (fantasi)veninde, Carey Bradshaw, ville have sagt: I couldn't help but wonder... udelukker vores udseende og hjernekapasitet os virkelig fra de forskellige muligheder? Og hvis "ja", hvorfor?

Sådan noget gruppehalløj kan gøre mig i helt dårligt humør.

Men hver gang jeg kommer i dårligt humør omkring den slags, forsøger jeg at minde mig selv om det ældgamle ordsprog som handler om, at man ikke skal dømme en bog ud for omslaget. Hvorefter jeg tænker på min veninde, Flette (ja, hende igen...), som at dømme efter sit udseende egentligt burde være en sukkersød, blomsterplukkende, bukkebruse legende, smilleybombe - men når man lærer hende at kende, bliver man væltet helt om kuld af chok: hun er Tokio Hotel-fan, elsker alt der har med rock at gøre, foragter farver og glade bands (Alphabeat og Infernal) og vil kun have smykker med nitter på.

Når sådan en englelignende pige kan have sådan en hård (og stadig dejlig) personlighed, så luner det som regel om mit humør. For det betyder vel, at man ikke nødvendigvis er til blomster, fordi man har englekrøller. Ikke nødvendigvis er til gullerøder fordi man har store fortænder. Ikke nødvendigvis er til Sex and the city, fordi man har købt Carey-kjolen. Ikke nødvendigvis... arg, jeg tror du har forstået min pointe!

I rockens navn

2010-07-08T00:10:00.000-07:00

Min veninde, Flette, har lige startet en musikblog, der hedder I Rockens Navn. Den kommer til at handle om musik, de forskellige bands og hvad den skøre unge ellers finder på. Så hader du også Ramstein og Infernal men elsker i stedet al, hvad rockens verden har at byde på, så kunne det her meget vel liiiiige være bloggen for dig. Du finder den på det her link:

http://i-rockens-navn.blogspot.com/

Enjoy og forsæt god ferie (':

Tak til dansk comedy!

2010-07-07T01:57:00.000-07:00

1. Michael Schøt - Upolitisk korekt (Jyderne styrer landet i 2054)

2. Christian Fuhlendorff (Tykke er ikke noget problem)

3. Christian Fuhlendorff (Vikingerne, datidens storskraldmænd)

4. Mick Øgendahl - Tåfreser
5. Frank Hvam til Zulu Comedy Galla 09

6. Snobberne Fritz og Poul

7. Simon Talbot om prettyboys

8. Anders Matthesen - Højdepunkter fra "Anden på coke"

9. Michael Schøt om kirkeklokker

10. Mick Øgendahl "uhadadada, måneformørkelse!"

Dagbog for foregående uge

2010-07-06T01:21:00.000-07:00

Da jeg besluttede mig for, at min sommerferie skulle foregå på den sjoveste og mest afslappede måde (det er en del af mit nye "nyd-livet-så-længe-du-har-det"-princip, som jeg agter at fuldføre), har jeg valgt at føre dagbog for den første uge af ferien - I ved, bare for at minde mig om hvor vigtigt (og sjovt) det er.

Mandag: Jeg vil gerne have min pizza, hr Pizzamand!

Stod op klokken halv ni i et forsøg på at se godt ud til min venindes 17-års fødselsdag. Det skulle foregå som en fødselsdags-brunch sammen med en masse andre veninder. Forlod huset overbevist om, at mit outfitt (bestående af et par beige chinos, hvid t-shirt med print, sort jakke og lille halskæde) var ret så smart (:D).

Fødselsdagen gik som smurt. Gaven blev uddelt (jeg kan hermed offentligtgøre, at hun fik en herre fed t-shirt af undertegnede). Der går nogle timer og midt i al snakken, hyggen og spisningen, bliver vi alle sendt hjem, da fødselsdagsbarnet skulle rejse videre ud i den store hvide verden. Drog derfor ned til stranden med nogle venner og kæresten. Blev der til om aftenen, hvor jeg kvittede zumba for at kunne nyde en lækker (kaloriefyldt..) pizza med de andre nede ved havet.

Tirsdag

Var allerede ude af døren ved 12-tiden. Dagens mission: være sammen med kæresten. Den stod på film og pandekager (dem der kender mig her vil allerede vide, at når jeg mener "lave pandekager" er det direkte oversat til "han laver dem og jeg bliver placeret minimum to meter væk fra gerningsstedet, så jeg ikke kan gøre noget forkert).

Onsdag

Spørgsmål: hvorfor regner det med fodboldspillere i Jurs Sommerland. Svar: jeg har abso-fucking-lutley ingen - og jeg gentager ingen anelse! Men det afholdt ikke Flette, Amalie og mig fra at springe rundt fra forlystelse til forlystelse. Lige med et får vi øje på Slaraffenland, finder hinandens luskede blikke og spæner ind i bygningen. Et problem: højdegrændsen er på max 140 cm. Men det skal da ikke afholde os fra at kravle ind alligevel (når nu der også er forældre derinde) og have det sjovt (jeg mener vi hverken generer nogle andre eller noget som helst). Det viste sig så, at det generede nogen. Ikke børnene - men forældrene. Så vi fik sparket ud.

Torsdag

Så er det tid til at fejre månedsdag med kæresten i Tivoli Friheden. Stå op til tiden - meget, meget vigtigt! Derfor burde jeg også huske at gøre det en anden gang (ups!). Nåede dog med den bus vi skulle nå alligevel - sjov i tivoli, her kommer jeg... jeg mener vi!

Fredag

Man siger at der kan ske en hel masse på en uge. Njah, eller måske alligevel. Var ihvertfald utroligt udmattet fredag og blev nødt til at aflyse en aftale med veninderne og derefter en aftale med kæresten (I feel popular...). Havde et lille ønske om bare at sidde ude i haven med fødderne oppe og slappe af. Men næh nej, omkring to timer efter jeg var stået op ringede min moder og ville høre om jeg kunne tage ind til byen, så vi kunne købe min dimissionsgave (okay, det lyder måske ikke som det hårdeste arbejde, men det var det! Haha njah, hvem prøver jeg at narre!).

Gentag efter mig: "jeg er kan IKKE gøre det selv"

2010-07-04T08:55:00.000-07:00

Har brugt de foregående to dage på at male mit værelse. Det virkede som en knald god idé, og jeg må da indrømme, at det var dejlig nemt til at begynde med. Faktisk så gik det så glat, at jeg begyndte at forestille mig, at det her gør-det-selv var noget jeg kunne leve af. Forestillinger om at et tv-program magen til de gør-det-selv-programmer med store muskuløse mænd, der render rundt i bar overkrop og ordner ens hjem, med mig som den lyshårede handy-kvinde var meget begejstret.

Men så gik det altså også galt. Midt i alle mine forestillinger, om hvor vidt jeg reddede det ene hjem efter det andet fra en kaotisk malerfiasko, får jeg selvfølgelig vabler af den højrehåndede saks, jeg blev sat til at klippe dækkehalløjsaget ud med (den skarpe læser har regnet ud at jeg selvfølgelig er venstrehåndet - hvilket ikke giver en god cocktail med højrehåndssakse!). Damn, it!

Derefter drypper grunderen ned ad væggen og jeg panikker febrilsk over, at det nu vil ødelægge hele værelset (ak og ve!). Men efter at min far beroligende fortæller, at det bare kan males over, når jeg går igang med den rigtige maling, falder min puls straks til ro. Okay, ro på! Det skal nok gå alt sammen!

Nogle tabte malerbøtter, kridhvide negle (og hænder... og fødder... og ben... og arme...) og en ødelagt trøje senere, må jeg erkende at det der malehejs... rettelse: gør-det-selv-hejs ikke lige er mig. Jeg vil hermed foreslå jer læsere til endten at tvinge jeres forældre til at male for jer eller at hyre nogle malere - det andet er og bliver bare for kompliceret (suk!).

Ps. Jeg vil hermed også fastslå at Xenias-gør-det-selv-program aldrig bliver til noget alligevel. ALDRIG!

Åh, al den glamour!

2010-07-02T04:37:00.000-07:00

Hvis jeg skal beskrive mit liv, sådan som jeg gerne vil have, det skal foregå, er det enkelt: Jeg vil vågne op hver morgen til lyden af glade mennesker, der render rundt i det rendyrkede solskind i Central Park (i New York). Jeg har bosat mig i en pendhouselejlighed, hvis husleje jeg betaler som en lille del af den løn, jeg nu engang tjener som den verdens berømte læge, det er lykkedes mig at blive (jeg har nemlig fundet kuren på alle former for kræft).

Limousiner står i kø for at køre mig til byens mest fancy restauranter og eftertraktede fester, som jeg med god stil bliver samlingspunkt for alle andres misundende blikke. Taxaerne vil nægte at lade mig betale for min køretur, og hvor meget jeg end tigger og plager om at komme af med mine penge, vil de kigge mig smilende i øjnene og sige: "det er okay, doktor, det her er min omgang".

Og jeg komme spadserende ned af 5th Avenue med fem poser under hver arm (fyldt til renden med det lækreste, mest eksklusive tøj i mands - host, rettelse: kvindes minde), vil folk pege på mig og sige: "se hende, hun fandt kuren mod kræft!".

Men sådan bliver det nok ikke - ihvertfald ikke lige nu, for for at korrigere billedet lidt, så er jeg jo trods alt en seksten årig århusiansk (dog gammel københavner) pige, der lige har fået sit afgangsbevis forræret af inspektøren på den folkeskole, hun gik på. Jeg tager bussen ind til byen, hver gang jeg skal købe noget/i biografen/spise ude - og brokker sig over den forbandede høje pris de pumper mig pr billet. Efter sommerferien kommer jeg til at trampe af sted på en gennemkørt cykel til gymnasiet, hvor jeg med al skræk og rædsel kommer til at være en af stedets yngste.

Jeg er bange for edderkopper - og uanset hvor meget jeg skriger, kommer der aldrig nogen og klasker de seksbenede monstre for mig. Jeg er afhængig af Ben & Jerry-is, men da jeg ikke har noget job, er den pris, de pumper os is-junkier for, enorm. Hverdagen for en teenage-bondetøs er derfor ikke bare lutter og lej på en lyserød pony.

Eller... det passer jo egentligt ikke! For ovenstående mening var præcis hvad jeg tænkte i går morges, da jeg vågnede op fra et forfærdeligt mareridt (som skræmte mig så meget fra hvid og sans, at jeg svor på at jeg aldrig ville falde i søvn igen!). Jeg gik og muggede over, hvor forfærdeligt mit liv var, lige indtil mine to bedste veninder (Flette og Amalie) stod uden for døren med det største smil på læben og råbte med deres solskindstemmer: "VI SKAL PÅ STRANDEN!" Stranden? Hmm.. det lyder da som sjov, tænkte jeg.

Og det er præcis det dagens pointe går ud på: Det kan godt være at livet ser trist ud for en stund - men sådan bliver det jo ikke ved med at være; for som Benny Andersen så yndigt sagde engang: livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar.

Undskyld, må jeg spørge dig om noget?

2010-06-30T12:30:00.000-07:00

Af ren og skær nysgerrighed tænkte jeg, at det kunne være spændende at vide lidt mere om jer læsere derude. Derfor er jeg kreeret en spørgeliste, som i (hvis i lyster det) kan svare på. Spørgsmålene er pænt random, så det er selvfølgelig ikke noget vildt personligt - men kunne godt tænke mig at vide lidt mere om, hvem i er. God fornøjelse :D

Hvad hedder du?
Hvad stod der i den sidste sms du modtog?
Hvad hører du lige nu?
Hvad skal sommeren gå med?
Hvad består dit outfit af lige... NU?
Du ved det måske ikke, men jeg... (afslut sætningen)
Hvad synes du om bloggen? (Ris/ros - er der noget særligt den mangler eller har?)
Har du en blog? Hvis "ja" så læg et link, så vi andre kan nyde lige så meget godt af den som dig

'Ting-du-skal-nå-inden-du-dør'-listen

2010-06-29T07:12:00.000-07:00

Når jeg fylder 18, vil jeg køre en rød sportsvogn. Når jeg engang får en lang uddannelse, vil jeg udelukkende bære dyre mærker på min krop. Når jeg engang flytter hjemmefra, skal jeg bo i en pendhouselejlighed med udsigt over Central Park i New York City. Når jeg en gang får børn, skal min mand og jeg flytte på landet, hvor ungerne kan få deres helt egen private ko. Når jeg engang runder de 70, vil jeg boycutte alle tanker om "at det nok ikke er så godt for figuren" og bare fråde alverdens slik og kage.

Jeg sidder i øjeblikket og spekulerer på, om jeg mon vil kunne nå/overhovedet vil kunne opfylde alle disse ting, inden jeg dør. Planen er jo helt fantastisk. Luksus! Luksus! Luksus! Men ønsket om at eje en flere hundredetusinde-kroners bil i en alder af 18 år virker måske en smule overgiret. Og måske jeg heller ikke vil kunne leve uden det loriale High Street-tøj, som har støttet mig gennem tykt og tyndt, siden jeg selv har måttet finansiere mit tøjforbrug.

Der er jo heller ingen, der siger, at man skal leve på den måde. Nuvel, jeg har vel hørt lidt her og der at jeg gør klogt i at lave mine lektier og passe min skole, for at jeg vil kunne opnå succes og leve som en dronning. Men hvad nu hvis jeg bliver en af de succeser, der først bliver til noget, når jeg dør? Hvad har jeg så opnået?

For at sikre mig at jeg ikke når igennem livet, som en skuffelse og udelukkende vil tænke på, at jeg måske ikke har levet det helt, som jeg ønskede, har jeg her kreeret en liste over ting, jeg skal inden jeg dør (betragt det som en opskrift på mine livsnødvendige ting - og husk på, at det blot er mine egne idéer og du selvfølgelig ikke bør føle dig tvunget til at følge den):

Sejl rundt om Manhattan om aftenen i en af de mange turistskibe
Lær at blinke, knipse og gøre dig selv skiløjet (tro det eller ej, men jeg finder det stadig død besværligt at gøre disse ting...)
Svøm tværs over en af de svenske søer (og her mener jeg selvfølgelig den ved vores sommerhus)
Rejs jorden rundt/få set verdenen
Lær et andet sprog end dem man lærer i skolen (engelsk og tysk/fransk)
Prøv Fritfald
Rappel ud over en bjergside
Gå til dit yndlings bands koncert
Med andre ord: nyd livet imens du har det!

"Musik du bare SKAL høre!"

2010-06-28T04:49:00.000-07:00

Musik er hvad religion var før i tiden... eller måske ikke helt, men ihvertfald derhen ad. Folk er efterhånden blevet så grebet af deres musik, at de klæder sig efter den - og ligesom der findes jøder og muslimer, der lever efter deres religion på hver deres måde, findes der nu rockere og poppere, der hver i sær dyrker deres musikstil, tilbeder deres yndlingsbands (hvis man kan sige det sådan).

Og med få lov, det er da også helt okay, vi har jo alle hver vores interesser og ting vi går op i. Men når folk så begynder, at nedgøre andres musiksmag "fordi det bare ikke er det rigtige musik" og "man burde høre noget andet end det lort hele tiden", så virker det næsten som om at der kommer en ny religionskrig...

"Synes du ikke selv at Beatels er lidt for gammeldags nu?" "skulle du ikke tage at slette de her sange?" "X-factor-musik er da plat!" nej, nej og det kan godt være at du holder inde med den mening, men der er vi andre (eller ihvertfald mig), som har en anden. Der findes jo mere end en rigtig musiksmag - der findes endda en helt masse blandede.

Og dog kan jeg ikke selv sidde og spille hellig, for det sker da også fra ende til anden, at jeg udtrykker min mening om min veninde, Flettes, musiksmag. Flette er Tokio Hotels største fan - og det siger jeg ikke bare, fordi det er noget hun kalder sig selv - men fordi hun er det! Tro mig!

Så sent som igår tog jeg mig selv (skamfuldt) i slukøret at gennemrode hendes Ipod, hvorefter jeg forundret kigger op på hende og spørger: "er 75 sange med Tokio Hotel ikke pænt mange?!" Den sved, men da hun ved at jeg ikke mente det så hårdt, kigger hun bare på mig og siger: "er seks sæsoner med Sex and the city ikke rimelig mange?!" hmm.. det kan der måske være noget om. Det blev så til en længere diskussion (det skal dog lige påpeges at det ikke var et skænderi, for vi ved dog begge at der ikke ligger noget ondt under bemærkningerne!).

Jeg ved godt at man ikke kan blive enige om musiksmag - og der vil nok altid være en lille strid om hvem der hører det bedste musik og lange diskussioner om hvilken musik, man bare skal høre; men mon ikke man kunne gire lidt ned for passionen?

Nu er jeg godt nok ikke religiøst anlagt, men en klog mand (Bruce Springsteen) sagde engang: "we learned more from a three minute record, than we ever learned from school". Det kan godt være at manden ikke kan gå på vandet eller er blevet korsfæstet og han var garanteret heller ikke genopstået tre dage efter, men hvis musikken kan lære en så meget på så kort tid, kan det så ikke være ligegyldigt om det er pop eller punk, så længe man har nydelsen ved det? Og får det ud af det, man har lyst til?

Et modemekka på nettet!

2010-06-26T08:24:00.000-07:00

Først nu har jeg fået slået øjnene op for Costumes hjemmeside (comstume.dk), og jeg må indrømme at jeg er helt vild med den. Den har simpelthen alt, hvad en tøjgal pige kan ønske sige: interviews, billeder fra catwalken (er specielt helt vild med dem fra Marlene Birger), tests, you name it.

Personligt, er jeg selv en rigtig stor fan af Sex and the city - specielt Samantha har altid fået mig til at udgive det længste grinflip i mands minde med hendes skarpe bemærkninger og benhårde attitude Derfor blev jeg noget overrasket, da jeg tog testen 'hvem minder du mest om fra Sex and the city?' og fandt ud af at jeg var den rendyrkede Charlotte.

Om testen passer eller ej, så glæder jeg mig i hvert fald til at prøve den på veninderne i aften!

Så er det slut, prut, finale for denne gang!

2010-06-25T13:42:00.001-07:00

Farvel til folkeskolen. Farvel til 10 skønne (men også - til tider - kedelige) år. Farvel til en masse dejlige mennesker. Farvel til en fantastisk klasse. Farvel. Farvel. Farvel...

Vil først og fremmest undskylde for min mangel på indlæg her på det sidste, men da det jo var Skt. Hans, og med det faktum at jeg gik hen og dimitterede igår, tænkte jeg, at det nok var okay.

Dimissionen gik som smurt. Havde regnet med at det ville gå hen og blive en tåreperser, der ville træde ind i historien. Men næh... I stedet endte det med at paralelklassen stod og græd sig ind i en lokal zunami, imens min veninde og jeg sad og beundrede vores fine negle (ja, nogle gange går der måske lidt for meget pigefnidder i den...)

Det underlige er, at vi alle havde gået og sagt, at dimissionen bliver dagen hvor selv klassens toffe hoveder vil begynde at flæbe. Dagen hvor kleenex blev et musthave og dagen, hvor Titanic blev kasseret til en direkte komedie. Men (som sagt før) var det ikke det der skete. I stedet stod vi overfor endnu en hyggelig aften med de samme mennesker, som man har været sammen med dag og nat de foregående ti år.

Programmet stod på at vi (selvfølgelig) skulle modtage vores afgangsbevis! Derefter skulle vi spise samlet, modtage blå bøger (jeg havde så vidt muligt, krydset fingre for at veninderne havde glemt alt om mit uendelige antal af bummerter, så jeg kunne komme stolt hen med bogen til mine forældre og sige "se, hvor dygtig jeres pige er!" men selvfølgelig var det ikke sådan det det skulle foregå...), en quiz hvor lærerne havde gættet på hvad vi ville ende med at blive (jeg bliver åbenbart modeguru eller personlig shopper i New York inden for de næste ti år, så hvis i har brug for hjælp, så giv et kald) og ellers bare fest, fest, fest. Ergo var der ingen tårer.

Det var ikke indtil i dag, hvor hele skolen (som gammel tradition byder) stod ude ved bassinet og sang sig ind i sommerferien, at det slog mig, at nu var det sidste gang vi stod her, sidste gang vi sang den ellers så velkendte og elskede sang, sidste gang vi var samlet som en klasse på den her måde, sidste gang... alting var sidste gang. Og før jeg nåede at stoppe det, skete det ellers så utænkelige: tårerne begyndte så småt at pible frem i øjenkrogene - og ligesom med kaniner blev en til to, og to blev til mange!

Og midt i det hele kunne jeg ikke lade være med at tænke: hvorfor er det at man altid reagerer anderledes end man sådan havde regnet med? Det havde jo kræft æd mig taget med jeg ved ikke hvor mange dage om at fatte at nu var det slut.

Nu var det farvel til det gamle liv. Farvel til de gamle mennesker. Farvel til alt, der før i tiden havde kommet som en selvfølge.

Men som de kloge klassekammerater trøstende sagde, så var det ikke farvel til det vigtigste: vennerne - for hvis det virkelig var tårerne værdig, så vil de ikke forlade en, selv når muligheden var der.

Sommerens festivaller

2010-06-22T06:44:00.000-07:00

Roskilde Festival den 1. til 4. juli

hvem kommer? Bl.a. Prince, Coldplay, Florence, the Machine, Gorillaz, Jack Johnson og Ronbyn.

se mere info inde på: Roskilde-fesival.dk

Skanderborg Fesitval den 4. til 8. august

Hvem kommer? Bl.a. Kashmir, Dúné, Mew, Ginger Ninja.

se mere info inde på: smuk-fest.dk

De 1001 syndere...

2010-06-21T05:12:00.000-07:00

Jeg har lige slukket for tv'et. Og jeg er tosset. Jeg er stikhamrende tosset. Stikhamrende tosset og har lyst til at gå amok. Simpelthen gå amok på den næste person, der beder mig om at slukke lyset efter mig og fanatisk oplyser mig om, hvor mange grader varmere kloden bliver, for hver gang jeg forlader et fuldtoplyst rum.

Jeg har lyst til at gå amok på de tosser, der gang på gang oplyser om, at Gina Tricot er bedre end Ralph Lauren, bare fordi det er billigere.

Men mest af alt har jeg lyst til at gå amok over, at de efter deres timelange prædiken om hvad der er rigtigt og forkert stopper sig med en sukkerbombe af en kajkage. Pludselig bliver den bedrevidende knap så bedrevidende igen - for burde den yderst kloge og altseende person ikke også vide, at en kajkage absolut intet godt gør for din krop, og at en grovbolle på den anden side giver kroppen den fibre- og energimængde, den har brug for?

Perspektiveringer fra bogen Shopaholic og søster drøner rundt inde i mit hoved. Den evigt shoppeglade Becky har fundet sin længe savnede søster, som helt ærligt ikke er lige så glad for at investere penge i dyrt tøj, som Becky er. Søsteren gør derfor et stort nummer ud af, at Becky smider om sig med penge - og nærmest er besat. Men det ender med at Becky opdager, at søsteren er lige så besat af noget andet. Sten.

Så er det spørgsmålet dukker op inde i mit hoved: hvorfor, hvorfor, hvorfor retter vi hele tiden på hinanden og føler os så bedrevidende, når det egentligt viser sig at vi selv har et lignende syndefelt gemt et sted? Når sandheden skal frem, så har alle vel noget de ikke lige kan leve uden: måske skal der tømmes en pose nachos, når man sætter sig og ser tv om aftenen. Måske er man til lange, varme brusebade. Eller måske kan man bare rigtigt godt lide følelsen af at give lidt ekstra for sit tøj...

Og det er der intet galt i så længe man ikke tørlægger sine lunger, fordi man febrilsk og mobset har råbt: "CALL 911!" da man på fersk gerning tog sin veninde i at nyde en trøffel. Måske er det hele gået lidt over gevind, når vi snakker om syndere - og hvem, der kastede den første sten.

Så jeg tænkte; måske skulle vi i stedet for at kaste om os med beskyldninger om, at "du selv er skyld i din bagdels størrelse" og "jorden går under - og det er din skyld!" og i stedet tage ved lære af hinanden.

Og i stedet for at blive tosset over, at vi hele tiden bliver rettet på, kan vi i stedet sende dem, der stadig kaster med sten når de rent faktisk selv bor i glashus tilbage på en tosseanstalt...

I musikken navn: jeg går i biografen!

2010-06-18T01:38:00.000-07:00

Lige siden jeg hev veninderne ind til andendags præmieren på Sex and the City 2 (den store SATC-fan vil her straks vide, at det efterhånden er ved at være nogle uger siden - halvanden for at være helt præcis) har jeg hungret efter en sang, der kunne fremkalde de glade minder, der blev indspillet på det store lærred. Jeg har gjort min research og har her skaffet en liste af de bedste shopping/lovesongs.

Så til alle jer tøser, der græd af glæde under genforeningen af de fire New Yorker-damer i biografen. Til alle jer tøser, der med et døvt øre har måttet høre på et uendeligt hav af mænds spørgsmål, som "hvad er det der er så fedt med den film?" og "hvorfor finder i jer ikke bare noget ordentligt at give jer til?", har jeg nu fremskaffet en liste af de sange, der (efter min mening) skulle være på soundtrach cd'en (det skal lige tilføjes at nogle få at dem faktisk også er der...):

Love is your color - Jennifer Hudson & Leona Lewis

All dressed up in love - Jennifer Hudson

T-shirt - Shontelle

It's raining men - The Weather Sisters

Labels or love - Fergie

Single Ladies - Beyoncé

These boots are made for walking - Jessica Simpsons

Melon og hinbær-smoothie

2010-06-17T08:31:00.000-07:00

Det skal du bruge:
en skive vandmelon (afhængig af hvor stor en portion du skal have)

en håndfuld hinbær

en banan

vand (også afhængig af hvor stor en portion du går efter)

Sådan gør du:

Sortér kernerne fra melonen og kom melonen, bærene, bananen og vandet i en blender og blend det hele til det får den konsistens som du ønsker.

Tøj-racisme

2010-06-16T05:27:00.000-07:00

Min første tanke: WAUW! Hvor er den trøje altså bare fed! Min anden tanke: Vent, er den fra H&M...? Sådan lød jeg for godt et år siden, da jeg (som så mange andre gange) var ude at finde nye venner til tøjet i mit skab (du ved, bare så det ikke skulle føle sig ensomt...). Budskabet var: jeg vil kun have det bedste af det bedste. Men på trods af at det "bare" var en H&M var den jo helt fantastisk, så med tanken "så lad gå da" i mit hoved drog jeg op til kassen.

Det langt fra fordi jeg er en af den slags, der synes det er nederen, at noget kun koster 100 kr - jo, billigere jo bedre trods alt. Men den gang var det jo bare såååå meget sejere hvis det var fra Papfar(suk..).

Her idag gik jeg så igang med en god gammeldags omgang feng sui i mit klædeskab. Bare sådan for at skabe en bedre ro og balance, i ved (og så også for at få plads til noget nyt, men det holder vi lige for os selv).

Midt i min søgen efter noget gammelt tøj, der kunne pryde min skraldepand, blev jeg fanget af noget jeg ikke havde set længe. H&M-trøjen jeg købte for et år siden. Jeg undersøgte den nøje for huller, pletter og andre tegn på, at den skulle ud. Men nej, selvom den var blevet brugt utalige gange, så den stadig ud præcis, som da jeg købte den. Jeg lagde den derfor ind i på hylden i skabet igen.

Nogle timer efter var det endelig lykkedes mig at få rydet ud i det hele. Kjoler, jakker og tunikaer var hængt på på bøjler, imens bukser, trøjer og toppe lå på hylderne. Selvtrilfredsheden blussede op til et stort smil på mine læber. Lige indtil min mor kom ind for at tage et kig på mesterværket. Hun tog fat i H&M-trøjen, som lå indeklemt på hylden sammen med alle mine andre trøjer, kiggede op på mig og sagde: "det her er da stort set en tunika er det ikke?" jeg nikkede, da jeg ikke rigtigt vidste hvor hun ville hen med det. "Hvorfor har du ikke hængt den op på bøjlen sammen med alle de andre kjoler og tunikaer."

"Den har ikke kostet mere end 130 kr...." undskyldte jeg (selvom jeg egentligt godt vidste, at det ikke var nogen særlig god undskyldning). "Xenia, alt tøj skal jo værdsættes lige meget, Det fortjener en ordentlig bøjlem ligegyldigt om det er Calvin Klein eller H&M!"

Hmm.. der var alligevel noget at tænke over der - for det er vel ikke kun tøj der fortjener en lige god behandling?

Hvis det er sommerferie, så betyder det vel farvel?

2010-06-15T06:59:00.000-07:00

Da jeg var seks år gammel, kom jeg på den idé, at skolen ville gå hurtigt og glat (ligesom alt andet gjorde den gang). Jeg gjorde mig mine overvejelser: var det efter folkeskolen man skulle have en studenterhat? Hvordan ville det føles at være "en af de store" og kaste karameller efter de små forklædt som prinsesse? Jeg tror jeg misforstod hele idéen med at tilbringe ti år det præcis samme sted, for alt hvad jeg (og mine venner) ønskede var at komme videre.

Nå, men årene gik, og langt om længe viste det sig at være sidste skoledag. Og der fandt jeg svaret på mine spørgsmål. Nej, det var ikke nu, jeg skulle bære studenterhatter, og ja, det føltes ganske udemærket at kyle karameller i hovedet på de små forklædt som politi. Resten af dagen blev fejret inde i mindeparken sammen med klassen og alle de andre elever fra 9. klasseårgangene i Århus og omegn.

Da jeg først havde fået på det rene at jeg ikke behøvede at analysere dagens begivenheder (sådan som jeg troede da jeg var mindre), blev dagen endnu bedre. Jeg havde hele tiden gået og tænkt, at denne dag var noget ganske særligt, jeg skulle aldrig mere i folkeskole igen, bla, bla, bla.

Men ligesom med de to foregående år forsvandt dagen ud i natten og natten ud i morgenen, og før jeg nåede at blinke var det hele slut. Flokeskolen var slut. Mit liv med de samme mennesker. Slut. Slut. Slut!

Og så var det, at det slog mig. I stedet for bare at gå og glæde mig til at det hele var ovre, skulle jeg måske have nydt at det stadig var der. Det er jo ikke ligefrem fordi tiden gik hurtigere, fordi jeg ønskede at blive ældre - men den forsvandt bare på en anden måde end den ville have gjort, hvis jeg havde nyt at den var der.

Så derfor er planen for mit kommende liv på gymnasiet: lad være med at glæde mig til det slutningen og begynd at nyd livet der hvor det foregår!

Når der går poesi i det hele?

2010-06-15T06:39:00.000-07:00

Jeg går en tur langs vandet,
jeg har tabt noget,
mit hjerte,
Jeg må lede efter det. Kigge under hver en sten,
før nogen anden finder det,
samler det op,
sætter det ved siden af Nogens eget hjerte,
lader dem pumpe om kap med hinanden,
får hjertets røde farve til at titte frem under mine kinder,
får dets livlige bevægelser til at sitre under min krop.

Jeg tegner et hjerte i sandet med min rystende finger,
det er det jeg skal finde, hjertet, før nogen anden finder det,
men det er forsent,
jeg er allerede begyndt at skrive dit navn ved siden af mit

inde i hjertet.

Det glamourøse århusianerliv

2010-05-01T02:16:00.000-07:00

Shopping

Hvis du tror, at alle de gode butikker kun ligger i København, tager du fejl (selvom de fleste af dem dog alligevel pryder hovedstadens gader...), nogle af de bedste butikker ses nemlig også på gågaden i Århus. For modeinteresserede unge er der masser af butikker, som vi glædeligt kan gå amok i. Selv kan jeg anbefale:

- Sofistikant - i Bruunz Galleri
- Loftet - på Lille Torv 6
- Message - på Søndergade 9B

Spis & drik

Mine veninder og jeg er klart enige om at Sigfreds Kaffebar (på Ryesgade 3) er den hyggeligste café i hele byen. Caféen ligger inde i en boghandel og er prydet af hygge til alle sider. Stemningen er god, og vi er alle kommet på afvænding på grund af deres fantastiske (grove) trøfler.

Ud over Sigfreds er der også en lang række af lækre caféer og restaurenter nede ved åen - heraf kan mine veninder og jeg klart anbefale Römers, som serverer det bedste alting.

At være kendt: en efterspurgt stilling - men er den godt for os?

2010-04-26T07:45:00.000-07:00

Jeg havde lyst til at føle mig højthævet, da jeg læste om endnu en celebrity-skandale for nogle dage siden - men jeg kunne ikke. I stedet fyldtes jeg med følelsen af hån, og dog blussede et lille petit ønske om det det var mig, der var i bladene op inden i mig. Men midt i min drømmetilstand fik jeg øje på det ydmygende billede af den kendte person og priste mig derefter lykkelig over at jeg er en almindelig dødelig.

Og lige præcis den oplevelse var roden til min undren over, hvorfor folk ønsker at blive kendte? Hvorfor vælger folk at stille op i talentshows? Hvorfor er der mennesker, der dukker op om og om igen i alle reality shows?

I øjeblikket er der en så lang række muligheder for at blive kendt verdenen over, at et hvert almindeligt menneske går drømmende omkring med tankerne rettet mod det helt igennem fantastiske liv, de vil opnå, hvis det var dem, spotlightet var på. Men alligevel så ønsker man ikke at stille sig op i offentligheden af frygt for at ligne en lalleglad talentløs idiot - men alligevel ønsker mange at være en del af Hollywoods stjerner.

Er der nogen der kan huske den gang, man var helt lille, og alt hvad man ønskede var at være prinsesse? Set i bakspejlet ville man egentligt ikke ædes af dragen, men bare have prinsen og det halve kongerige. Set i bakspejlet var ønsket egentligt bare at hele ens liv skulle være lykkeligt fra start til slut.

Jeg tror at det er det samme som nogle mennesker har det med celebritylivet nu. De flotte biler, det glamourøse tøj, de fede fester og de über-seje kontakter er da bare ikke til at sige nej til - men når det kommer til uretfærdige overskrifter i bladene og lidt for afslørende billeder, så siger vi alle NEJ TAK! For det celebrityliv vi ønsker er det fede og glamourøse - ikke det hårde og slidsomme.

I mine øjne lyder et helt perfekt liv uden små nedture på vejen som lidt af et kedeligt liv, hvis jeg skal være ærlig. Så i stedet for at gå og sukke efter livet i Hollywood, vil jeg starte med at jagte lykken på min egen måde - med en blanding af op- og nedture.

Og så kunne jeg egentligt godt blive kendt som pigen, der ikke ville være kendt.

Lad foråret komme hid!

2010-04-19T09:23:00.000-07:00

Forårssange, der sparker røv!

We shot the moon - Sway your head

Dune - Please bring me back

Kings of lions - Use somebody

Når man er i smoothiehumør - så er man altså i smoothiehumør!

Appelsin, mango og ingefær

Melon, hinbær og banan

Banan, jordbær og appelsin

Smukke citater om foråret

"En svale gør ingen sommer - men gør dog hvad den kan"

"Kærlighed er ikke det, som får verdenen til at løbe rundt. Kærlighed er det, der gør turen værd at prøve"

"Når dagen er grå, skal du selv give den farve"

5 facebook-grupper mænd bør tage ved lære af

2010-03-16T07:18:00.000-07:00

1. 43 things a GIRL wished her BOUFRIEND knew
2. 32 regler kvinder ville ønske, at mænd vidste
3. MAND - kend din plads!
4. for alle os der hader drenge, der ikke kan holde sig til en pige ad gangen
5. all guys should strive to be more like Channing Tatum!

Mærkedag

2010-03-16T06:56:00.000-07:00

VIGTIGT NYT: jeg har fødselsdag i overmorgen (på torsdag) :D

Bah! Sikke noget fis

2010-03-15T12:53:00.000-07:00

Her for nogle dage siden jeg sammen med en veninde og nærstuderede et blad. Vi bladrede livligt igennem det lige indtil vi nåede et godt stykke ind i det. Dér fra side 23 til 24 prangede en stor artikel med ordene "sådan bliver du tankelæser" klistret fast som overskrift. Tankelæser? TANKELÆSER?!

Der var en gang, hvor det var strafbart at påstå, at man kunne læse tanker (eller... man risikerede ihvertfald at blive hentet med den sorte vogn og blive ført direkte ud til en tosseanstalt...). Men ikke længere åbentbart.

For nu er det noget af det mest sandsynlige, at ens hænder kan fortælle, hvad ens fremtid har at byde på. Din øjenfarve kan afsløre mere end bare nyheden om, at du er adopteret. Og folk der tror, at de er mere end en person, er ikke længere skizofrene - for nu kan man nemlig tale med ånder. Og det passer alt sammen, fordi det stod nemlig i avisen/bladet/reklamen/på tekst-tv.

Som et bevis på, hvor godtroende vi er, vil jeg da med glæde indrømme, at første gang jeg hørte om stjernetegn, pakkede jeg kufferterne og sprang direkte med på bølgen. Har mars' placering på nattehimlen inflydelse på mit liv? Helt sikkert, for ellers ville folk jo nok ikke sige det, vel?

Der blev selvfølgelig shoppet bøger om fiskens tegn, de der små håndbøger med de kinesiske horoskoper, og mon ikke horoskopsiderne var det første, man slog op på, når det lykkedes et nyt blad at klemme sig igennem brevsprækken?

Til sidst endte det med, at min far sprang ind på mit værelse, hev en konverlut op af sin lomme, flåede den op, læste papiret (som lå inden i konverlutten) op og afslørede beløbet for de penge der var blevet spenderet på "ligegyldigt fnidder". Ligegyldigt fnidder? LIGEGYLDIGT FNIDDER?! Ej, nu måtte han da lige holde; jeg havde allerede fået at vide i denne måneds horoskop, at der ville ske noget overraskende og måske noget, som ville have indflydelse på liv senere hen, så jeg var allerede forberedt på det her.

"Noget overraskende, siger du?" lød regningens hånlige latter, "og hvad kaldte de det i sidste måned, da du modtog en ekstra julegave? Var det ikke også en overraskelse?" Jo, det var det måske nok... "og månenden før den, hvor overraskelsen var, at din hund var blevet stueren? Og måneden før den, hvor..."

Da var det det gik op for mig. Alt det stjernehejs virkede kun, fordi jeg troede på det - det var egentligt nogenlunde det samme de skrev hver måned, men det passede alligevel nogenlunde ind i mit liv, fordi jeg troede på, at det ville. Det var bare en gang fup bygget på ens vilje til at tro.

Jeg svor derfor at jeg aldrig ville hoppe på den slags humbug igen. Derfor jeg selvfølgelig også den første til at le hånligt af tankelæser-artikel... hvorefter jeg rev siden ud og gemte den under min seng, imens min veninde ikke kiggede...

Konfutse og andre gyldne ord

2010-03-15T08:15:00.000-07:00

1. "Udskyder du dine drømme, skubber du dem længere væk fra virkeligheden"
2. "Jeg lærte fra igår, jeg lever for i dag, jeg forbereder mig på i morgen"
3. "Når dagen er grå, skal du selv give den farve!"
4. "Smilet er ligesom lyset i livets vindue - det fortæller at sjælen er hjemme"
5. "Kun døde fisk flyder med strømmen"
6. "Liver er hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer"
7. "Hvis du ønsker, at solens stråler skal ramme dig, så skal du selv bevæge dig ud af skyggen"
8. "Erfaring er ikke, hvad mennesker oplever - men hvad man bruger oplevelsen til"
9. "Livet er som en tegning, man selv tegner - der er bare ikke noget viskelæder"
10. "Hellere tænde et lys end klage over mørket!"

Man kunne let vende sig til al den opmærksomhed...

2010-03-13T07:20:00.000-08:00

Jeg vil lige starte med at undskylde for min mangel på indlæg her i den seneste tid. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Men nogle gange har man jo lov til at holde en lille pause og tage på ferie. I det her tilfælde gik turen til Paris, og om jeg har haft en god tur? SELVFØLGELIG!

Verdens mærkeligste dag? Tal ikke til mig! Som en hver anden turist i Paris, startede jeg ferien med at tage et smut forbi Eiffeltårnet. Det virkede som en rigtig god idé, da der som bekendt vil være propfyldt med turister om aftenen - men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at der stod en flok paparazzier klar ved hvert et hjørne og ventede på, at en uskyldig lyshåret person vil spadsere forbi i al sin uvidenhed.

Det begyndte i elevatoren på vej ned fra udsigtspunktet, hvor en asiatisk pige rettede sit kamera imod mig, som var det en pistol, der var klar til at skyde. Til at starte med gik det ikke op for mig, at det var mig, hun rettede det imod, så jeg vendte mig om for at se, hvad det var der var så spændende, at det skulle fotograferes. Skuffet blev jeg, da der intet var at se, så jeg vendte mig derfor om; og dér stod hun stadig med kameraet pegende direkte ind i ansigtet på mig.

Da elevatoren åbnede var jeg den første til at springe ud. Ikke om jeg brød mig om at blive behandlet som en eller andet form for turistattraktion Never ever! Men selvfølgelig var fotograferingen ikke overstået allerede. Før jeg vidste af det, kom en hel horde af turister (okay, der var måske kun fire-fem mennesker...) løbende efter mig med hvert deres kamera i hånden, imens de råbte: "Hey, beautifull girl, we're from China, can we have a picture of you?"

For at være ærlig var jeg ikke meget for det. Jeg mener, hvor fedt er det at sidde i et eller andet støvet fotoalbum på den anden side af jorden? Min usikkerhed var åbenbart ikke tydelig nok, for inden jeg så meget som nåede at blinke, gik kameraerne i gang. Blitz efter blitz blev skudt ind i øjnene på mig. Og som om det ikke var nok, begyndte de også at bevæge sig over til mig én efter en for at blive fotograferet sammen med en vaskeægte blondine.

Det udviklede sig til lidt af en ud-af-kroppen-oplevelse. Mit hjerte hamrede, min mund var for tør til at jeg kunne sige noget, jeg var omtåget og alt hvad jeg kunne gøre var at stå stille og smile så godt, som jeg nu kunne. Da adrenalinen havde pumpet sine omgange i blodet, begyndte jeg at kunne se klart igen - og mon ikke man blev lidt grebet af det? I hvertfald var der ikke længere noget galt i at lave peace-tegn, grine og posere sammen med en fremmed kineser.

Men ti minutter efter var den lyshårede turistattraktion ikke længere interessant, og kameraerne gik deres vej. Ak ja, det var de ti minutters stjernestund.

De sagde derfor farvel og løb hen til en fransk café og begyndte forfra med fotograferingen. Blitz efter blitz efter blitz - og alt hvad jeg nu kunne få ud af munden var: "skide café, hvad kan den, som jeg ikke kan?!".

Vinterferie

2010-02-14T10:45:00.000-08:00

Hej alle sammen

Jeg smutter en tur til Paris de næste par dage, så der kommer derfor til at være lidt stille på bloggen. Fortsæt god ferie og husk nu for helvede at tage halstørklæde på inden I går ud -.-'

Og her er nogle (meget)platte vinterjokes

"hvorfor kan man ikke få børn om vinteren?" "fordi stårken er fløjet syd på."

"tjener, hvad laver den flue i min is?" "den dyrker vintersportens glæder."

"hvorfor findes der snemænd og ikke snekvinder?" "fordi det er kun mænd, der er dumme nok til at stå ude en hel vinter."

5 juices (som jeg drikker for mange af!)

2010-02-13T11:28:00.000-08:00

Fruity juice
jordbær, ananas, kiwi, hindbær og appelsin (tilsæt en lille smule vand)

Sommer nektar
jordbær, banan og appelsin (tilsæt igen en smule vand)

Sommer smoothie (som ikke er en juice, btw)
banan, appelsin, ingefær, jordbær (tilsæt lidt vand)

Tropicana
ananas, kiwi, banan og appelsin (tilsæt vand)

Tropedrøm
appelsin, mango, ingefær (tilsæt vand)

Jeg er IKKE fordomsfuld...

2010-02-13T10:04:00.000-08:00

Min veninde, Flette, (som i efterhånden har hørt om nogle gange) er det man kalder en rigtig Tokio Hotel-fan. Hun ved alt om alle bandets medlemmer, har en væg kun bestående at Tokio Hotel-plakater (en gang gik det faktisk så hvidt, at jeg ikke troede på, at der rent faktisk lå en rigtig væg bag plakaterne!), har snakket i telefon med Bill og Tom Kaulitz, og så skulle det faktisk ikke undre mig, om ikke hun også bager Bill-formede kager på hans fødselsdag.

Så hvordan ser indersiden af et skab ud hjemme hos Tokio Hotels største fan? Tjah, det er sort. Farver dukker lige så sjældent op som sangfiaskoer på Michael Jacksons plader. Misforstå mig nu ikke, for hun har stadig en virkelig god stil. For selv om hun kører sort/hvid-stilen, som blev hun vist i et gammeldags fjernsyn, så sidder tøjet stadig, som tøj skal sidde. Hun forstår virkelig at sætte nitterne til looket, så det ser ud som i ELLE. Altså har hun er virkelig nice rock-stil.

Men det er sådan at folk forveksler den med emo-stilen på grund af Tokio Hotel-fanatiken. Faktisk så forveksler alle det med emostilen - men ikke mig, for jeg er nemlig ikke fordomsfuld (man kan sagtens høre emomusik uden at være emo). Eller det troede jeg i hvert fald ikke, at jeg var...

Her for nogle dage siden sad jeg nede i klassen sammen med Flette og hendes Ipod. Jeg "bladrer" febrilsk rundt i hendes sange for at finde noget, der ikke er for rocket, tragisk, emoagtigt, osv. Tilsidst opdager jeg, at hun har noget Leona Lewis. Yes! Yes! Yes!

Men efter at have lyttet lidt til musikken kigger jeg på nittepungen, som ligger ved siden af nittearmbåndet, som ligger ved siden af Tokio Hotel-badgetsene, og bestemmer mig derfor for at sangen er aaaaalt for emoagtig og deprimerende. Hun kigger underligt på mig og derefter på sin Ipod og så på mig igen, hvorefter hun så siger: "deprimerende? Xenia, sangen hedder Happy!"

Et stykke forandring og en lækker tur til Paris, tak!

2010-02-12T05:17:00.000-08:00

Lektier, frihed, lektier, frihed, lektier, frihed... gentagelser, gentagelser, gentagelser! Nogle gange føles livet bare som en film, der bliver set hjemme ved Flette (alias pigen-der-om-og-om-igen-spoler-tilbage-i-filmen-for-at-sikre-sig-at-vi-andre-også-så-det-der-lige-skete!). Skiftet mellem lektie-fængslet og den glade frihed er ulideligt, så derfor var det jo min aller højeste pligt som profesionelt brokkehoved at klage til mr. Skæbne.

Hvis du tror på julemanden, påskeharen og tandfeen, så tror du garanteret også på den der kliché med at hvis du bare ønsker hårdt nok, så går det i opfyldelse. Og hvis du er realist (som undertegnede og resten af omverdenen), så ved du jo godt, at det måske ikke holder helt.

Til gengæld tror jeg på en god frisør, valg af gymnasier og altid skønne Paris (som jeg ved "altid er skøn", på trods af at jeg aldrig selv har været der). Overraskende nok beordrede jeg derfor frisøren igår om en ny frisure (yes, we love forandring!). Det var egentligt meningen, at jeg skulle forlade sallonen med en page - men efter en hård kamp der indebar blod, sved og utroligt mange tårer, forlod jeg glad stedet med et etageklippet-skulderlangt-hår.

Hastigt måtte vi videre til gymnasiet, hvor vi skulle høre om retningslinjer, livet som 1.g'er, bla, bla, bla.. igen er der tale om en kæmpe forandring. Og til sidst (det er så idag) skal der pakkes til den overlækre tur til Paris, der venter lige om hjørnet.

Tre forandringer på to dage. Godt nok tror jeg hverken på julemanden, påskeharen, tandfeen og lamme klichéer - men jeg tror dog alligevel på, at hvis man gør noget for det man ønsker sig, så opnår man det sgu nok også.

Kalender (februar)

2010-02-11T04:56:00.000-08:00

den 11: Jennifer Anistons fødselsdag + modeuge i KBH

den 12: modeuge i KBH
den 13: Robbie Williams' fødselsdag + modeuge i KBH

den 14: Valentine's day

den 17: Dominic Purcels og Paris Hiltons fødselsdag

den 18: Premiere på "Shutter Island" i biograferne

den 19: Haylie Duffs fødselsdag

den 20: Rihannas fødselsdag + kan købe Sonia Rykiel for H&M i butikkerne og på nettet

den 21: Corbin Bleus og Drew Barrymores fødselsdag

den 25: Premiere på "Invictus" og "Parterapi" i biograferne
den 28: Mikkels Kesslers fødselsdag

make-me-up

2010-02-10T12:31:00.000-08:00

Er blevet helt besat af at kigge make-up-videoer på youtube. Det er sjovt, når man tænker på, hvor lidt tid jeg hele tiden brokker mig over at jeg har, at jeg så tager mig selv i at bruge op til flere timer på at se, hvordan andre lægger deres hverdags og fest make-up -.-'

De bedste make-up-film:

Xenias førstevalg

2010-02-09T07:46:00.000-08:00

Hjemmelavet mad eller takeaway?

Begge. Nogle gange det ene mere end det andet - og andre gange er det omvendt.

Reality shows eller tv-serier?

Tv-serier. Uh, bare tanken om Sex and the City kan få mig til at tænde for fjernsynet.

USA eller Europa?

Her må jeg desværre erkende, at jeg er lidt af en landsforræder. Jeg er nemlig smaskhamrende forelsket i the US and A.

At give eller at få?

Uf, hmm... den vil jeg helst ikke svare på..

Michael Jackson eller Madonna?

Det vil jo være ligesom at sige "lillefinger eller pegefinger?" - begge ikke til at undvære, og det er derfor et utroligt stort valg. Men hvis jeg skulle vælge, ville det nok være hmm... nej, ved du hvad? Jeg vælger dem begge to!

Slip din indre dommer løs, kopier spørgsmålene og svar så på dem i kommentarboksen. Og fortsæt en rigtig god happy-tirsdag!

Hvis Prada siger det, må det vel være sandt...

2010-02-08T06:43:00.000-08:00

Der er noget om snakken:

"En kvindes parfume fortæller mere om hende end hendes håndskrift"

- Christian Dior

"Jeg tror ikke på folk, der mener, at tøj ikke er vigtigt"

- Miuccia Prada

"A fashion that does not reach the streets is not a fashion"

- Coco Channel

Under dynen

2010-02-08T04:25:00.000-08:00

Efter at have ligget sygemeldt tilsynet i dyner og kleenex det meste af weekenden, var jeg stærkt besluttet på at blive hjemme idag. Der er bare et eller andet ved dét at ligge godt pakket ind i alle husets dyner, lænet godt tilbage i sofaen og med fødderne oppe, imens man frydefuldt kigger ud på alle staklerne, der går ude i det kolde vintervejr.

Min kærlighed til min dyne er stor - og endnu større er den til sengen. Kald mig bare skør, men nogle gange er det nærmest som om, at den besider en eller anden magnetisk kraft, som bare trækker en tættere og tættere til sig.

Men ligesom hos Romeo og Julie måtte min og min dynes kærlighed skilles på denne tragiske mandagmorgen. Efter den en lang krig om hvor syg jeg egentligt var, måtte jeg se øjnene, at det nok alligevel var bedst, at jeg tog i skole (hrmpf...). "Du kan jo altid sove videre, når du kommer hjem," indvendte min mor (jo, tak?).

Så det var på med de lange støvler, dunjakken og det varme tørklæde, og så gjalt det ellers bare om at komme ud af døren og ind af klassens (helst uden at falde om af pest undervejs). Himlen var helt skyet til, og alt hvad jeg kunne tænke på var: "lorte vejr, lorte vejr, lorte vejr!".

Men så skete det. Efter anden time, meddelte vores lære, at vi havde fri resten af dagen. FRYD! Underligt nok var jeg ikke rigtig syg efter den nyhed (hehe) - faktisk var humøret vendt 180 grader og jeg kunne pludselig mærke små glædesbobler (lidt af en kliché, jeg ved det...).

Så på trods kolde årstid, flyttede skyerne og solen begyndte at lune lidt mere på det gode humør.

Tid til et godt grin

2010-02-07T10:01:00.000-08:00

Bla, bla, bla, temperaturen vil falde endnu mere... bla, bla, bla, Haiti... bla, bla, bla, fattige børn i Afrika... bla, bla, bla, udsalget er slut...

I øjeblikket er det fuldstændig overvældende med alle de ting, som vi (åbenbart) skal tænke over. Hvor, der er fattige børn og tragiske ulykker, er der sørgelige tanker, og hvor der er sørgelige tanker, er det at finde et godt grin lige så svært, som at sømme gele fast til en væg.

Apropos fattige børn, så var det første jeg tænkte på, da jeg sad og så DR's indsamling i sidste weekend, sjovt nok snobberne Paul og Fritz - der er bare et eller andet over folk, der har det alt for godt?

Jeg hører tit folk brokke sig over, at de bare ikke kan komme af med julefedtet. Jeg hører også tit folk, der brokker sig over, at jeg ikke er forstående nok, når jeg griner og spørger dem, om de ikke har set Christian Fuhlendorfs show om tykke mennesker. "Problemet er at tykke mennesker er for aktive" - ja, der er sgu noget om snakken.

Vidste du, at det er ulovligt i Kansas at jagte kaniner... fra motorbåde? Wierd? I know! Og så er der vidst også noget med at man heller ikke må danse med hat på i nogle amerikanske stater. Hmm.. amerikanerner har altså nogle rimelig underlige love!

Og vent, der er flere!

Ak ja, der er nu ikke noget bedre end rige idioter, fede mennesker og sindsyge amerikanere.

5 husregler for Flette og andre rodehoveder

2010-02-07T05:37:00.000-08:00

1. Put den tomme pakke kiks i skraldespanden og ikke tilbage i skabet igen, hvor en meget, meget sulten person kan risikere at finde den og ende med at blive meget, meget skuffet, da der ikke er noget tilbage i pakken.

2. Der er ikke andre end dig selv, der ved hvor du har lagt dine ting - så derfor er der heller ingen andre end dig selv, du kan beskylde for at have smit din WESC-t-shirt væk.

3. Vask cornflakes/müslitallerkenerne lige efter, de er blevet brugt - og ikke først når flagerne er blevet tørre og hænger fast på tallerkenen.

4. Du kan ikke overbevise nogle med, at det er meningen, at støvsugeren/støvkluden/moppen skal være så underlig grå.

5. Puds vinduerne - og nej, snavsede ruder er ikke et økonomisk alternativ til gardiner!

Playlisten

2010-02-05T13:43:00.000-08:00

1. Aqua - My mamma said

2. Leona Lewis - I see you

3. 30 seconds to mars - Kings and queens

4. Fergie - Labels

5. Green day - Se the light

6. Katy Perry & 3oh3 - Starstruck

7. Carpark North - Save me from my self

8. Carpark North - Cancer

9. Laurent Wolf - No stress

10. Phil Collins - You'll be in my heart

Sonia Rykiel for H&M - det var da på tide?

2010-02-05T13:30:00.000-08:00

Så har Sonia Rykiel, som du måske allerede ved, sat designer-hjernen i blød og har mixet striber og farver på kryds og på tværs i den nye Sonia Rykiel for H&M (fryd!). Så vidt jeg ved, så udkommer kollektionen den 20. februar.

Undskyld ventetiden

2010-02-05T12:54:00.000-08:00

Nej, nej, nej! Hvor er det pinligt, at jeg endnu en gang må se i øjnene, at jeg har puttet bloggen lidt i glemmekassen her på det sidste. Sidste gang var det på grund af eksamen, og denne gang er det fordi... ja, hånden på hjertet så ved jeg faktisk ikke hvorfor? (Pinligt...)

Et skud i tågen må være, at jeg rent ud sagt har vendet mig til at drive den lidt for meget af - trist men sandt. Men sådan skal det ikke være længere! Jeg er tilbage og har omjusteret en smule på bloggens look (stem evt. i afstemningen om hvad du synes om det).

Dansk fitness er som det legetøj, jeg aldrig voksede fra

2010-01-16T07:56:00.000-08:00

Jeg kan huske, da jeg var mindre, og hvordan den ene barbiedukke efter den anden blev kasseret, som led de alle af en smidtsom sygdom. Jeg kan også huske, hvordan det irriterede mig, at al legetøjet bare blev kedeligere og kedeligere - det var nærmest som om, det bare mistede sin charmerende humor jo mere og mere jeg legede med det. Min mor sagde, at det var fordi jeg voksede fra det.

Kan i bebrejde mig, at jeg var nødt til at få noget nyt underholdning i en fart? Efter mange forsøg på diverse hobbyer, sportsgrene og sære ting (ja, til sidste endte det med at min farfar stak mig en professor-klods og bad mig om at løse den...), fandt jeg endelig, hvad jeg ledte efter. Fitness - alias sporten, hvor man helt selv kan bestemme, hvad man skal lave.

Legetøj-for-de-ældre-regel nummer 1: Desværre er det sådan, at uanset hvor mange muligheder der er, så ender det alligevel med at blive kedeligt hen ad vejen. Derfor var jeg også lige på nippet til at droppe mit medlemsskab til fitnesscenteret.

Klokken var altså halv to, og jeg var modvilligt taget med nogle veninder til fitness (om ikke andet så for hyggens skyld). Hvad jeg ikke havde taget højder for var legetøj-for-de-ældre-regel nummer to: med veninderne ender det aldrig, som du egentligt havde regnet med. Aldrig!

Så som du nok kan regne ud, var planen egentligt at komme derover, løbe en tur på løbebåndet, pumpet noget jern (alias kigge på andre mennesker gøre det) og træne maven. Men skete det? Nej, af en eller anden grund endte det med, at vi sad ude i forgangen og så genudsendelsen af gårsdagens X-factor, imens den ene vitaminbar efter den anden fik turen ned i den ikke helt veltrænede mavse.

Jeg blev pludselig enig med mig selv i, at det faktisk ikke var så ringe igen at beholde det medlemsskab bare lidt endnu. Mærkeligt nok...

Playlisten (Green Day)

2010-01-16T07:45:00.000-08:00

1. See the light

2. Wake me up when september ends

3. Last of american girls

4. She

5. iViva la gloria!

Føler mig lidt misforstået?

2010-01-15T12:16:00.001-08:00

Verdenen er sær - og endnu værre er musikverdenen. Pixie Lott skrev sangen "Mamma do" og en random person analyserede den til et hemmeligt kæresteforhold (eller noget hen af den stil i hvert fald) - hvilket er en helt misforstået fortolkning, hvis du spørger mig!

Pixie Lott - Mamma do

"What will my mother do... what would my daddy say"

Hvis man er bange for, hvad ens mor vil gøre - og endnu værre: hvad farmand vil sige - så kan det da kun være, fordi man har scoret sig nogle dårlige eksamens karakterer?

Basim - Jeg vil

"Ensomme nætter, ensomme tider, føler mig så tom og kun du kan befri mig. Vil give alt for at se dig, vil flytte bjerge for at røre dig, for kun dig, for kun dig, kan give mig styrke til at finde min vej. Baby, tag min hånd, lad mig vise dig frem til hele verdenen..."

Tjah, hvis jeg nu siger, at han synger til sine mere ædlere dele, så er der vidst ingen der er i tvivl om den egentlige mening med den her sang?

Frygt og bæven i forstæderne uden for Århus

2010-01-13T05:01:00.000-08:00

Måske så det ud som om, at min evne til at tabe alt skyldtes nervøsitet - men i virkeligheden varmede jeg bare kroppen op, så jeg kunne træde ind til fysikeksamen uden at forstrække så meget som en muskel...

Ej okay, hvem prøver jeg at narre? Den følelse, der overrumplede én imens, man stod og ventede ude foran lokalet, var nærmest på højder med den nervøsitet, der ramler ind i én, når man venter på resultaterne af den kancer-test lægen lige har taget på én.

Den ene frygt indgydende tanke druknedes i den anden: "Du kaster ikke op, Xenia. Du kan godt, det er ikke slemt - det er faktisk ikke særlig vigtigt! Hvem prøver du at narre? Koncentrer dig nu, for helvede! Du kaster ikke op! Du kaster ikke op!"

To timer efter var dommedagen inde - og jeg var ret så sikker på, at det ville ende galt. Jeg skulle i helvede. Jeg vidste det bare! Men da døren ind til lokalet, hvor sensor og læren sad klar, blev åbnet, gik det hele pludselig meget bedre.

... Faktisk langt over forventningerne.

Jeg kan derfor meddele til alle læserne på bloggen, at jeg er færdig med den første eksamen og derfor er ved at have nogenlunde tid til at blogge igen. (:

Og den nominerede er...

2010-01-06T05:35:00.000-08:00

Sangfuglen

Der er dem, der siger, at de kendte er nødt til at være over tynde (ellers kan man ikke se op til dem). Og så er der dem, der mener, at talentet ikke ligger på lårene men i hovedet, hjertet og stemmen. Jordin Sparks er blandt de sidste. Og det er netop derfor, hun er koret som 2009's sangfugl... og så fordi Tatto, Battlefield, osv. bare gjorde min Ipod overlykkelig?

Komikeren

Jeg ved det. Du ved det. Han, hun, de ved det. Anders "Anden" Matthesen er Danmarks sjoveste mand - og han fik ikke publikum til at grine mindre, da Sorte Kugler udkom i biograferne i midten af året.

Den vilde kanin

Først var der billederne, så rygterne, efterfulgt af en tur i fængslet og derefter brylluppet med milliardæren. Ekstrabladet elsker hende, men Se & Hør forguder hende - og det er vidst derfor, at Anni Fønsby nomineres som den vilde kanin.

The king

Sommeren 2009 var ikke bare solens og glædens tid - men også kleenexnes gennumbrud. Michael Jackson (alias the king of pop) stilte træskoene, satte næsen imod lyset og sang sig op til pop-himlen. Han var den største, den første og den bedste - derfor fortjener han (som altid) at blive nomineret som the king.

The queen

Når vi alligevel er ved de "lidt ældre pop-idoler", kan vi jo lige så godt gennemføre det helt, ik'? Madonna har nok været en af de største kvindelige sangerinder - og hun har ikke tænkt sig at stoppe endnu. 2009 blev også året, hvor hun udgav Celebration (alias opsamlingen af alle the big hits). Og mon ikke mrs. Ipod just love, love, love it?

Nytårsforsæt (alias de 10 nye bud)

2010-01-05T11:57:00.000-08:00

Normalt er jeg ikke til nytårsforsæt. Faktisk, er jeg det stik modsatte. En anti-nytårsfosætter. Alligevel har jeg taget mig sammen og fundet nogle af mine (host, host!) fejl - men hvis det dog alligevel viser sig ikke at holde, så er; det at misforstå ting, dovne 24/7 og lukke de værste eder ud, vel bare en del af charmen?

1. Leve/spise sundere
2. Have fundet tøj frem aftenen inden (på den måde reder man nemlig et kvarters ekstra sovetid. God plan!)
3. Gå i seng inden kl. 01.00 om hverdagen (mere sovetid...)
4. Få læst så meget op til eksamen som muligt
5. Ikke forstå flere ting på den (lidt) perverse måde
6. Ikke droppe træningen med mindre det er virkelig nødvendigt (... ved tilfældet af en brækket sovemuskel og at dovnesenerne er begyndt at drille igen...)
7. Ikke dovne... hele tiden
8. Huske at få fodret hunden og Flette hver dag!
9. Det er ikke længere tilladt at sige "kudylt" og "de" til personen, der står lige foran én.
10. Og selvfølgelig: holde nytårsforsætterne?

Hmmm... 100 kr. på at det holder en uge!

Lad der gå anoreksi i forbruget

2010-01-02T10:44:00.000-08:00

December er den mest farlige måned på året - hvis altså ikke januar også er talte med. For januar betyder udsalg (og det er et udsalg med ekstra stort U!). Men som om januarudsalget ikke er hårdt nok for lommerne i sig selv, så slider det ekstra meget, eftersom halvdelen af pengene er brugt på gaver til dem man holder af.

Jeg ved ikke med jer, men jeg har selv ret så svært ved at styre mig, når det kommer til årets største udsalg; for når stort set alle pengene allerede er brugt inden måneden er begyndt, og turen ind til byen derfor er med (næsten) tomme lommer, så er det jo ikke så underligt, at jeg koger over af glæde, lige så snart der dukker noget på med -75 % rabat. Det er jo et kub!

Jeg har dog også luret faren ved det, og det er: når man glæder sig mere over prisen end produktet. Alt for mange gange er jeg selv kommet hjem med "gudekøbene" - og dagen efter undret mig over, hvad fanden det var, jeg tænkte over. Det sker hvert år. Om og om igen.

Der går simpelthen bulimi i forbruget. Man fråder og fråder - og når man så endelig er færdig, så skal det hele bare væk! For man kunne jo ikke bruge det alligevel?

Men i år er alting anderledes! Jeg, Xenia, har lagt en plan (vi kalder den mission overlev-Udsalget... med stort U). Planen er: at lave en liste over de ting, jeg har brugt for, inden jeg træder ud af døren, kun tager de penge med, som jeg skal bruge, og sidst (men ikke mindst) bede til, at jeg ikke får et anfald af forbrugsbulimi igen... igen, igen, igen... igen. Faktisk vil det være fantastisk, hvis planen gik efter 'jo-mindre-jo-bedre'-princippet.

Ja, lad der simpelthen gå anoreksi i forbruget. Lad det regne med anoreksi i mit forbrug.

Les is after all more!

julepause

2009-12-27T11:32:00.000-08:00

Hej alle sammen (:

Da jeg skal op til fysikeksamen lige efter jul (hrmpf...) og derfor bliver nødt til at læse op og repitere (øv...), har jeg desværre ikke så meget tid til bloggen. :/ så kommer desværre ikke med så mange indlæg i ferien. Men vil selvfølgelig gå igang med at blogge igen snarest muligt - og forsøge at få lavet så meget, som det nu kan lade sig gøre.

Kølige pilsner/kærlige hilsner

Xenia

ps. ønsk mig held og lykke med den dersens eksamen, ikke?

Blær-listen

2009-12-26T10:10:00.000-08:00

Håber at i alle sammen havde en rigtig god juleaften med familien, maden, hyggen og (selvfølgelig) gaverne - det vil sige, at jeg håber, i fik, hvad i ønskede jer. For at blære mig ekstra meget, har jeg har lavet en lille beskeden liste over mine gaver (og synes det vil være ret sjovt, hvis i ville gøre det samme - så vi kan blære os lidt sammen)

Den forkælede møgunge fik: 2 tunikaer, en nude blazer, to par leggins, en trøje, tørklæde, fire lange halskæder, mascara, lipgloss, Ipod nano (pink), Women the best 2009, Now Big Hits 2009, bærbar computer, armbånd (i nude), en hel bunke med badges.

(Det sidste er Flettes og miss Sunshines værk - alias mine übertossede veninder, der burde spærres inde i en boks, så de ikke gør skade på resten af omverdenen)

Hvad fik du? (evt. en god aften?)

glædelig jul alle sammen!

2009-12-24T06:34:00.000-08:00

Glædelig jul og godt nytår!

Håber at I får en en fantastisk juleaften med alle de gaver, som I har ønsket jer, overlækker mad og en god omgang råhygge. Jeg vil også gerne takke for alle de dejlige kommentarer i kommer med, rosen og risen (mest rosen :D), og minde jer om fantastiske i er som læsere og medbloggere.

Bedste julehilsner

Xenia

Undskyld mig, men hvorfor ryger du egentligt?

2009-12-23T07:32:00.000-08:00

Kender du busstoppestedet ved Complet nede omkring hovedvejen? For det ser ikke ud til at bussen gør det. Klokken var halv tre om eftermiddagen, og jeg skulle til træning, men på grund af sneen var jeg tvunget til at tage bussen – hvilket jeg foretrækker ikke at gøre (bare til jeres orientering).

Så der stod jeg: det var koldt, der var ikke mere strøm på min Ipod, og jeg havde fået den udsøgte fornøjelse af at overvåge fem 6-årige unger danse rundt om en (tilsyneladende) træt mor.

Bussen var nu femten minutter forsinket, og imens jeg prøvede at finde på noget, der var bare lidt mere nedværdigende end at blive brændt af af en bus, kommer en af de små børn hen til moren og spørger: ”Helle, hvorfor ryger du egentligt så meget?” (og her kom jeg så frem til, at det her må være det mest nedværdigende – at blive set ned på af en, der ikke en gang er fyldt ti).

”A’hva siger du?” det var tydeligt, at min nedværdigelseskonklusion ikke var helt forkert. Pigen, som spurgte hende, kiggede op og spurgte højt og tydeligt: ”HVORFOR RYGER DU SÅ MEGET, NÅR DU VED, AT DET ER USUNDT?”

Moren skulede ned på pigen og svarede kækt: ”er slik ikke også usundt? Men du spiser det stadigvæk en gang imellem, gør du ikke?” (SLAM! In her face!) Der blev pludseligt stille blandt de små mennesker, og moren satte sig stolt til rette på bænken ved siden af ruteplanen.

Okay, så var der noget, der var mere pinligt end at blive brændt af af en bus og at blive set ned på af en seksårig pige – nemlig at prøve at lyde bedrevidende og straks få igen af samme skuffe, når det går op for én, at man egentligt laver samme fejl, som personen man lige rettede på (forstod du det?).

Når man tager chancer i New York

2009-12-22T05:25:00.000-08:00

For to måneder siden var jeg så heldig at vågne op i New York. Det var efterår, men sommervejret havde dog stadig ikke fundet sin vej ud af the Big Aple (yes! Yes! Yes! Fantastisk vejr i en fantastisk by til mig – ja tak!). Men det viste sig også, at New York havde mere at byde på end bare godt vejr.

Man siger, at New York er byen, der aldrig sover – og det har de søren med da også ret i! Men man sagde også, at jorden var flad – og hvad skete der? Pludselig viste det sig, at den rent faktisk var rund. Nå, men udover at være en bragende festlig by, er det vidst heller ingen hemmelighed, at New York er en hver shoppaholics mekka!

De kommende dage blev (som du nok kan regne ud) brugt på at smide penge i hovedet på ekspedienter og løbe ud af butikkerne med fem poser under armen og et bredt smil på læben. Men så skete det. Smilet falmede, da jeg troede, at jeg havde set forkert – men voksede til dobbeltstørrelse i det øjeblik, hvor jeg fandt ud af at det var ægte. Jeg havde fundet den perfekte Burberry-taske! Smuk, ægte og… dyr. Damn it!

Sørgmodigt måtte jeg træde ud af butikken igen – tomhændet. Det var ikke fordi, der ikke var penge til, det var bare det med at bruge så mage penge på én ting. Jeg mener, en taske vs. en million trøjer – det vil være dumt at vælge tasken, ikke?

Men alligevel kunne jeg ikke glemme den (jeg ved det: det er bare en taske, din forkælede lille møgunge!). Men som jeg sagde, så er det en stupid chance at tage, når man kan bruge den på så mange andre måder. Jeg måtte bare finde noget andet, nyde byen, vejret og den guddommelige Starbuck-kakao.

Fik jeg for resten nævnt, hvor fedt det er at sidde inde på den verdensberømte kaffebar, vi alle har set i alle film (ja, det er Starbuck, jeg snakker om), og kigge ud på dem strømmende sværm af mennesker, der passerer gaden omme på den anden side af det opreklamerede vindue, jeg sad ved? Tja, i hvert fald har jeg vidst sagt det nu.

Så var det, at blikket faldt på lyskrydset lidt længere henne ad gaden. Ser du, det er sådan at i en by som New York, hvor det vrimler med mennesker over alt, bliver man ikke stoppet for at betale en bøde på 500 kr. for at krydse vejen for rødt lys. Lyset var rødt, men New Yorkerne banede sig stadig vej over på den anden side, imens politiet kiggede på. I Danmark ville det – på trods af at det er en lettere risiko – være lidt af en chance at tage, når nu bødeomdelerne stod ved siden af og var klar til at hive papir og pen frem.

Og det fik mig (som altid) til at tænke. Godt nok var det ikke det samme. Godt nok bliver man ikke buret inde på livstid af at krydse vejen ved rødt lys. Men det betyder ikke at moralen ikke er den samme.

Det må derfor have været lidt af et syn for de andre Starbuck-fans, da jeg i fuld fart (eller i det mindste meget hurtigt) sprintede ned til forretningen med gude-tasken. Selvfølgelig var der grønt lys hele vejen.

GOD JULEFERIE!

2009-12-22T02:43:00.000-08:00

Tidens fylde - et andet ord for kedsomhed

2009-12-19T08:39:00.001-08:00

Nogle sange skal man bare have hørt

Down With Webster - Rich girl
Leona Lewis - Happy

Miley Cyrus - Party in the USA

Film, der ikke bare kan nøjes med at blive set

Grease (blandt andet med John Travolta)

The devil wears prada (blandt andet med Anne Hathaway)

Bridget Jones' dagbog 1 (blandt andet med Hugh Grant)

John Tucker must die (blandt andet med ham duden fra Desperate Housewifes)

Nogle ting skal lige tages til overvejelse

"Livet er som en tegning - bare uden viskelæder"

"Hvorfor kom du først med roser til hendes begravelse?"

"Venskab er som en cirkel - der er ingen ende på det"

Bare fordi jeg er doven, betyder det jo ikke, at jeg er i dårlig form?

2009-12-18T07:22:00.000-08:00

Jeg kan godt lide at slappe af – det er fordi, jeg er doven. Jeg kan også godt lide at sove længe – det er fordi, jeg er doven. Jeg kan aller bedst lide at slippe for at arbejde – det er fordi, jeg er rigtig doven. Men – i modsætning til hvad andre tror – så er min kondi ikke i bund, bare fordi jeg holder af afslapningens kunst.

Sådan som jeg ser det, finder dovenskaben sted i to skikkelser: den dovne-dovne (der aldrig laver noget som helst) og den almindelige-dovne (der heller ikke laver noget som helst – men dog stadig lidt mere end den dovne-dovne). Jeg hælder nok selv mest til den sidste. Den almindelige-dovne.

For normalt når folk beder mig om at hente noget til dem, tænker jeg ikke ”så gør det dog selv, menneske!” (som den dovne-dovne havde gjort), men overvejer til gengæld hvordan jeg kommer over til den ting, som jeg skal hente, ved at flytte benene mindst muligt – og om jeg evt. kan tage bussen derhen. Så som du ser, er der stor forskel på de to typer dovenskab.

Men alligevel har folk en tendens til at blande de to typer sammen – hvilket er dybt urimeligt for de almindelige-dovne! En af de største synder folk kan forveksle de to dovne skikkelser med er deres kondi.

Som en almindelig doven har jeg en almindelig kondi (dvs. jeg motionere normalt – men ikke nok til at du kan sætte forventningerne op efter at se mig til OL 2012). Jeg kan godt lide at løbe – men til gengæld har boldene stort besvær med at lande i mine hænder. Men boldkast har intet med kondi at gøre – overhovedet. Folk blander bare boldspassere sammen med dovenskab.

Da jeg var til fitness i går, ville jeg starte med at tage en tur på løbebåndet. Da den første halve time var gået, gik jeg i fem minutter. Og som du ved, har fem minutter det med at forsvinde ud i den blå luft, så da de var gået, spottede jeg lige, at jeg rent faktisk ikke var træt endnu – jeg fortsatte derfor videre i løb til de 45 minutter. Da jeg en smule dehydreret nåede den trekvarte time, besluttede jeg mig for, at det egentligt kunne være ret sejt, hvis jeg kunne løbe en time med den sølle éne fem-minutteres-pause fra før. Nogle svedende, dehydrerede, udmattede minutter senere var de 60 minutters løb overstået. Jeg havde klaret det!

Stolt fortalte jeg det videre næste dag. Men om folk troede på at den almindelige-dovne kunne klare at løbe i 60 minutter med kun én fem-minutters-pause, kan du selv regne ud. For hvorfor skulle de også det?

Dovne mennesker er i dårlig form – præcis ligesom at blondiner er tumper, og at fordomsfulde folk selv har en masse fejl at skjule.

Overlevelsesguide i sneen

2009-12-17T11:24:00.000-08:00

Da Sammy Cahn skrev sangen "Let it snow", må hans kærlighed til sne kun have foregået imens sneen faldt. For skønt sneen er helt fantastisk, så lurer der også mange farer bag det længe ventede vinterlandsskab. Men bare rolig hjælpen er (forhåbentligt) på vej. Her er tre typiske sne-situationer, du let kan løbe ind i:

Du bliver hevet ud i sneen af en vasker-ungerne

Du skynder dig væk, i det de kommer hen efter dig. Hvis ikke du når det, er der ikke andet at gøre end at kæmpe imod. Og hvis så du alligevel får skovlet sne i hovedet - ja, så er der ikke andet at gøre end at huske den vandfaste mascara (og selvfølgelig planlægge hævn - jeg tænker noget a lá en snemaskine, en tragt og en masse, masse sne...)

Du glider på isen på vej ud af døren og din røv daler langsomt ned mod den kolde is.

Rejs dig op og gå videre (så er den vidst heller ikke værre?).

En flok småbørn synes det er åh så sjovt at kaste sne efter dig

Forsøg først bare at bede dem om at stoppe - men vær opmærksom på, at de netop gør det for at få en af de store til at fare efter dem. Hvis det ikke virker, har du stadig to muligheder:

a) ignorer dem og find dig i en masse våde sneboldsformede klatter på din ryg.

b) fang dem og vask dem - og risiker at de sladrer...

Ærlighed er en svær kunst - og mestres kun i druktilstand

2009-12-14T11:34:00.000-08:00

Ærlighed er som en løgn. Man siger, at man hellere vil såres af sandheden end at gøres lykkelig af løgnen – men når sandheden pludselig suser ind i ens ansigt, så var det ikke sådan, man mente det skulle være alligevel. Men hvad var det så man mente? At sandheden kun bør fortælles, hvis den er god? Men hvad så med den sårende sandhed? Ak ja, ærlighed er en svær kunst.

Men det er dog stadig ikke helt umuligt at mestre ærlighedens kunst. Der skal faktisk ikke mere end et par øl, en summersby og en slat vodka – og så kan Pinocchio atter roligt vinke farvel til den lange næse.

I fredags stod den på julefrokost – og når der er sagt ”julefrokost”, så er der også sagt ”sprut”. Jeg stod derfor med vaklende ben, en svag kvalme men dog alligevel højt humør. (Altså de typiske tegn på ærlighedstilstand). Og her kommer beviset på min lille ”ærligheds-teori”:

Midt i al min ærlighed kommer Pigen, hvis skænderi jeg snart bør fejre månedsdag med, hen og spørger mig, om vi er venner igen. Jeg har ingen anelse om, hvorfor hun lige præcis spørger mig om det, da det hele faktisk begyndte med, at jeg bare skulle fryses ude af hendes liv. Så hvad gør hende den ærlige? Hun siger selvfølgelig: ”nej, jeg er stadig sur.”

Lige på og hårdt – men dog stadig sandt. Og som veninderne ser det, så skriger man nærmest efter sandheden, når man spørger en person, som, man kan, er lettere beruset. Men selvfølgelig blev Pigen sur og skred med det samme (hvilket jeg egentligt godt kan forstå det lidt…).

Jeg vil derfor rette på min eller så perfekte indledning. Sandheden er ikke som en løgn – men det er dem, der søger den. For når man beder om den, skal man ikke brokke sig over den, når man får den. Det er ikke sandheden, der sårer – men spørgsmålet man stillede. (Hvis I kan se, hvor jeg vil hen?)

Og de som siger, der ikke er tidspres i weekenderne?

2009-12-13T12:24:00.000-08:00

Min far sagde engang: "da jeg var ung, havde man altså fri om søndagen" ... Eller okay, det sagde han måske ikke - men det burde han altså. Sagen er nemlig, at jeg (desværre) ikke har haft tid til at skrive på bloggen her i weekenden, fordi der simpelthen har været alt for meget at lave.

Fredagaften stod den på julefrokost med klassen. Lørdag skulle alle de kedelige lektier indhentes (og vi snakker mange meget kedelige lekter). Og søndag blev der holdt julefrokost for familien. Så som jeg sagde, har der ikke været meget tid tilbage til undertegnede (... og bloggen).

Men alligevel har al den "aktivitet" fået mig til at tænke over noget. For selvom citatet fra min far nok aldrig har fundet sted (og det beklager jeg), er der alligevel noget om det. Der var engang, hvor søndag var en helligdag, hvor man ikke skulle lave noget - faktisk måtte man slet ikke lave noget.

Men som en klog mand sagde en gang, så skal man huske at stoppe imens legen er god. Og det gælder selvfølgelig også her. Ikke nok med at vi farer rundt mandag til fredag, så gør vi det også lørdag og søndag. Non stop. Uden pause. Hvorfor ved jeg ikke? Men jeg kunne nu godt selv bruge noget pause fra lektier og arbejde en gang imellem (så i skal altså ikke tro at det er julefrokosterne, som jeg brokker mig over!). Så hvad med at hive de gamle traditioner frem igen? Men selvfølgelig på en lidt mere moderne måde.

Pinligheder og (tidlig)alderdom hører vidst bare sammen?

2009-12-10T11:56:00.001-08:00

Jeg tror, at jeg er ved at være gammel. Alle tegnene er der: dovenskab, stress (okay, måske ikke så meget stress...) og Glemsomhed (og dét er med stort G!). I det her tilfælde mest glemsomhed!

Da det nu er jul, har jeg besluttet mig for at sætte lidt mere gang i musklerne (better known as: ingen juledæller på min talje i år, tak!). Derfor var det af aller højeste vigtighed, at jeg skulle til boksning i dag (ikke at jeg kunne finde på bare at skippe træningen - selvfølgelig ikke!). Og ligesom alle de andre gange hvor jeg har været oppe at træne, skulle jeg låse min mobil, pung og nøgler inde i et skab af de mange skabe.

Efter en del blod, sved og tårer besluttede jeg mig for at vende snuden hjemad. Så da jeg stillede mig foran væggen med de mange skabe, opdagede jeg, at jeg havde glemt hvilket skab alle mine ting ligger i. PINLIGT! Jeg måtte derfor stikke nøglen i alle skabene for at finde ud af hvilket skab, der var det rigtige. Og spørg mig lige om folk ikke kiggede? Hvis det ikke er tegn på alderdom, så ved jeg ikke, hvad der er!

Andre tegn på at du er ved at være for gammel:

Du glemmer konstant, hvilket glas du har lagt dine tænder i.
Faktisk glemmer du alt: din fødselsdag, dine forældre og dine hårfarve - fra før den hvisnede hen i en grå kulør.
Du bor alene med 27 katte - som alle hedder Gerda.
Du ser TV2 Charlie 24/7 og når tv'et ikke er tænddt, er det fordi, at Radio Alfa kører fra den gode gamle transister.
Du besvimer simpelthen hvis du går glip af denne uges bango på plejehjemmet.

3 hjemmesider jeg er afhængig af!

2009-12-10T06:17:00.000-08:00

Stylegallery - inspiration til outfittet
Den ultimative modehjemmeside, hvor du kan finde inspiration til det næste outfitt på nul komma fem. Du kan også få en bruger på siden, så du selv kan ligge en masse billeder ind af dine outfitts, så alle de andre fashionistas kan få lidt inspiration fra dig.
Hjemmesiden: http://stylegallery.com/da

Alt for damerne - den ultimative 'alting-hjemmeside'
Her kan du læse om alt mellem himmel og jord. Blandt andet kan du lige nu finde en masse lækre opskrifter på julekager (specielt til anledning), finde en masse lækre outfitts, læse om de kendte og få inspiration til din ønskeliste.
Hjemmesiden: http://www.altfordamerne.dk/

Facebook - hold styr på dine venner
Hvis du ikke allerede kender Verdens Bedste Hjemmeside, så er det vidst på tide. Få en bruger, bliv venner med dine venner (mærkelig sætning?), join de sjove grupper, læg billeder ind af weekendens fester, osv.
Hjemmesiden: http://da-dk.facebook.com/

Hyg jer, og husk hvis i har nogle indvendinger så skriv dem i kommentarboksen. (:

Sådan genkender du en ægte Carey!

2009-12-09T12:30:00.000-08:00

At være eller ikke at være som alle andre – se det er spørgsmålet. Som landet ligger, er der 3 ting man skal have oplevet her i livet ifølge omverdenen: succes (katjing!), lykke (og vi snakker ikke bare ”hurra-jeg-har-vundet-45-kr.-i-lotto”-lykke – men ægte big time lykke!) og kærlighed. Specielt kærligheden er vigtig. Og her er det igen ikke bare almindelig ”Jeg-tror-at-han-er-den-eneste-ene”-kærlighed, men rigtig kærlighed, som kun kan købes for penge. Nemlig kærlighed til sko!

Som en klog person (Carey Bradshaw) sagde en gang: ”men come and go – but shoes stay forever!” Kærligheden til sko er ubeskrivelig. Derfor er det også virkelig trist, at nogle piger at begyndt at fake den.

Det er efterhånden blevet lidt af en trend at gå og lege Carey the Shoe-lover. Faktisk er det ikke bare en almindelig trend – men et must for alle piger. Du er simpelthen ikke en rigtig pige, hvis ikke du elsker sko – ligesom at drenge ikke er rigtige drenge, hvis ikke de elsker sport (hvilket jo er fuldstændig latterligt).

Så som jeg sagde, er der nogle piger, der er begyndt at fake kærligheden til sko – om det er for at være mere piget, ved jeg ikke? (det er bare mit gæt). Men det er en hård verden derude, og det kan være utroligt svært at skelne mellem de ægte og de fake Carey Bradshaws. Men da det nu er jul, vil jeg da hjælpe jer lidt på vej.

Sådan genkender du en ægte Carey:
1. Hvis du har skabet fyldt til renden med sko, som du ikke har gået med endnu, fordi du ikke ville ødelægge dem.
2. Hvis du ikke opreklamerer med dine lyster til fodtøj. Folk kan nemlig selv regne ud, at du er en ægte Carey, da du har et nyt par sko på hver dag.
3. Hvis du ikke har råd til husleje, men til gengæld har brugt for 40.000 kr. på sko.
4. Hvis du er bange for at ende med at ende som hende den ensomme, gamle dame med en masse sko. Og frygter at forældrene på vejen vil råbe ”run away from the crazy shoelady” i deres lungers fulde kraft efter deres børn.
5. Hvis du har mindst ti identiske par sko.

Julekarameller

2009-12-08T11:35:00.001-08:00

Du skal bruge:

½ liter piskefløde 38%

250 g sukker
125 g glukose (fx: glukose sirup)

½ tsk. stødt kanel

Såsan gør du:

Alle ingredienserne (undtaget stødt kanel) koges, indtil karamellen er fint gylden og meget tyktflydende. Rør i den med jævne mellemrum, dog mest i slutningen. Karamellen er kogt færdig, når den er godt gyldenbrun og begynder at slippe grydens bund – det tager 20-35 minutter ved jævn god varme.

Tag gryden af varmen, tilsæt kanelen og rør godt. Hæld karamellen i en beholder, 18x 18 cm, der er foret med olieret bagepapir på både bund og sider. Læg ligeledes et stykke bagepapir med olie på som top. Lad karamellen afkøle ved stuetemperatur helst til næste dag – alternativt fire-fem timer.

Opskrift: http://www.altfordamerne.dk/jul/juleopskrifter/julekarameller/

Operation de-syv-små-dværge

2009-12-08T09:35:00.000-08:00

Det er december. Stressen, pengeproblemerne og irritationen er over os. Men for at undgå de tre juleødelæggende følelser drog jeg allerede ud på juleshopping i starten af måneden. Jeg tænkte, at hvis jeg allerede købte gaverne dér, ville jeg slippe for den enorme mængde af mennesker, der farer rundt, fordi de alle har udskudt juleindkøbene til sidste øjeblik. Jeg tænkte også, at jeg på den måde ville have tid til at fokusere på alle de andre ting, som (imod min vilje) har overtaget min hjerne. Det viste sig, at jeg tænkte forkert.

Det viste sig, at nogle af ønskerne enten først kom i butikkerne senere på måneden eller også kunne de kun bestilles over nettet. Hver anden ekspedient måtte kigge ned på den ellers så juleglade Xenia og svare: ”desværre, den har vi ikke i øjeblikket,” imens de (hvis de var hurtige nok) kunne overvære, hvordan hun lynhurtigt forvandledes fra Lystig til Flovmand. Allerede her kunne jeg konkludere, at stress ikke kommer med tiden – men med forventningerne.

Imod min vilje måtte jeg drage ud af butikken og ind i den næste. Denne gang var heldet med mig. Jeg fik lynhurtigt, hvad jeg skulle bruge og fik på et splitsekund vendt snuden mod den næste butik. Men i dét jeg trådte ud af butikken, kom en anden pige susende lige imod mig. SLAM! Det næste jeg mærkede var et hårdt slag i skulderen og lyden af gaverne, der med et brag tog plads på gulvet (gisp!). Det var egentligt ikke, fordi pigen så ud til at interessere sig særlig meget for den katastrofe, hun selv havde kreeret – faktisk forsvandt hun med det samme (hrmpf…). Jeg mærkede straks, hvordan mundvigene gik fra nord til syd. Gnavpot var ankommet.

Han forsvandt dog hurtigt igen, da jeg fandt de sidste juleønsker (som altså er i butikkerne nu). Jeg kunne dog alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg i løbet af få timer kunne have taget skikkelse af samtlige disney-dværge (flot Brille, det behøver ikke at tænke over nu, vel?). Mærkeligt er det altså, at man lynhurtigt kan skifte humør og person. Svaret på hvorfor, personligheden skifter så hurtigt, ved jeg ikke – og har derfor heller ingen ting at sige ved den sag. Men jeg har dog stadig ét at sige:

Glædelig jul på skizofrenis afdeling! (I får det hårdt!)

Til støvet med nytårsforsæt!

2009-12-07T11:55:00.000-08:00

Da jeg var lille troede jeg, at intet kunne ødelægge glæden ved nytårsaften (det skal så lige tages i betragtning, at jeg dengang også troede, at det hele handlede om, om man havde udadvendte eller indadvendte navler). Lige indtil den dag hvor jeg blev introduceret for en af de værst tænkelige ting i vor verden. Nytårsforsæt.

Selv har jeg aldrig helt fattet, hvad den uendeligt lange liste af ting ved sig selv, som man bare må lave om på, skal gøre godt for. Hvis de ting virkelig var så vigtige, hvorfor så først lave om på dem i det nye år? Selv kan jeg ikke udstå tanken om at tænke tilbage på år 2009 som året-hvor-med-alle-de-klamme-og-dårlige-vaner. Og hvis man så alligevel insisterer fuldhjertet på, at de ting virkelig skal laves om i det nye år, er der nogle ting man liiiige skal overveje:

a) Hvor mange nytårsforsæt har du lige overholdt?
b) At stå og græde snot over, at du ikke har overholdt så meget som et eneste forsæt, er da langt værre end bare at lade problemet være fra start af…
c) Hvorfor lave om på dine charmerende fejl? (vær opmærksom på at det her ikke gælder, hvis du er alkoholiker, junkie, slår din kæreste eller kører gamle damer over, når du keder dig!)

Oven i hatten er folk også begyndt at gå helt utroligt meget op i om de nu også holder deres forsæt. Det er jo ikke ligefrem sådan at Mr. Obama kommer og skærer hovedet af dig, hvis du ikke lige overholdt den slankekur, som du sværgede på skulle vise dig vejen gennem livet, den aften hvor du hoppede ind i det nye år!

Men alligevel må jeg tilstå, at da jeg fik at vide, at det nok ville være en ekstra god idé at få lavet mit fysik i anledningen af den (meget snart) kommende eksamen, skrev jeg den på som nummer et på min liste over nytårsforsæt. Men ikke fordi jeg bryder mig om det. Overhovedet…