Har brugt de foregående to dage på at male mit værelse. Det virkede som en knald god idé, og jeg må da indrømme, at det var dejlig nemt til at begynde med. Faktisk så gik det så glat, at jeg begyndte at forestille mig, at det her gør-det-selv var noget jeg kunne leve af. Forestillinger om at et tv-program magen til de gør-det-selv-programmer med store muskuløse mænd, der render rundt i bar overkrop og ordner ens hjem, med mig som den lyshårede handy-kvinde var meget begejstret.Men så gik det altså også galt. Midt i alle mine forestillinger, om hvor vidt jeg reddede det ene hjem efter det andet fra en kaotisk malerfiasko, får jeg selvfølgelig vabler af den højrehåndede saks, jeg blev sat til at klippe dækkehalløjsaget ud med (den skarpe læser har regnet ud at jeg selvfølgelig er venstrehåndet - hvilket ikke giver en god cocktail med højrehåndssakse!). Damn, it!
Derefter drypper grunderen ned ad væggen og jeg panikker febrilsk over, at det nu vil ødelægge hele værelset (ak og ve!). Men efter at min far beroligende fortæller, at det bare kan males over, når jeg går igang med den rigtige maling, falder min puls straks til ro. Okay, ro på! Det skal nok gå alt sammen!
Nogle tabte malerbøtter, kridhvide negle (og hænder... og fødder... og ben... og arme...) og en ødelagt trøje senere, må jeg erkende at det der malehejs... rettelse: gør-det-selv-hejs ikke lige er mig. Jeg vil hermed foreslå jer læsere til endten at tvinge jeres forældre til at male for jer eller at hyre nogle malere - det andet er og bliver bare for kompliceret (suk!).
Ps. Jeg vil hermed også fastslå at Xenias-gør-det-selv-program aldrig bliver til noget alligevel. ALDRIG!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar