Hun var iført stramme jeans, trendcoat og fem-centimeters hæle. Han var iklædt velfittede cowboybukser, sort cashmere-sweater og converse. Kameraet om kvindens hals og den københavnske dialekt på mandens læber røbede, at de ikke var her fra. Altså Århus. Jeg havde med andre ord fanget turister i Smilets By (skråstreg den feeeee'ste byj i hæl' verden, ja mayn!!!).
De spurgte mig hvor Stenomuseet lå. Jeg havde ingen anelse. De spurgte mig om, jeg vidste om der snart gik noget godt i det Kongelige Teater. Jeg var blank. De gik videre for at finde en der havde mere styr på byen og efterlod mig med dårlig samvittighed over, at jeg ikke engang havde set seværdighederne i den by, som jeg nu havde bosat i 11 år.
Jo vist, selvfølgelig har jeg da været på Aros (godt nok påtvunget af skolelærere - men det betyder ikke, at jeg ikke syntes det var spændende, vel?) og jeg kender da butikkerne og caféerne ved åen samt barerne og er blevet gode venner med dem på Gaz, osv. Men det er vidst også det. Jeg skammer mig... Føler næsten jeg lige så godt kan gå ud og finde et døhul at lægge mig i...
Bare lige for hurtigt at retfærdiggøre noget for mig selv: jeg er ikke ukulturel. Faktisk er jeg (efter egen mening) det stik modsatte. Besøg på adskillelige muséer i New York, Paris, København, Göteborg, Firenze, Rom, et par billeder af mig og min bror foran Frihedsgudinden og det Skæve Tårn i Pisa og et par souvenirs hist og her beviser, at jeg har set, hvad der skal ses andre steder i verden.
Ironisk nok har jeg dog aldrig fået givet mig selv tid til at få kigget ordentligt på min egen by. Tanke efter tanke belæsser mit hoved, da det går op for mig, at dette også gælder de fleste af mine venner. Hvorfor er det at man aldrig nyder tingene/oplever fuld ud hvad man har tæt ved sig? Spøjst, at man skal rejse til et helt andet land for at give sig selv tid til dette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar