Henri kan lide Tokio Hotel – det er, fordi hun er Henri. Jeg (lad os bare sige) har delte meninger om den sag – det er, fordi jeg er mig. Hun lytter til dem 24/7 og ved alt om dem. Jeg kan forsangerens fornavn.
En gang imellem våger jeg mig langt nok ud til at spørge, hvorfor hun ved så meget om dem, i håb om at få et anderledes svar end sidst. Men hver gang bliver jeg lige skuffet. Da hun står med det bestemte blik, som ens mor også får, når hun vil have en til at tage opvasken, og siger: ”Er du splitter ragende sindssyg? Hvis jeg ikke vidste alt det her, ville jeg jo være dårlig fan!”
At være eller ikke at være dårlig fan – se det er spørgsmålet. Hvorfor skal man vide, hvad det såkaldte idol fik til morgenmad, hvad klok han spiste det, og hvor mange gange han tyggede det? Hvorfor skal man kunne synge med på sangene både forfra, bagfra og fra midten?
Efter at have hørt ”Ich bin nicht ich” om og om igen sammen med hende, kunne jeg ikke lade være med at våge mig så langt ud og spørge: ”kan vi ikke høre noget andet?” endnu en gang fik jeg mor-blikket: ”NEJ!” (sådan sagde hun det selvfølgelig ikke – men overdrivelse fremmer forståelsen, ikke?). ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg. ”Fordi de er gode.” ”Jamen de er så… så anderledes,” lød jeg opgivende. ”Det er blandt andet derfor, de er så gode – de skiller sig ud.” Svarede hun målbevidst.
Jeg overgav mig. Stillingen var 1000.000.000 – 0 til hende. Men alligevel var der en underlig følelse inden i mig, der blev ved med at tære.
For næste gang, der var en eller anden person, der skreg ”I scream into the night to you, don’t make it true, don’t juuuuuuump!” og folk stirrede tilbage på den (tilsyneladende) tonedøve person.
Var personen de alle sammen stirrede på mig.
En gang imellem våger jeg mig langt nok ud til at spørge, hvorfor hun ved så meget om dem, i håb om at få et anderledes svar end sidst. Men hver gang bliver jeg lige skuffet. Da hun står med det bestemte blik, som ens mor også får, når hun vil have en til at tage opvasken, og siger: ”Er du splitter ragende sindssyg? Hvis jeg ikke vidste alt det her, ville jeg jo være dårlig fan!”
At være eller ikke at være dårlig fan – se det er spørgsmålet. Hvorfor skal man vide, hvad det såkaldte idol fik til morgenmad, hvad klok han spiste det, og hvor mange gange han tyggede det? Hvorfor skal man kunne synge med på sangene både forfra, bagfra og fra midten?
Efter at have hørt ”Ich bin nicht ich” om og om igen sammen med hende, kunne jeg ikke lade være med at våge mig så langt ud og spørge: ”kan vi ikke høre noget andet?” endnu en gang fik jeg mor-blikket: ”NEJ!” (sådan sagde hun det selvfølgelig ikke – men overdrivelse fremmer forståelsen, ikke?). ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg. ”Fordi de er gode.” ”Jamen de er så… så anderledes,” lød jeg opgivende. ”Det er blandt andet derfor, de er så gode – de skiller sig ud.” Svarede hun målbevidst.
Jeg overgav mig. Stillingen var 1000.000.000 – 0 til hende. Men alligevel var der en underlig følelse inden i mig, der blev ved med at tære.
For næste gang, der var en eller anden person, der skreg ”I scream into the night to you, don’t make it true, don’t juuuuuuump!” og folk stirrede tilbage på den (tilsyneladende) tonedøve person.
Var personen de alle sammen stirrede på mig.
Haha! Me like that:D og ja jeg fører S T O R T!!<3 Ps. Bill fik cornflakes, han spiste det klokken 7 minutter over 2 om eftermiddagen i Mexico og han tyggede det 17 gange:D Haha! Ej... ved ik hvor mange gange han tyggede der;D Wow! jeg er en dårlig fan? Haha:D
SvarSlet-Henri / TH-Henri:D
hahaha (grineflip) d: ej, for **** det er sgu ikke godt. smut du hellere hjem og læs på det - og kom ikke tilbage før du ved det. (: <3
SvarSlet....................................................................................................................................... så er jeg tilbage, og jeg ved stadig ikke hvor magen gane Bill tyggede sine cornflakes? wow? endnu dårligere fan?? O_o
SvarSletWow? mange stavefejl?
SvarSlet