Det er hårdt arbejde at drive den af...

Jeg har en veninde, som hedder Henriette. Hun er (hvad kan vi kalde det?) meget god til at drive den af! Faktisk har hun gjort det til lidt af en sport.

Det er sådan, at når vi er sammen efter skole eller i weekenderne, ender det altid med, at vi ligger og dangderer den i sofaen – uden så meget som at røre en finger. ”Skal vi ikke snart lave noget?” plejer jeg at spørge – men altid kommer der det samme svar: ”nej, nu driver vi den af!” ”Hvor længe skal vi gøre det her?” plejer jeg så at spørger. ”Stille, jeg kan ikke drive den af og lave ingenting, når du hele tiden snakker!” Og så fortsætter vi eller bare, hvor vi slap (altså i det rene og skær afslappede ingenting).

Skønt det er noget så meningsløst bare at ligge og kigge op i loftet, imens man (praktisk taget) ikke laver en skid andet – så kan det også være meget rart en gang imellem.

Hele det her år laver vi ikke andet end at forberede os til de første eksamener. Hvilket kan være ret så hårdt, når man konstant får smidt en prøve direkte i ansigtet. Oven i hatten bliver lærerne konstant ved med at fortælle os at ”nu er det snart, så I må hellere høre efter og gøre jer umage”. Og (som om det ikke var nok) er der også det ualmindeligt høje bjerg af lektier, der konstant venter på at blive besteget.

Altså står der ikke andet end hårdt arbejde på menuen! Det ender altid med, at vi bliver så trætte og udmattede, at selv når vi slapper af, kommer der sved på panden. Mandag forbliver en lorte dag. Tirsdag bliver pludselig til mandag. Og ligeså gør onsdag og torsdag. Jeg mener, med alt det arbejde ender vi jo alle med at rende rundt med den sidste nye version af slidgigt, inden vi runder de tredive.

Som jeg sagde, bliver vi så trætte, at selv når vi slapper af, stiger pulsen, og der bliver afgivet fugt på panden. Men så er det jo så heldigt, at man sådan en som Henriette (alias min helt egen personlige afslapnings-coach) til at tvinge en igennem det hårde arbejde (at drive den af), når nu man alligevel ikke har andet vigtigt at give sig til. For hvornår får jeg egentligt brug for at vide alt om atomfysik – altså udover til den store dag. Men der er hele otte uger til, så hvad fanden? Jeg kan jo ikke knokle så hårdt igennem hele livet.

Det er jo også pisse hårdt at drive den af! Og helt ærligt, ik’å? Så er der ikke altid tid nok til alt det man skal nå, så nogle gange må man vel bare prioritere lidt – og lige nu vælger jeg, at prioritere det hårdeste arbejde til. Nemlig at slappe af. Jeg er trods alt bare teenager?