”En sekser!” den jublende klang i min stemme er ved at springes, da jeg i al min hast vælter den røde bil hen til Rådhuspladsen, ”8.000 kr? Den køber jeg!” ”Nu har du altså snart købt hele pladen!” klager min (11-årige) lillebror.
Man behøver vidst ikke at være atomfysiker for at regne ud, at vi sidder og ’hygger os’ med en klassiker: matador. Og med ’hygger os’ mener jeg, at jeg vinder - STORT!
”Moooooar, det er altså ikke sjovt, når hun køber det hele!” klager han. Sladrehank. ”Xenia, lad ham nu få en chance, ikke?” Og det skulle komme fra damen, der igennem hele min (og min lillebrors) barndom har sagt, at verdenen ligger for vores fødder, og at vi bare skulle klø på? Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke er ment som i, at man skal være direkte grov over for andre bare for at opnå det ønskede. Selvfølgelig ved jeg, at de hujende tilråb fra de højtelskede forældre bare er ment som en støtte. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker, der virkelig har troet, at de (og kun de) ejer hele den store, hvide verden. Magtsøgere, det er hvad de er! Magtsøgere.
Gang på gang har man hørt om celebrities, der har kørt det ene syge magtspil efter det andet. For nogen af dem er det lige meget, hvad de taber under spillet. Så længe de bare vinder til sidst.
Det samme kan siges om de utallige begivenheder, vi hører om i historietimerne. Folk, der tror de er så meget bedre end andre, at de begynder at sælge folk, der ikke ligner dem, i form af slaver. Folk, der mente, at det var deres tur til (praktisk taget) at eje verdenen. Så snakker vi lige om mødre, der roste deres unger til skyerne, eller hva’?
Men igen, det er også bare et magtspil, der skal vindes. Og de finder skam også sted i den virkelige verden. Selv kan jeg som pige sige, at der har været utallige magtkampe i skolegården – for nogen skulle jo være dronning. Der blev spredt rygter, ødelagt venskaber og mobbet lidt hist og her. Men det er jo bare en lille del at tabe, når man står til at vinde hele verdenen.
Selv synes jeg, at det lige lovligt overdrevet, at tro at verdenen drejer rundt om en selv. At tro, at det hele bare er skabt til ære for en person. Personer, der virkelig mener, at de så evig og altid har ret, altid skal vinde og (for alt i verdenen) er de bedste til alt, burde nu en gang sætte sig ned og tænke lidt videre over det, de har gang i.
Nu er det (endelig) min lillebrors tur til at tage et slag med terningerne… ”YES! En sekser. Det betyder, at du lander på min Rådhusplads – MED HOTEL – du skal altså af med 40.000 kr.,” nu har jeg råd til den sidste grund, jeg tæller mine penge uden en snert af skuffelse at spore i mit ansigt, ”YES! Jeg ejer hele pladen nu!”
Okay, jeg ved hvad du tænker – og 1) det er bare et spil! 2) det er ikke hele verdenen – men kun København, som jeg ejer!
Man behøver vidst ikke at være atomfysiker for at regne ud, at vi sidder og ’hygger os’ med en klassiker: matador. Og med ’hygger os’ mener jeg, at jeg vinder - STORT!
”Moooooar, det er altså ikke sjovt, når hun køber det hele!” klager han. Sladrehank. ”Xenia, lad ham nu få en chance, ikke?” Og det skulle komme fra damen, der igennem hele min (og min lillebrors) barndom har sagt, at verdenen ligger for vores fødder, og at vi bare skulle klø på? Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke er ment som i, at man skal være direkte grov over for andre bare for at opnå det ønskede. Selvfølgelig ved jeg, at de hujende tilråb fra de højtelskede forældre bare er ment som en støtte. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker, der virkelig har troet, at de (og kun de) ejer hele den store, hvide verden. Magtsøgere, det er hvad de er! Magtsøgere.
Gang på gang har man hørt om celebrities, der har kørt det ene syge magtspil efter det andet. For nogen af dem er det lige meget, hvad de taber under spillet. Så længe de bare vinder til sidst.
Det samme kan siges om de utallige begivenheder, vi hører om i historietimerne. Folk, der tror de er så meget bedre end andre, at de begynder at sælge folk, der ikke ligner dem, i form af slaver. Folk, der mente, at det var deres tur til (praktisk taget) at eje verdenen. Så snakker vi lige om mødre, der roste deres unger til skyerne, eller hva’?
Men igen, det er også bare et magtspil, der skal vindes. Og de finder skam også sted i den virkelige verden. Selv kan jeg som pige sige, at der har været utallige magtkampe i skolegården – for nogen skulle jo være dronning. Der blev spredt rygter, ødelagt venskaber og mobbet lidt hist og her. Men det er jo bare en lille del at tabe, når man står til at vinde hele verdenen.
Selv synes jeg, at det lige lovligt overdrevet, at tro at verdenen drejer rundt om en selv. At tro, at det hele bare er skabt til ære for en person. Personer, der virkelig mener, at de så evig og altid har ret, altid skal vinde og (for alt i verdenen) er de bedste til alt, burde nu en gang sætte sig ned og tænke lidt videre over det, de har gang i.
Nu er det (endelig) min lillebrors tur til at tage et slag med terningerne… ”YES! En sekser. Det betyder, at du lander på min Rådhusplads – MED HOTEL – du skal altså af med 40.000 kr.,” nu har jeg råd til den sidste grund, jeg tæller mine penge uden en snert af skuffelse at spore i mit ansigt, ”YES! Jeg ejer hele pladen nu!”
Okay, jeg ved hvad du tænker – og 1) det er bare et spil! 2) det er ikke hele verdenen – men kun København, som jeg ejer!
Great!
SvarSlethehe tak. d:
SvarSlet