Bare fordi jeg er doven, betyder det jo ikke, at jeg er i dårlig form?

Jeg kan godt lide at slappe af – det er fordi, jeg er doven. Jeg kan også godt lide at sove længe – det er fordi, jeg er doven. Jeg kan aller bedst lide at slippe for at arbejde – det er fordi, jeg er rigtig doven. Men – i modsætning til hvad andre tror – så er min kondi ikke i bund, bare fordi jeg holder af afslapningens kunst.

Sådan som jeg ser det, finder dovenskaben sted i to skikkelser: den dovne-dovne (der aldrig laver noget som helst) og den almindelige-dovne (der heller ikke laver noget som helst – men dog stadig lidt mere end den dovne-dovne). Jeg hælder nok selv mest til den sidste. Den almindelige-dovne.

For normalt når folk beder mig om at hente noget til dem, tænker jeg ikke ”så gør det dog selv, menneske!” (som den dovne-dovne havde gjort), men overvejer til gengæld hvordan jeg kommer over til den ting, som jeg skal hente, ved at flytte benene mindst muligt – og om jeg evt. kan tage bussen derhen. Så som du ser, er der stor forskel på de to typer dovenskab.

Men alligevel har folk en tendens til at blande de to typer sammen – hvilket er dybt urimeligt for de almindelige-dovne! En af de største synder folk kan forveksle de to dovne skikkelser med er deres kondi.

Som en almindelig doven har jeg en almindelig kondi (dvs. jeg motionere normalt – men ikke nok til at du kan sætte forventningerne op efter at se mig til OL 2012). Jeg kan godt lide at løbe – men til gengæld har boldene stort besvær med at lande i mine hænder. Men boldkast har intet med kondi at gøre – overhovedet. Folk blander bare boldspassere sammen med dovenskab.

Da jeg var til fitness i går, ville jeg starte med at tage en tur på løbebåndet. Da den første halve time var gået, gik jeg i fem minutter. Og som du ved, har fem minutter det med at forsvinde ud i den blå luft, så da de var gået, spottede jeg lige, at jeg rent faktisk ikke var træt endnu – jeg fortsatte derfor videre i løb til de 45 minutter. Da jeg en smule dehydreret nåede den trekvarte time, besluttede jeg mig for, at det egentligt kunne være ret sejt, hvis jeg kunne løbe en time med den sølle éne fem-minutteres-pause fra før. Nogle svedende, dehydrerede, udmattede minutter senere var de 60 minutters løb overstået. Jeg havde klaret det!

Stolt fortalte jeg det videre næste dag. Men om folk troede på at den almindelige-dovne kunne klare at løbe i 60 minutter med kun én fem-minutters-pause, kan du selv regne ud. For hvorfor skulle de også det?

Dovne mennesker er i dårlig form – præcis ligesom at blondiner er tumper, og at fordomsfulde folk selv har en masse fejl at skjule.