Flyttekasser, bondegårde... jeg burde vide bedre!

For ni år siden blev jeg degraderet til Jylland. Jeg havde tilbragt de første seks år af mit liv i København og havde derfor altid troet at Danmark kun bestod af Sjælland – og intet andet. Lige indtil en dag hvor mine forældre hev mig med på Frilandsmuseet for at lure noget kultur.

Bondegårde mig her og bondegårde mig der! Hvis bondegårde prægede landskabet i det såkaldte ”andet Danmark”, som de viste på museet, så skulle jeg i hvert fald aldrig sætte mine fødder der. Jeg spurgte derfor min far: ”er der kun gamle bondegårde i Jylland?”, han kiggede underligt på mig og grinte: ”ja, der er nærmest ikke andet!” hvad han ikke vidste var, at små børn og ironi er en ret så farlig cocktail! Så selvfølgelig troede jeg på det. ”Jeg vil aldrig derover,” faststemte jeg, og min far nikkede for at vise, at han var enig.

Vi flyttede et halvt år efter.

Fornærmet måtte jeg erkende mit nederlag og se øjnene, at flyttemændene nok ikke ville gå med til at stille møblerne tilbage i lejligheden på Østerbro (suk), køre væk og bilde mine forældre ind, at vi slet ikke skulle flytte, og at det hele bare var noget, de havde drømt (spørger du mig, var det en skudsikker plan). Til gengæld ville de med glæde krydse de tre broer for at køre os over til bondegårdsland…

Men da vi så endelig ankom mødte jeg Flette (alias Jydernes Mester). Hun lærte mig hvordan man udtaler ”ik’å?”, at Århus også er en storby (her nikkede jeg bare, for at få hende til at holde mund), og dovenskabens svære kunst. Lige så hurtigt som det tager at knipse med fingrene, fandt jeg ud af, at det der Jylland faktisk ikke var så skidt, som det lød som, for:

a) Der var ingen bondegårde i miles omkreds.
b) Der var kun en mark (medmindre man beslutter sig for at køre over på den anden side af byen).
c) Var vi ikke flyttet, havde jeg nok aldrig mødt mine to bedste veninder (alias Flette og Miss Sunshine).

Så hvor vil jeg hen med det her? Jeg var fornærmet, irriteret og muggen over at skulle flytte. Men samtidigt havde det at forlade hovedstadet taget en interessant drejning. Det viste sig nemlig, at det egentligt ikke var så slemt som jeg havde regnet med. Jeg vil næsten våge mig helt ud og påstå, at den gamle kliché ”du skal ikke dømme en bog for omslaget” rent faktisk giver mening.