Vær bange. Vær meget bange. For hun er der ude og venter på, at dolke dig i ryggen, så snart muligheden er der. Med en dolk, der (så vidt muligt) laver ar på venskab og på hjertet – uden at efterlade spor. En dolk, der sviner dine sko, din trøje og din person til.
Der var engang, hvor stikkeri, bagtalen og sladren bare var en del af hverdagen. Det var den gang Mean Girls var på mode, og alle ønskede at være som Regina George (på trods af at filmens budskab var, at man netop ikke skulle ende som hende). Skolen var et helvede, for man vidste aldrig, hvad de andre snakkede om, og hvorfor de kiggede på én. Hvis du tror den kolde krig var hård, så er du blevet gammel.
For ligesom i Berlin var der også en (usynlig)mur i skolegården. Muren splittede pigerne i to (nogenlunde) lige store dele: de populære og de andre. Der blev kæmpet for at blive en del af de populære.
Men pludselig – som et lyn fra en klar himmel – stoppede krigen, og muren blev revet ned. Fred og harmoni fyldte klasselokalerne, og det var som om, intet var sket.
I dag skete det så igen. Der var blevet afsløret, at en pige havde snakket om de andre bag deres rygge. Det skulle selvfølgelig siges til læren. Men da alle pigerne pludselig fortalte, at de havde hørt sladder om de andre, og de andre havde gjorte det samme, blev der pludselig tumulter i flokken.
”Jeg synes simpelthen, det er for meget!” var der en der udbrød. ”Ja, det kan man virkelig ikke tillade sig at gøre,” kom det fra en anden. Spydige kommentarer blev sat i brug blandt pøbelen, og før man vidste af det, var det slet ikke ’problemet’, der blev diskuteret men noget helt andet. ”Det værste er altså hendes… bla bla bla…” blev der råbt nede fra hjørnet. ”Nej, det er sgu da hendes…” kom det fra det andet. Og så tilbage til ’hovedemnet’: ”Helt ærligt, hvad biller man sig ind at bagtale sine venner på den måde. Det kan gøre mig rasende!” ”Ja, hun er så ond, led og stikker alle i ryggen!”
Ja, det kan godt være. Men set i bakspejlet stod de så ikke og gjorde præcis det samme lige i det øjeblik, de hørte, hvad der var sket? Det var helt okay. For det er forkert at bagtale sine venner. Men det er rigtigt at bagtale dem der bagtaler – for de fortjener at få igen fra samme skuffe, ikke sandt? Egentlig tror jeg godt, folk selv ved, at det er forkert at gøre den slags. Men alligevel gør man det. Jeg ved dog ikke om det er for hyggens skyld eller om det er fordi, man rent faktisk nyder det. Men det sker.
Så vær bage. Vær meget bange. For du ved aldrig, hvad der kan ske derude. For ved hvert et hjørne, i hver en krog, står der en og venter på dig. Risikoen for at blive dolket er enorm og den er endnu større hvis du dolker stikkeren først. Krigen er altså ikke slut endnu.
Der var engang, hvor stikkeri, bagtalen og sladren bare var en del af hverdagen. Det var den gang Mean Girls var på mode, og alle ønskede at være som Regina George (på trods af at filmens budskab var, at man netop ikke skulle ende som hende). Skolen var et helvede, for man vidste aldrig, hvad de andre snakkede om, og hvorfor de kiggede på én. Hvis du tror den kolde krig var hård, så er du blevet gammel.
For ligesom i Berlin var der også en (usynlig)mur i skolegården. Muren splittede pigerne i to (nogenlunde) lige store dele: de populære og de andre. Der blev kæmpet for at blive en del af de populære.
Men pludselig – som et lyn fra en klar himmel – stoppede krigen, og muren blev revet ned. Fred og harmoni fyldte klasselokalerne, og det var som om, intet var sket.
I dag skete det så igen. Der var blevet afsløret, at en pige havde snakket om de andre bag deres rygge. Det skulle selvfølgelig siges til læren. Men da alle pigerne pludselig fortalte, at de havde hørt sladder om de andre, og de andre havde gjorte det samme, blev der pludselig tumulter i flokken.
”Jeg synes simpelthen, det er for meget!” var der en der udbrød. ”Ja, det kan man virkelig ikke tillade sig at gøre,” kom det fra en anden. Spydige kommentarer blev sat i brug blandt pøbelen, og før man vidste af det, var det slet ikke ’problemet’, der blev diskuteret men noget helt andet. ”Det værste er altså hendes… bla bla bla…” blev der råbt nede fra hjørnet. ”Nej, det er sgu da hendes…” kom det fra det andet. Og så tilbage til ’hovedemnet’: ”Helt ærligt, hvad biller man sig ind at bagtale sine venner på den måde. Det kan gøre mig rasende!” ”Ja, hun er så ond, led og stikker alle i ryggen!”
Ja, det kan godt være. Men set i bakspejlet stod de så ikke og gjorde præcis det samme lige i det øjeblik, de hørte, hvad der var sket? Det var helt okay. For det er forkert at bagtale sine venner. Men det er rigtigt at bagtale dem der bagtaler – for de fortjener at få igen fra samme skuffe, ikke sandt? Egentlig tror jeg godt, folk selv ved, at det er forkert at gøre den slags. Men alligevel gør man det. Jeg ved dog ikke om det er for hyggens skyld eller om det er fordi, man rent faktisk nyder det. Men det sker.
Så vær bage. Vær meget bange. For du ved aldrig, hvad der kan ske derude. For ved hvert et hjørne, i hver en krog, står der en og venter på dig. Risikoen for at blive dolket er enorm og den er endnu større hvis du dolker stikkeren først. Krigen er altså ikke slut endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar