Ærlighed er en svær kunst - og mestres kun i druktilstand

Ærlighed er som en løgn. Man siger, at man hellere vil såres af sandheden end at gøres lykkelig af løgnen – men når sandheden pludselig suser ind i ens ansigt, så var det ikke sådan, man mente det skulle være alligevel. Men hvad var det så man mente? At sandheden kun bør fortælles, hvis den er god? Men hvad så med den sårende sandhed? Ak ja, ærlighed er en svær kunst.

Men det er dog stadig ikke helt umuligt at mestre ærlighedens kunst. Der skal faktisk ikke mere end et par øl, en summersby og en slat vodka – og så kan Pinocchio atter roligt vinke farvel til den lange næse.

I fredags stod den på julefrokost – og når der er sagt ”julefrokost”, så er der også sagt ”sprut”. Jeg stod derfor med vaklende ben, en svag kvalme men dog alligevel højt humør. (Altså de typiske tegn på ærlighedstilstand). Og her kommer beviset på min lille ”ærligheds-teori”:

Midt i al min ærlighed kommer Pigen, hvis skænderi jeg snart bør fejre månedsdag med, hen og spørger mig, om vi er venner igen. Jeg har ingen anelse om, hvorfor hun lige præcis spørger mig om det, da det hele faktisk begyndte med, at jeg bare skulle fryses ude af hendes liv. Så hvad gør hende den ærlige? Hun siger selvfølgelig: ”nej, jeg er stadig sur.”

Lige på og hårdt – men dog stadig sandt. Og som veninderne ser det, så skriger man nærmest efter sandheden, når man spørger en person, som, man kan, er lettere beruset. Men selvfølgelig blev Pigen sur og skred med det samme (hvilket jeg egentligt godt kan forstå det lidt…).

Jeg vil derfor rette på min eller så perfekte indledning. Sandheden er ikke som en løgn – men det er dem, der søger den. For når man beder om den, skal man ikke brokke sig over den, når man får den. Det er ikke sandheden, der sårer – men spørgsmålet man stillede. (Hvis I kan se, hvor jeg vil hen?)