Måske så det ud som om, at min evne til at tabe alt skyldtes nervøsitet - men i virkeligheden varmede jeg bare kroppen op, så jeg kunne træde ind til fysikeksamen uden at forstrække så meget som en muskel...Ej okay, hvem prøver jeg at narre? Den følelse, der overrumplede én imens, man stod og ventede ude foran lokalet, var nærmest på højder med den nervøsitet, der ramler ind i én, når man venter på resultaterne af den kancer-test lægen lige har taget på én.
Den ene frygt indgydende tanke druknedes i den anden: "Du kaster ikke op, Xenia. Du kan godt, det er ikke slemt - det er faktisk ikke særlig vigtigt! Hvem prøver du at narre? Koncentrer dig nu, for helvede! Du kaster ikke op! Du kaster ikke op!"
To timer efter var dommedagen inde - og jeg var ret så sikker på, at det ville ende galt. Jeg skulle i helvede. Jeg vidste det bare! Men da døren ind til lokalet, hvor sensor og læren sad klar, blev åbnet, gik det hele pludselig meget bedre.
... Faktisk langt over forventningerne.
Jeg kan derfor meddele til alle læserne på bloggen, at jeg er færdig med den første eksamen og derfor er ved at have nogenlunde tid til at blogge igen. (:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar