Min veninde, Flette, (som i efterhånden har hørt om nogle gange) er det man kalder en rigtig Tokio Hotel-fan. Hun ved alt om alle bandets medlemmer, har en væg kun bestående at Tokio Hotel-plakater (en gang gik det faktisk så hvidt, at jeg ikke troede på, at der rent faktisk lå en rigtig væg bag plakaterne!), har snakket i telefon med Bill og Tom Kaulitz, og så skulle det faktisk ikke undre mig, om ikke hun også bager Bill-formede kager på hans fødselsdag. Så hvordan ser indersiden af et skab ud hjemme hos Tokio Hotels største fan? Tjah, det er sort. Farver dukker lige så sjældent op som sangfiaskoer på Michael Jacksons plader. Misforstå mig nu ikke, for hun har stadig en virkelig god stil. For selv om hun kører sort/hvid-stilen, som blev hun vist i et gammeldags fjernsyn, så sidder tøjet stadig, som tøj skal sidde. Hun forstår virkelig at sætte nitterne til looket, så det ser ud som i ELLE. Altså har hun er virkelig nice rock-stil.
Men det er sådan at folk forveksler den med emo-stilen på grund af Tokio Hotel-fanatiken. Faktisk så forveksler alle det med emostilen - men ikke mig, for jeg er nemlig ikke fordomsfuld (man kan sagtens høre emomusik uden at være emo). Eller det troede jeg i hvert fald ikke, at jeg var...
Her for nogle dage siden sad jeg nede i klassen sammen med Flette og hendes Ipod. Jeg "bladrer" febrilsk rundt i hendes sange for at finde noget, der ikke er for rocket, tragisk, emoagtigt, osv. Tilsidst opdager jeg, at hun har noget Leona Lewis. Yes! Yes! Yes!
Men efter at have lyttet lidt til musikken kigger jeg på nittepungen, som ligger ved siden af nittearmbåndet, som ligger ved siden af Tokio Hotel-badgetsene, og bestemmer mig derfor for at sangen er aaaaalt for emoagtig og deprimerende. Hun kigger underligt på mig og derefter på sin Ipod og så på mig igen, hvorefter hun så siger: "deprimerende? Xenia, sangen hedder Happy!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar