Efter at have ligget sygemeldt tilsynet i dyner og kleenex det meste af weekenden, var jeg stærkt besluttet på at blive hjemme idag. Der er bare et eller andet ved dét at ligge godt pakket ind i alle husets dyner, lænet godt tilbage i sofaen og med fødderne oppe, imens man frydefuldt kigger ud på alle staklerne, der går ude i det kolde vintervejr.Min kærlighed til min dyne er stor - og endnu større er den til sengen. Kald mig bare skør, men nogle gange er det nærmest som om, at den besider en eller anden magnetisk kraft, som bare trækker en tættere og tættere til sig.
Men ligesom hos Romeo og Julie måtte min og min dynes kærlighed skilles på denne tragiske mandagmorgen. Efter den en lang krig om hvor syg jeg egentligt var, måtte jeg se øjnene, at det nok alligevel var bedst, at jeg tog i skole (hrmpf...). "Du kan jo altid sove videre, når du kommer hjem," indvendte min mor (jo, tak?).
Så det var på med de lange støvler, dunjakken og det varme tørklæde, og så gjalt det ellers bare om at komme ud af døren og ind af klassens (helst uden at falde om af pest undervejs). Himlen var helt skyet til, og alt hvad jeg kunne tænke på var: "lorte vejr, lorte vejr, lorte vejr!".
Men så skete det. Efter anden time, meddelte vores lære, at vi havde fri resten af dagen. FRYD! Underligt nok var jeg ikke rigtig syg efter den nyhed (hehe) - faktisk var humøret vendt 180 grader og jeg kunne pludselig mærke små glædesbobler (lidt af en kliché, jeg ved det...).
Så på trods kolde årstid, flyttede skyerne og solen begyndte at lune lidt mere på det gode humør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar