Man kunne let vende sig til al den opmærksomhed...

Jeg vil lige starte med at undskylde for min mangel på indlæg her i den seneste tid. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Men nogle gange har man jo lov til at holde en lille pause og tage på ferie. I det her tilfælde gik turen til Paris, og om jeg har haft en god tur? SELVFØLGELIG!

Verdens mærkeligste dag? Tal ikke til mig! Som en hver anden turist i Paris, startede jeg ferien med at tage et smut forbi Eiffeltårnet. Det virkede som en rigtig god idé, da der som bekendt vil være propfyldt med turister om aftenen - men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at der stod en flok paparazzier klar ved hvert et hjørne og ventede på, at en uskyldig lyshåret person vil spadsere forbi i al sin uvidenhed.

Det begyndte i elevatoren på vej ned fra udsigtspunktet, hvor en asiatisk pige rettede sit kamera imod mig, som var det en pistol, der var klar til at skyde. Til at starte med gik det ikke op for mig, at det var mig, hun rettede det imod, så jeg vendte mig om for at se, hvad det var der var så spændende, at det skulle fotograferes. Skuffet blev jeg, da der intet var at se, så jeg vendte mig derfor om; og dér stod hun stadig med kameraet pegende direkte ind i ansigtet på mig.

Da elevatoren åbnede var jeg den første til at springe ud. Ikke om jeg brød mig om at blive behandlet som en eller andet form for turistattraktion Never ever! Men selvfølgelig var fotograferingen ikke overstået allerede. Før jeg vidste af det, kom en hel horde af turister (okay, der var måske kun fire-fem mennesker...) løbende efter mig med hvert deres kamera i hånden, imens de råbte: "Hey, beautifull girl, we're from China, can we have a picture of you?"

For at være ærlig var jeg ikke meget for det. Jeg mener, hvor fedt er det at sidde i et eller andet støvet fotoalbum på den anden side af jorden? Min usikkerhed var åbenbart ikke tydelig nok, for inden jeg så meget som nåede at blinke, gik kameraerne i gang. Blitz efter blitz blev skudt ind i øjnene på mig. Og som om det ikke var nok, begyndte de også at bevæge sig over til mig én efter en for at blive fotograferet sammen med en vaskeægte blondine.

Det udviklede sig til lidt af en ud-af-kroppen-oplevelse. Mit hjerte hamrede, min mund var for tør til at jeg kunne sige noget, jeg var omtåget og alt hvad jeg kunne gøre var at stå stille og smile så godt, som jeg nu kunne. Da adrenalinen havde pumpet sine omgange i blodet, begyndte jeg at kunne se klart igen - og mon ikke man blev lidt grebet af det? I hvertfald var der ikke længere noget galt i at lave peace-tegn, grine og posere sammen med en fremmed kineser.

Men ti minutter efter var den lyshårede turistattraktion ikke længere interessant, og kameraerne gik deres vej. Ak ja, det var de ti minutters stjernestund.

De sagde derfor farvel og løb hen til en fransk café og begyndte forfra med fotograferingen. Blitz efter blitz efter blitz - og alt hvad jeg nu kunne få ud af munden var: "skide café, hvad kan den, som jeg ikke kan?!".