De 1001 syndere...

Jeg har lige slukket for tv'et. Og jeg er tosset. Jeg er stikhamrende tosset. Stikhamrende tosset og har lyst til at gå amok. Simpelthen gå amok på den næste person, der beder mig om at slukke lyset efter mig og fanatisk oplyser mig om, hvor mange grader varmere kloden bliver, for hver gang jeg forlader et fuldtoplyst rum.

Jeg har lyst til at gå amok på de tosser, der gang på gang oplyser om, at Gina Tricot er bedre end Ralph Lauren, bare fordi det er billigere.

Men mest af alt har jeg lyst til at gå amok over, at de efter deres timelange prædiken om hvad der er rigtigt og forkert stopper sig med en sukkerbombe af en kajkage. Pludselig bliver den bedrevidende knap så bedrevidende igen - for burde den yderst kloge og altseende person ikke også vide, at en kajkage absolut intet godt gør for din krop, og at en grovbolle på den anden side giver kroppen den fibre- og energimængde, den har brug for?

Perspektiveringer fra bogen Shopaholic og søster drøner rundt inde i mit hoved. Den evigt shoppeglade Becky har fundet sin længe savnede søster, som helt ærligt ikke er lige så glad for at investere penge i dyrt tøj, som Becky er. Søsteren gør derfor et stort nummer ud af, at Becky smider om sig med penge - og nærmest er besat. Men det ender med at Becky opdager, at søsteren er lige så besat af noget andet. Sten.

Så er det spørgsmålet dukker op inde i mit hoved: hvorfor, hvorfor, hvorfor retter vi hele tiden på hinanden og føler os så bedrevidende, når det egentligt viser sig at vi selv har et lignende syndefelt gemt et sted? Når sandheden skal frem, så har alle vel noget de ikke lige kan leve uden: måske skal der tømmes en pose nachos, når man sætter sig og ser tv om aftenen. Måske er man til lange, varme brusebade. Eller måske kan man bare rigtigt godt lide følelsen af at give lidt ekstra for sit tøj...

Og det er der intet galt i så længe man ikke tørlægger sine lunger, fordi man febrilsk og mobset har råbt: "CALL 911!" da man på fersk gerning tog sin veninde i at nyde en trøffel. Måske er det hele gået lidt over gevind, når vi snakker om syndere - og hvem, der kastede den første sten.

Så jeg tænkte; måske skulle vi i stedet for at kaste om os med beskyldninger om, at "du selv er skyld i din bagdels størrelse" og "jorden går under - og det er din skyld!" og i stedet tage ved lære af hinanden.

Og i stedet for at blive tosset over, at vi hele tiden bliver rettet på, kan vi i stedet sende dem, der stadig kaster med sten når de rent faktisk selv bor i glashus tilbage på en tosseanstalt...