Åh, al den glamour!

Hvis jeg skal beskrive mit liv, sådan som jeg gerne vil have, det skal foregå, er det enkelt: Jeg vil vågne op hver morgen til lyden af glade mennesker, der render rundt i det rendyrkede solskind i Central Park (i New York). Jeg har bosat mig i en pendhouselejlighed, hvis husleje jeg betaler som en lille del af den løn, jeg nu engang tjener som den verdens berømte læge, det er lykkedes mig at blive (jeg har nemlig fundet kuren på alle former for kræft).

Limousiner står i kø for at køre mig til byens mest fancy restauranter og eftertraktede fester, som jeg med god stil bliver samlingspunkt for alle andres misundende blikke. Taxaerne vil nægte at lade mig betale for min køretur, og hvor meget jeg end tigger og plager om at komme af med mine penge, vil de kigge mig smilende i øjnene og sige: "det er okay, doktor, det her er min omgang".

Og jeg komme spadserende ned af 5th Avenue med fem poser under hver arm (fyldt til renden med det lækreste, mest eksklusive tøj i mands - host, rettelse: kvindes minde), vil folk pege på mig og sige: "se hende, hun fandt kuren mod kræft!".

Men sådan bliver det nok ikke - ihvertfald ikke lige nu, for for at korrigere billedet lidt, så er jeg jo trods alt en seksten årig århusiansk (dog gammel københavner) pige, der lige har fået sit afgangsbevis forræret af inspektøren på den folkeskole, hun gik på. Jeg tager bussen ind til byen, hver gang jeg skal købe noget/i biografen/spise ude - og brokker sig over den forbandede høje pris de pumper mig pr billet. Efter sommerferien kommer jeg til at trampe af sted på en gennemkørt cykel til gymnasiet, hvor jeg med al skræk og rædsel kommer til at være en af stedets yngste.

Jeg er bange for edderkopper - og uanset hvor meget jeg skriger, kommer der aldrig nogen og klasker de seksbenede monstre for mig. Jeg er afhængig af Ben & Jerry-is, men da jeg ikke har noget job, er den pris, de pumper os is-junkier for, enorm. Hverdagen for en teenage-bondetøs er derfor ikke bare lutter og lej på en lyserød pony.

Eller... det passer jo egentligt ikke! For ovenstående mening var præcis hvad jeg tænkte i går morges, da jeg vågnede op fra et forfærdeligt mareridt (som skræmte mig så meget fra hvid og sans, at jeg svor på at jeg aldrig ville falde i søvn igen!). Jeg gik og muggede over, hvor forfærdeligt mit liv var, lige indtil mine to bedste veninder (Flette og Amalie) stod uden for døren med det største smil på læben og råbte med deres solskindstemmer: "VI SKAL PÅ STRANDEN!" Stranden? Hmm.. det lyder da som sjov, tænkte jeg.

Og det er præcis det dagens pointe går ud på: Det kan godt være at livet ser trist ud for en stund - men sådan bliver det jo ikke ved med at være; for som Benny Andersen så yndigt sagde engang: livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar.