"Lidt for klog til rigtig at være model og lidt for smuk til rigtig at gå på universitetet"

Jeg har lige lagt sidste måneds nummer af Elle fra mig, og jeg er forvirret. Helt igennem, vaskeægte forvirret. Ovenstående titel var en beskrivelse af hovedpersonen af en sommernovelle, jeg hurtigt skimmede igennem. For klog til at være model? Og for smuk til at gå på uni? Hvad fanden skal det betyde?

Der var en gang, hvor jeg troede, at ens muligheder blev mulige, fordi man gjorde dem det - og ikke fordi man havde en speciel højde, hårfarve... eller en udadvent eller indadvent navle (hmm... ja?). Ligeledes troede jeg at de muligheder, der ikke var mulige (og dem regnede jeg ikke med, at der var mange af) skyldtes en ulykke (minimum på størrelse med et nedstyrtet fly) og ikke ens udseende eller IQ.

Men i gennem alle disse år har jeg vel taget fejl? Jeg kan ikke selv lade være med at forestille mig det gode gamle, filmiske billede af den amerikanske high school-kantine. En kantine, hvor bordene ikke bare var borde - men forskellige øer for de forskellige typer: nørderne, de populære, sportsidioterne, modefanatikerne, musikfreaksene, anoretikerne, de overvægtige, osv., osv.. Alle individer indenfor de forskellige typer minder utroligt meget om hinanden: endten er de tomhjernede og flotte, ekstremt kloge og undervurderer udseendets funktioner, eller noget helt andet. Og en klog og mindre køn person kan bare ikke joine sportsidioterne. Sådan er det!

Som min gode (fantasi)veninde, Carey Bradshaw, ville have sagt: I couldn't help but wonder... udelukker vores udseende og hjernekapasitet os virkelig fra de forskellige muligheder? Og hvis "ja", hvorfor?

Sådan noget gruppehalløj kan gøre mig i helt dårligt humør.

Men hver gang jeg kommer i dårligt humør omkring den slags, forsøger jeg at minde mig selv om det ældgamle ordsprog som handler om, at man ikke skal dømme en bog ud for omslaget. Hvorefter jeg tænker på min veninde, Flette (ja, hende igen...), som at dømme efter sit udseende egentligt burde være en sukkersød, blomsterplukkende, bukkebruse legende, smilleybombe - men når man lærer hende at kende, bliver man væltet helt om kuld af chok: hun er Tokio Hotel-fan, elsker alt der har med rock at gøre, foragter farver og glade bands (Alphabeat og Infernal) og vil kun have smykker med nitter på.

Når sådan en englelignende pige kan have sådan en hård (og stadig dejlig) personlighed, så luner det som regel om mit humør. For det betyder vel, at man ikke nødvendigvis er til blomster, fordi man har englekrøller. Ikke nødvendigvis er til gullerøder fordi man har store fortænder. Ikke nødvendigvis er til Sex and the city, fordi man har købt Carey-kjolen. Ikke nødvendigvis... arg, jeg tror du har forstået min pointe!