Uskrevne love

For omtrent tre dage siden var jeg draget ind til butikstorvet i Århus sammen med min veninde, Christine. Planen gik på at shoppe - og at få pumpet så mange råd om gymnasielivet ud af hende som muligt. Lige siden jeg modtog brevet, hvori det stod, at jeg var blevet optaget og hermed var blandt en million andre 1.g'ere, der stillede op på første skoledag en gang i august, har jeg været springfyldt med spørgsmål, som: hvad tager man på første skoledag? Tager man madpakke med på gym? (personligt, har jeg meget svært ved at fatte at en flok 16-20-årige stadig bærer rundt på en Rasmus Klump-madkasse...)

"De fleste har stadig madpakker med hjemmefra" noterer jeg mig inde i hovedet. Må. Huske. Det. Hele! Da jeg har fået låst alle hendes overlevelses-råd fast inde i mit hoved, har jeg kun et spørgsmål tilbage at stille: "hvad med højhælede? Bliver man slået ihjel, hvis man dukker op og er syv centimeter højere, end man var dagen forinden?" "Det kan man godt, men folk har et lidt bestemt syn på stillet-tøser," svarer hun, "men til fester skal du have dine højeste sko på! Det er en slags uskreven lov!"

En uskreven lov? Uskrevne love plejer, at være den slags love, der afspejler hvordan man skal være over for andre; for eksempel i et venne- eller kæresteforhold. Eller det var i hvert fald, hvad jeg troede en gang. For pludselig remser Christine en lang perlerække af uskrevne love op, som: man sætter sig aldrig ved andre personers bord (ja, jeg ved at det lyder high school-agtigt, men hey, det var ikke mig der fandt på det), man er aldrig sammen med sin venindes kæreste - også selv om de måske er gået fra hinanden, og man siger aldrig sine rigtige mening, når ens ven eller veninde har gjort noget forkert.

Personligt, kan jeg egentligt godt se hele pointen i alle de regler. De fleste er faktisk rimeligt logiske. Og uden jeg vidste af det holdt jeg faktisk selv de fleste af de uskrevne love. Yaaaay me! Men jeg kan dog ikke lade være med at undre mig, hvis alle de love og regler virkelig er så gode og vigtige, som folk siger, hvorfor gør man dem så ikke til 'rigtige' love og nedskriver dem et eller andet sted?

Jeg har en teori: Kender du ordsproget 'regler er til for at blive brudt'? Min teori er, at hvis reglerne ikke rigtigt eksisterer, så kan de jo heller ikke brydes. De uskrevne regler er jo som sådan ikke regler, men nærmere en form for almen opførsel. Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på at nuppe min venindes kæreste. Og heller aldrig hendes eks. Det er jo fuldstændig uetisk. Men da det ligesom blev til en uskreven regel, så blev jeg mere og mere vis om, at jeg havde ret i at det var forkert.

Jeg må tage hatten af for den (yderst geniale) person, der opfandt de uskrevne regler, tænker jeg, imens jeg spørger Christine om hun bærer inde med flere love: "Ja, der er den største lov af dem alle: man holder skal aldrig bære den af og lade folk bære inde på deres dårlige samvittighed."

Okay, det sagde hun ikke. Men hey, det er vel ikke uskrevent ulovligt ikke at tilføje sine egne regler, vel?