Farvel til folkeskolen. Farvel til 10 skønne (men også - til tider - kedelige) år. Farvel til en masse dejlige mennesker. Farvel til en fantastisk klasse. Farvel. Farvel. Farvel...Vil først og fremmest undskylde for min mangel på indlæg her på det sidste, men da det jo var Skt. Hans, og med det faktum at jeg gik hen og dimitterede igår, tænkte jeg, at det nok var okay.
Dimissionen gik som smurt. Havde regnet med at det ville gå hen og blive en tåreperser, der ville træde ind i historien. Men næh... I stedet endte det med at paralelklassen stod og græd sig ind i en lokal zunami, imens min veninde og jeg sad og beundrede vores fine negle (ja, nogle gange går der måske lidt for meget pigefnidder i den...)
Det underlige er, at vi alle havde gået og sagt, at dimissionen bliver dagen hvor selv klassens toffe hoveder vil begynde at flæbe. Dagen hvor kleenex blev et musthave og dagen, hvor Titanic blev kasseret til en direkte komedie. Men (som sagt før) var det ikke det der skete. I stedet stod vi overfor endnu en hyggelig aften med de samme mennesker, som man har været sammen med dag og nat de foregående ti år.
Programmet stod på at vi (selvfølgelig) skulle modtage vores afgangsbevis! Derefter skulle vi spise samlet, modtage blå bøger (jeg havde så vidt muligt, krydset fingre for at veninderne havde glemt alt om mit uendelige antal af bummerter, så jeg kunne komme stolt hen med bogen til mine forældre og sige "se, hvor dygtig jeres pige er!" men selvfølgelig var det ikke sådan det det skulle foregå...), en quiz hvor lærerne havde gættet på hvad vi ville ende med at blive (jeg bliver åbenbart modeguru eller personlig shopper i New York inden for de næste ti år, så hvis i har brug for hjælp, så giv et kald) og ellers bare fest, fest, fest. Ergo var der ingen tårer.
Det var ikke indtil i dag, hvor hele skolen (som gammel tradition byder) stod ude ved bassinet og sang sig ind i sommerferien, at det slog mig, at nu var det sidste gang vi stod her, sidste gang vi sang den ellers så velkendte og elskede sang, sidste gang vi var samlet som en klasse på den her måde, sidste gang... alting var sidste gang. Og før jeg nåede at stoppe det, skete det ellers så utænkelige: tårerne begyndte så småt at pible frem i øjenkrogene - og ligesom med kaniner blev en til to, og to blev til mange!
Og midt i det hele kunne jeg ikke lade være med at tænke: hvorfor er det at man altid reagerer anderledes end man sådan havde regnet med? Det havde jo kræft æd mig taget med jeg ved ikke hvor mange dage om at fatte at nu var det slut.
Nu var det farvel til det gamle liv. Farvel til de gamle mennesker. Farvel til alt, der før i tiden havde kommet som en selvfølge.
Men som de kloge klassekammerater trøstende sagde, så var det ikke farvel til det vigtigste: vennerne - for hvis det virkelig var tårerne værdig, så vil de ikke forlade en, selv når muligheden var der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar