Hvad er meningen?

Jeg plejer at sige, at der er en dybere mening med de forskellige ting, der sker for én i livet. Gode så vel som onde. Hvis det regner eller der er ekstremt dårligt vejr, på en af de dage hvor jeg vælger at placere min løbetur, er det nok fordi løb ikke ligepræcis er den ting, jeg bør beskæftige mig med den dag. Hvis et kærestepar går fra hinanden var de jo nok ikke ment to be alligevel. Og så videre.

Men til min egen vildfarelse er det ikke altid, at der dukker et logisk svar frem, når forskellige ting går hen og passerer ens (eller mit) liv. Det er som regel de knap så glade og lykkelige ting (ikke fordi jeg ser et break-up som en lykkelig ting, tværtimod...). Det er den slags hennelser, man skal gå og tykke på i noget tid, før der kan komme så godt som en lille smule fornuft ud af det. Vil du have et eksempel? Jo tak, det skal du få.

For godt et halvt år siden kom jeg op at skændes med en veninde. Eller... det vil sige, at vi ikke rigtigt kom op at skændes som sådan. Hun stoppede bare pludselig med at snakke til mig, uden jeg fik så meget som en enkelt begrundelse på hvorfor. Men jeg havde dog mine idéer. Fordi aftenen forinden havde jeg spurgt hende og nogle andre veninder om de vil med hjem til filmaften i weekenden. Alle meddelte at det kunne de godt. Altså lige på nær hende - for hun skulle have gæster. De andre piger og jeg blev enige om, at vi ville holde det alligevel og så kunne hun komme med over og hygge med os en anden gang.

Men af en eller anden årsag var hun ikke enig i at det var sådan det skulle foregå. I hvert fald stoppede hun med at opføre sig som om at jeg stadig eksisterede, og næste gang jeg loggede ind på facebook, stod der et eller andet pladder i hendes status om at hun var skuffet over en tøs, der ikke var værd at kalde sig en veninde. Derefter slettede hun mig som ven på facebook og vi snakkede ikke sammen i flere måneder.

På det tidspunkt troede jeg at den dybere mening med alt det drama var, at jeg skulle lære, at der var to sider af samme historie. Jeg mener, der måtte jo være en eller anden fornuftig forklaring på, hvorfor hun handlede som hun gjorde. Men hver gang jeg spurgte hende om, hvad det gik ud på, skred hun.

Det kunne altså ikke være det, der var løsningen.

Jeg er stadig ikke sikker på hvad hele grunden til al den bitchfight var. Altså, det vil sige, lige indtil min veninde kom ud for en lignende hændelse her for nogle dage siden, og jeg pludselig stod klar med en masse idéer på, hvordan hun kunne glemme alt om det og komme videre.

For altså når sandheden skal frem, så er det vel det, det hele drejer sig om. At tage sine oplevelser til sig. Hvis de er dårlige, kan man tage ved lære af dem og måske finde en løsning på hvordan man kan undgå dem til en anden gang. Og til hvordan man kommer videre. Det er jo ikke altid at den anden person i slagsmålet er enig i din side af historien - og lige over for den sags skyld. Så nogle gange er det eneste man kan gøre at tage ved lære af det, trække sig på skulderen, sige: "så har jeg også prøvet det" og så komme videre i sit liv.

Det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af den oplevelse.