Paranoia er lidt af en landeplage

To gange har jeg prøvet, at der har været en lommetyv i min taske. Den ene gang var i undergrundsbanen i Paris, hvor vi alle stod mast tæt op af hinanden inde i toget. Pludselig kunne jeg mærke noget bevæge sig nede i min taske, og da jeg lod blikket glide derned ad for at se hvad der foregik, rendte der et par pillefingre rundt dernede. Jeg kiggede op på lommetyven, som hurtigt hev hånden til sig, og undskyldte med sit franske: "pardon, pardon!". Anden gang var inde i Pieces på gågaden i Århus, hvor mit skarpe ørneblik (ah, ja man har vel lov at belønne sig selv med et par gode ord en gang imellem) endnu en gang snuppede et par pillefingre. Der blev dog ikke stjålet noget nogle af gangene.

Men det har sat en hvis form for forfølgelsesvanvid igang inde i mit hoved. Hver gang jeg drager ind til en butik, er det nærmest som om, at jeg begynder at tro, at alle mine kære medshoppere forvandler sig til et lunds lumske tyveknægte, der alle står inde i butikken med et enkelt formål. At stjæle mine ting.

Der er derfor ikke andet at gøre, end at kigge folk i øjnene for ligesom at signalere, at jeg har regnet dem ud, og at de lige så godt kan opgive. Og at indse at de har valgt at stjæle fra den forkerte person.

Jeg ved det, det er forfærdeligt så paranoid, jeg er, når jeg tror, at alle mennesker i hele verdenen udelukkende er på samme sted som mig, af den ene grund, at de vil stjæle min taske. Men hvis du havde prøvet at nuppe en lommetyv to gange inden for et år, vil du heller ikke være lige så godtroende. Det gør virkelig noget ved én den slags.

Ikke at jeg er blevet til en af de der gamle damer, der absolut skal sidde og omklamre sig sin håndtaske inde i bussen, samtidig med at de hvæser af alt og alle der går forbi dem i håb om at ingen vil stjæle taskens indhold (eller måske var det dét jeg skulle gøre?).

I hvert fald fik jeg lidt af en lærestreg, da jeg en morgen, hvor jeg skulle cykle over til en veninde og stod over for min største skræk ude i garagen. Min cykel var væk. Væk, siger jeg dig, VÆK! Som en flodbølge slog panikken benene væk under mig og lod mig drukne i fortvivlelsens dybe hav. Djævlen havde virkelig haft travlt, for nu var det endelig lykkedes ham og hans lommetyve-kompaner at få skovlen under mig. At få skovlen under mig imens jeg sov - hvor lusket kan det lige blive?!

Som sagt var jorden ved at gå under. Altså lige indtil Flette forklarede mig over telefonen at jeg havde ladet min cykel stå ovre på skolen, da vi (åbenbart) havde valgt at gå hjem fra en klassefest aftenen inden. Jeg sprintede derfor over til skolens cykelskur, hvor cyklen rigtigt nok stadig stod der. Jeg mærkede straks lettelsen boble op inden i mig.

Den slags ting får altså lidt tankerne i hovedet til at flyve rundt, synes jeg. For det der med at drage for forhastede konklusioner er nok ikke så god en ting igen. Selvfølgelig, er ikke alle mennesker i verdenen lommetyve. Selvfølgelig, har ikke alle mennesker noget i mod en (denne her er dedikeret til alle dem, der mener at hele verdenen er efter dem). Selvfølgelig, har ikke alle noget imod dig, fordi du hører noget anderledes musik (den er rettet mod dig, Flette). Og selvfølgelig, kigger alle piger ikke på dig, fordi de har i sinde at kopiere din stil. Men når man har været ude for forskellige hændelser kan det være svært at komme videre.

Men så er det jo, at man skal huske at tænke på disse kloge ord: "der er ingen mennesker, der er ens" og med det kan man så konstatere, at ikke alle mennesker er lommetyve (blandt andet) og at man derfor burde droppe paranoiaen og begynde at stole noget mere på andre mennesker.

(Men jeg vil nu stadig lade min cykel stå låst inde i garagen fra nu af...)