Banegården

Nogle gange når jeg står på Århus banegård, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad der foregår inde i andre folks hoveder. Folk spæner frem og tilbage i et tempo med større variation end Føtexes særtilbud. Folk kommer klædt i de underligste ting. Og vigtigst af alt så træder folk ud af togene med de mest specielle ansigtstræk.

Man har lyst til at smile til dem, der udstråler glæde. Og man har også lyst til at spørge de triste ansigter, hvad der er galt. Men når begge typer bumper ind i én og trumler én flad med sin bagage, er det bare ikke lige, fordi man brænder inde med de kærligste følelser for vedkommende bagefter. Sådan har jeg i hvert fald altid haft det. Eller... det passer så selvfølgelig ikke helt.

En fredag eftermiddag her for nylig var jeg selv udsat for lidt af en blandet situation. Den foregående dags beskæftigelse havde stået introtur med min nye gymnasieklasse, og natten til fredag (nærmere beskrevet klokken 05.00) blev vi altså vækket af vores tutorere, der mente at nu var det det helt perfekte tidspunkt at finde ud af hvilken klasse, der skulle stå inde med toilettjansen. Det blev afgjort ved hjælp af en konkurrence - og som de store atleter vi jo alle er - okay, de andre fra min klasse er - vandt vi selvfølgelig, så turen gik direkte i seng igen.

Klokken ni næste morgen blev vi altså vækket igen. Jeg stod derfor op med tilstoppet næse (ja, der er altså koldt udenfor klokken fem om natten) og det største sukkerchok i mands minde (du havde vel ikke regnet med at vi levede af sundt mad, nu hvor vi selv skulle stå for madlavningen, vel?) satte jeg mig ind i bilen, for jeg skulle nemlig til begravelse.

Jeg vil ikke gå videre ind på hvordan begravelsen foregik og så videre, men jeg kan røbe så meget, at den var meget smuk. Og meget sørgelig. Faktisk var det ikke til at holde et øje tørt. Lad mig sige det med andre ord: Titanic ville have fået dig til at skraldgrine i sammenligning med den sorg, der var da man først fik øje på kisten, blomsterne og resten af de sørgende familiemedlemmer.

Det var i det hele taget en meget blandet følelse jeg brændte inde med. For altså, hvordan skal man føle når man er ekstremt træt, ekstremt overvældet af glade minder og ekstremt nedtrykt over tanken om at man aldrig kommer til at se sin bedstemor igen? Tro mig, det var en følelse jeg aldrig vil glemme.

Alene måtte jeg drage hjemad fra Fredericia togstation. Så der stod jeg altså. Iført sort Max Mara-kjole, sorte leggins, vandfast mascara og sorte sko. Parat til at bryde sammen i gråd. Og med en mudret campingtaske fyldt til renden med soveposer og tomme pingvin-slikposer ved siden af sig.

Havde det været mig selv, der var gået forbi, havde jeg nok undret mig over, hvad der foregik. Og havde det været mig selv, der var blevet trumlet ned af en campingtaske på størrelse med min fars garage (og fyldt med lige så meget skrammel!), havde jeg nok ikke haft nogle følelser, der bare nærmede sig den mindste smule af medlidenhed, til overs.

Men nu hvor det var mig, der var den underlige person i sort kjole, trist mine og slæbende på den tungeste taske i verdenshistorien, havde piben taget en anden drejning. For pludselig gik det jo op for mig, at de mennesker man ser ved toget, bussen, ja sågar gå over lyskrydset, trods alt er mennesker med en baggrund, som vi ikke aner noget om. Og måske fortjener de en anden behandling. Eller en ny chance.

For husk på, at man ved jo aldrig om vedkommende var hjemkommende fra en begravelse eller har været på overlevelses tur og haft nogle af sit livs sjoveste oplevelser. Men du ved med sikkerhed, at vedkommende altid har brug for et venligt smil.

Om man så ved et uheld kom til at køre dig ned med sin taske...