Der var en gang for længe, længe siden en lille pige. Hun boede i et halvstort hus præcis som alle de andre huse på hendes vej. Hun gik i en skole lige i nærheden præcis som alle de andre børn, og da hun blev ældre skiftede hun videre til en ny uddannelse præcis som alle de andre. Ligesom størstedelen af sine klassekammerater valgte hun det almene gymnasium. Hun var med andre ord en helt almindelig pige.Og dog alligevel ikke: I en alder små tre år prydede den lille pige børnehavens vægge med tegninger, hun selv havde kreeret. Fantasidyr hun selv havde opfundet. Huse hun gerne ville bo i, når hun flyttede hjemmefra. Pædagogerne fortalte drømmende, at de gerne så hende på en kunstskole, når hun blev ældre. De sagde pigen havde talent indenfor maleriernes forskellige genre.
Men med årene fatede hendes evne til at udtrykke sig med pensel og farveskalaer langsomt hen. Hun havde fundet en ny måde at udtrykke sig på. Gennem sporten. Pigens hjerte var begyndt at banke hårdt for svømning. Følelsen af vandet der fik hende hår til danse i takt med bølgerne for hvert svømmetag hun tog, var nok til at få hendes mundvige til at pege mod nord, og hendes hjerte til at gallopere. Og hun blev da også rimeligt god til at komme frem i bassinet.
Men ligesom med hendes blyanter blev dykkerbrillerne også erstattet af en ny hobby. Eftersom at pigens tid pludselig blev indskrumpet mere og mere i takt med, at der kom flere og flere lys på hendes fødselsdagskage, var der nu også mindre og mindre tid til sporten. Tiden måtte nu også gå med noget fornuftigt. Hun skulle trods alt også lære at læse og skrive.
Så snart hun havde lært at formulere sig på skrift, fandt pigen dog også hurtigt kærligheden for at udtrykke sig på den nye måde. Hun digtede historier og eventyr sammen med sine venner i fritidsordningen og skrev dem ned i små bøger. Hun forestillede sig, hvordan det ville være en dag at udgive en af de bøger og hermed have folk til at læse dem. Rosen fra både lærere og hendes forældre var overvældende, og det gik op for hende, at det her var hun faktisk også god til.
Da hun blev ældre oprettede hun en blog, hvori hun nedskrev tanker og oplevelser så godt som hver dag.
Men så skete det. Tiden kom snigende bagfra og bortførte hendes fritid og erstattede det med et ton gymnasielektier, afleveringer og andre tidsrøvere. Pigen havde nu ikke længere tid til at skrive så meget, som hun egentligt ønskede, nu hvor den onde Tid havde taget det, hun skulle bruge for at gøre, hvad hun ville.
Et år gik. Fyldt med hårdt arbejde. For ikke så længe siden var pigen i København, hvor hun gik forbi sin gamle børnehave. Hun kiggede ind gennem hegnet, der indrammede legepladsen, hun engagn selv havde leget tag fat i. Hendes øjne slog sig fast på en mur med et stort billede af en elefant med en mangefarvet snabel. Et billede hun selv havde malet små ti år inden. Hun huskede hvordan pædagogerne havde rost hende til skyerne for det billede. Hun huskede på den nu mistede evne hun havde til at udtrykke sig med de mange farver, og sukkede over at hun ikke var så god til det længere.
Da hun kom hjem klikkede pigen ind på sin gamle blog og læste sine tidligere indlæg. Hun grinte. Dette kunne hun stadig finde ud af. Nok havde hun ikke så meget tid til det længere, men det var stadig et form for talent der boblede inden i hende. Så hun gik igang med at skrive. Det gjorde hende glad. Og det vil det forhåbentligt blive ved med at gøre.
Så den lille pige kan leve lykkeligt til sine dages ende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar