Jagtsæsonen for superkræfter er trådt ind

Faldt her den anden dag over facebook-gruppen: ”admit it, in some level when you were little you tried to find out if you had special super powers!”. Og det fik mig til at tænke. Tankerne satte gang i det indre filmgalleri, og minderne passerede deres revu i kampen om at finde mine specielle kræfter.

Forsøg på at finde superkraft 1: (Alder: 7, sted: svømmehallen, superkraft: evnen til at flyve.)

Alt for mange gange havde jeg med misundende blikke overværet Super Man, Power Puff Pigerne og ja, selv Peter Pan transportere sig forbi byerne. I luften. Uden vinger. Om det så var med eller uden et neonfarvet lys hængende efter sig, med eller uden tryllestøv, så besad jeg håbet om, at det der, det kunne jeg måske også.

Jeg besteg derfor den højeste vippe i svømmehallen til plask og leg. Lagde al vægten i vippens ende, imens jeg gav den tre tunge hop, hvorefter det fjerde spring rettede mod vandet, min krop vendtes vandret med benene samlet og armene spredte, klar til at vise verden, at jeg kunne noget særligt.

Aldrig har jeg følt sådan en stort smerte i maven. Nej, vent i hele kroppen! Nej, vent i hele kroppen og barnehjertet! For evnen til at flyve fejlede.

Forsøg på at finde superkraft 2: (Alder: 9, sted: min brors værelse, superkraft: super råstyrke a lá Hercules)

Figurmæssigt har jeg altid været meget spinkel, derfor tænkte jeg, at muligheden for at jeg kunne være en kvindelig udgave af teenage-Hercules måske var mulig (ikke at jeg troede mine forældre var guder - i så fald havde jeg da regnet med at de spiste en noget mere vellykket æblekage i Olympen…). Jeg besluttede mig for at give det et testforsøg, sneg mig ind på min brors værelse, hvor en boksepude hang ned fra hans køjeseng, gav den et par slag og nød synet af den dinglende fra side til side overbevist om, at det symboliserede en råstyrke stor nok til at kunne bekæmpe ti hære.

Fuld af selvtillid udfordrede jeg min (fire år yngre) bror i armlægning. For at spare mig selv for alt for mange traumer og selvtillidskomplekser, vælger jeg blot at sige: mission ”Pippis overmand” slog fejl. Fandens!

Listen over måder at finde sine superkræfter på er sikkert uendelig. Og uendelig har jeg ikke tålmodighed til… Dog kan jeg ikke lade være med at overveje om nysgerrigheden efter at finde sine helt egne superkræfter er uddød i takt med alderen.

Et eller andet sted ønsker vi vel alle at finde noget, vi er særligt gode til, noget der gør os unikke. En af mine venner, som har viet hele sit liv til fodbold og fået tilbudt plads på forskellige hold landet rundt, fortalte mig på et tidspunkt, at han så sin evne til at løbe på banen som en superkræft. Misundeligt må jeg siger at jeg er enig, for den dreng har virkelig talent!

Og en eller anden dag skal det nok også lykkes mig at finde mine specielle evner. På den ene eller den anden måde. Koste hvad det koste vil. Og når det så sker, vil jeg se Super Man i øjnene, når han flyver forbi og tænke: ”fuck yeah, life is sweet!”