Giv agt for trafikbøllen!

Så skete det igen.

I forbifarten glemte jeg igen at tjekke farveskalaen på lyskurven på den anden side af vejen, da jeg travlt (og utroligt uelegant) passerede gaden. Uelegant fordi bilerne ligesom jeg selv mente, at det var deres tur til at krydse vejen (og det var det muligvis også…) og jeg derfor måtte zigzagge forbi dem, som var det en live-version af et gammelt Super Mario-spil. Brølene fra hornene stod i god kontrast med trommesolen på min Ipod.

Og nej, det er ikke, fordi jeg med vilje er ligeglad med trafikken. Jeg skider ikke på systemet (medmindre det virkelig beder om det - og i så fald er det en mere harmløs måde at gøre det på, som at trykke på alle knapperne i elevatoren når jeg træder ud, så den næste får sig en laaaaaaaaang tur op - tag den fisefornemme hotelbeboere, som kigger underligt på mine converse!) Men det der med at krydse vejen uden at kigge sig for… ja, det sker altså bare nogle gange. Living on the edge, you know.

Men altså mit eventyr over Randesrvej gik da nogenlunde smurt. Det hjalp virkelig heller ikke på min eventyrlyst, da Ipoden skiftede over til ”I will survive”, så snart gaden var passeret. Først da en mand ruller vinduet ned og råber: ”SÅ SE DIG DOG FOR!” går det op for mig, at det her, ik? Det var egentligt ikke særligt smart.

En sådan ansigt-til-døden-oplevelse er ved at blive en ugentlig rutine for mig. Det sker hver gang jeg er stresset - og da jeg nu med blod, sved og tårer kæmper mig igennem 2.g, er det altså tit. Story of my life, you know. Igen: jeg ved godt at det er dumt, men når så mange tanker flyver igennem hovedet på en, er det altså meget svært at koncentrere sig.

Et par morgener senere i lidt mindre trafikkerede omgivelser (aka. et af Århus forstæder) begiver jeg mig - som et resultat af den forbandede snooze-knap på mobilen - på vej til skole i en sådan fart, at professionelle cykelryttere ville finde det nødvendigt at fremtrylle doping-udstyret. Idet jeg passerer en villavej, sker det igen. En bil dytter for fuld hammer, og jeg må skyldigt (og virkelig forskrækket) kigge op på bilisten. ”undskyld,” lykkes det at fremstamme, hvorefter vi begge kører videre. Jeg ved det, jeg ved det! Det der, ik? Det var egentligt ikke særlig smart.

Nu er det altså sket to gange med cirka en uges mellemrum. Ja, jeg skammer mig. Ja, jeg ved godt, det ikke er specielt fedt gjort. Ja, jeg ved det er farligt. Ja, jeg ved billisten garanteret hader mig for resten af livet.

Det er ubevidst og ikke noget jeg er stolt over. Overhovedet! Men fordi trafikken er sådan et stort og dagligt fænomen, kan den ikke undgås. Heller ikke af mig. Min mor kalder mig trafikkens bad ass. Jeg selv kan ikke lade være med at overveje, hvornår det mon er sidste gang jeg krydser den vej.

Ironisk nok står jeg snart med et kørekort i hænderne - og så bliver det jeres tur til at se sig for.

Har derfor kun et at sige til det: Se jer for, giv agt for mine forældres gamle Seat (den er sølv og har et par buler på siden og en sprække i ruden) og husk for guds skyld at leve i nuet!