”Hvis man skal have noget gjort ordentligt, må man gøre det selv!” Sådan lyder et af de utallige ’perfection-er-det-eneste-rigige’-ordsprog, som kører rundt i alles hoveder. Synes du det lyder sindssygt? Så er vi to. Min mening er, at alle har et forhold til dydsmønstrene, enten er man a) selv en af dem og er ikke bange for at give udtryk for det, eller b) er også en af dem men nægter dog at se sandheden i øjnene.
Jeg hører nok selv mest til b – er en af dem men nægter fuldt og fast at se sandheden i øjnene… eller det var jeg, lige indtil det gik op for mig, at det ikke var perfekt, at vende det blinde øje til sine mørke sider.
Problemet (som jeg nu har set i øjnene og derfor giver mig selv lov til at rykke op på a-niveau) er, at når alt skal være perfekt, så er man aldrig tilfreds. Selv kan jeg arbejde på livet løs og stadig have den samme ’er-det-nu-godt-nok’-følelse på nakken 24/7.
Tidsrøver, det er hvad, det også er. Man har pludselig ikke tid til at være nær så meget sammen med sine venner, som man har, når det hele ikke skal fuldføres til punkt og prikke. Og når man så endelig tillader sig selv at sjuske lidt, sender folk det der ’jeg-er-skuffet-over-dig’-blik, og man bliver igen revet med af den ophidsede ’jeg-skal-fanden-med-vise-dig-hvem-der-er-bedst-til-det-her’-følelse, som skylder hen over en som den anden store zsunami. (Spørger du mig, er det nok det, der er mit største problem!)
Og så er det jeg spørger mig selv: med alle de negative sider er det perfekte virkelig så perfekt? Eller er det bare et nyt problem i sindet, som skal bekæmpes? Når man sætter det hele i perspektiv så fortjener de seriøse dydsmønstre også en plads til psykologtimerne. Så velkommen til Anonyme Dydsmønstre.
Jeg hører nok selv mest til b – er en af dem men nægter fuldt og fast at se sandheden i øjnene… eller det var jeg, lige indtil det gik op for mig, at det ikke var perfekt, at vende det blinde øje til sine mørke sider.
Problemet (som jeg nu har set i øjnene og derfor giver mig selv lov til at rykke op på a-niveau) er, at når alt skal være perfekt, så er man aldrig tilfreds. Selv kan jeg arbejde på livet løs og stadig have den samme ’er-det-nu-godt-nok’-følelse på nakken 24/7.
Tidsrøver, det er hvad, det også er. Man har pludselig ikke tid til at være nær så meget sammen med sine venner, som man har, når det hele ikke skal fuldføres til punkt og prikke. Og når man så endelig tillader sig selv at sjuske lidt, sender folk det der ’jeg-er-skuffet-over-dig’-blik, og man bliver igen revet med af den ophidsede ’jeg-skal-fanden-med-vise-dig-hvem-der-er-bedst-til-det-her’-følelse, som skylder hen over en som den anden store zsunami. (Spørger du mig, er det nok det, der er mit største problem!)
Og så er det jeg spørger mig selv: med alle de negative sider er det perfekte virkelig så perfekt? Eller er det bare et nyt problem i sindet, som skal bekæmpes? Når man sætter det hele i perspektiv så fortjener de seriøse dydsmønstre også en plads til psykologtimerne. Så velkommen til Anonyme Dydsmønstre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar