Så skete det – jeg ligger i sygesengen klædt i blod, sved og nyt sengetøj (krydser dog fingrene for at termometeret ikke viser de store, røde bogstaver, der sammensat bliver til ”SVINEHEJS”). Har efterhånden fået sovet længe nok til at kunne forvente sponsorat af a la Ole Lukøje…
Men på trods af at jeg (efter egen mening) fortjener den største omsorg, har jeg alligevel et bjerg af lektier, der ikke lader sig vente ”bare på grund af” et nys og et host hist og her. Der er simpelthen ikke tid til at være syg.
Egentligt kan jeg ikke se, hvorfor man ikke kan ligge syg, når man er syg, og så arbejde, når man er rask? Det er jo ikke ligefrem fordi samfundet går i stå, af, at en 15-årig folkeskoleelev ligger sygemeldt. Men alligevel har dr. Dommer slået hammeren i bordet og dømt mig syg og straffen? Ja, den er såmen bare at bestige Mount-Lektie-rest!
Det er ligesom som om, at det at være syg ikke er, hvad det har været. Da man var mindre, kom forældrene springende med en bakke fyldt til renden med varm kakao, film og hygge. Lektierne behøvede man heller ikke kigge på, da de alligevel ikke betød så meget. Det gav bare lidt mere glæde at være ulykkelig syg dengang. Nu skal man lave lektier hele tiden, og når man ikke kan lave flere, skal man sove, så man kan blive rask – og derfor kan komme i gang med nogle flere lektier. Forældrene er der skam heller ikke længere, på grund af en eller anden lov, der mener, at man som 15-årig sagtens kan klare sig selv, når man ligger med 175 millioner grader i feber.
Jeg har kun ét at sige til den sag: ”neeeeeeeeeeeeeeeeeej, jeg kan ikke klare mig selv” (og da slet ikke når jeg er syg) – jeg må jo ikke en gang køre bil, for slet ikke at snakke om, at alkohol heller ikke må præge mit økonomiske forbrug endnu – så hvordan skal jeg kunne klare mig selv i en tilstand, der ligefrem skriger svimmelhed og opkast?
Og igen for ikke at snakke om, at man ikke en gang har tid til at være syg. Bare tanken om, at arbejde i en sløret/dårlig/kvalmende/elendig tilstand, giver mig sure opstød.
- Og det er nok dét, der gør mig aller mest syg!
Men på trods af at jeg (efter egen mening) fortjener den største omsorg, har jeg alligevel et bjerg af lektier, der ikke lader sig vente ”bare på grund af” et nys og et host hist og her. Der er simpelthen ikke tid til at være syg.
Egentligt kan jeg ikke se, hvorfor man ikke kan ligge syg, når man er syg, og så arbejde, når man er rask? Det er jo ikke ligefrem fordi samfundet går i stå, af, at en 15-årig folkeskoleelev ligger sygemeldt. Men alligevel har dr. Dommer slået hammeren i bordet og dømt mig syg og straffen? Ja, den er såmen bare at bestige Mount-Lektie-rest!
Det er ligesom som om, at det at være syg ikke er, hvad det har været. Da man var mindre, kom forældrene springende med en bakke fyldt til renden med varm kakao, film og hygge. Lektierne behøvede man heller ikke kigge på, da de alligevel ikke betød så meget. Det gav bare lidt mere glæde at være ulykkelig syg dengang. Nu skal man lave lektier hele tiden, og når man ikke kan lave flere, skal man sove, så man kan blive rask – og derfor kan komme i gang med nogle flere lektier. Forældrene er der skam heller ikke længere, på grund af en eller anden lov, der mener, at man som 15-årig sagtens kan klare sig selv, når man ligger med 175 millioner grader i feber.
Jeg har kun ét at sige til den sag: ”neeeeeeeeeeeeeeeeeej, jeg kan ikke klare mig selv” (og da slet ikke når jeg er syg) – jeg må jo ikke en gang køre bil, for slet ikke at snakke om, at alkohol heller ikke må præge mit økonomiske forbrug endnu – så hvordan skal jeg kunne klare mig selv i en tilstand, der ligefrem skriger svimmelhed og opkast?
Og igen for ikke at snakke om, at man ikke en gang har tid til at være syg. Bare tanken om, at arbejde i en sløret/dårlig/kvalmende/elendig tilstand, giver mig sure opstød.
- Og det er nok dét, der gør mig aller mest syg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar