Jeg afskyer så inderligt de gange, hvor man står foran spejlet med et skuffet blik og udpeger alle de mørke sider, som ikke skal være der. En af mine mørkeste sider er nok den vante side. Den side, der insisterer på at sidde i den samme side af sofaen hver gang. Den side, der aldrig går glip af Venner. Og den side, der besvimer, hvis ikke den får sin daglige facebook-tid. Jep, jeg er et vanedyr – jeg hader forandringer og vil helst have tingene, som de altid har været.
Perfekt – det er lige præcis sådan, jeg synes, de sædvanlige ting var. Altså indtil i dag.
Jeg var total uvidende, da jeg (efter et par syge dage) vendte tilbage til den travle hverdag og satte fødderne i den velkendte skolegård. Alt var praktisk taget, som det altid havde været. Altså lige med undtagelse af én ting.
For som vi alle ved, så ligger landet sådan, at når en person er væk i et par dage, ser nogle af de stadig tilstedeværende det som chancen til at ”låne” ordbøgerne, arbejde sammen med ens sædvanlige makker (okay, nogen skal man jo arbejde sammen med – men hvorfor lige min makker?) og (værst af alt) snuppe stambordet i kantinen (hrmpf…)! Så som genierne der ude nok kan regne ud, begyndte den lille røde jævel dybt inde i Xenias indre at træde frem med sin trefork og hamre løs på den lille engel.
Den frembrussende, indre vrede fik mig til at tænke. Hvad er det der gør, at det er så vigtigt at sidde præcis samme sted som i går? Hvorfor er det så vigtigt at se tv på samme tidspunkt hver dag? Er det en eller anden form for frygt for forandring, eller hvad?
Selv holder jeg på, at det er det sidste. Men hvad det er ved forandringer, jeg ikke kan lide, ved jeg ikke. Jeg ved bare at jeg sletter ordet ’vanedyr’ fra min liste over nytårsforsæt – for 2010 skal nemlig være max vanefrit!
Perfekt – det er lige præcis sådan, jeg synes, de sædvanlige ting var. Altså indtil i dag.
Jeg var total uvidende, da jeg (efter et par syge dage) vendte tilbage til den travle hverdag og satte fødderne i den velkendte skolegård. Alt var praktisk taget, som det altid havde været. Altså lige med undtagelse af én ting.
For som vi alle ved, så ligger landet sådan, at når en person er væk i et par dage, ser nogle af de stadig tilstedeværende det som chancen til at ”låne” ordbøgerne, arbejde sammen med ens sædvanlige makker (okay, nogen skal man jo arbejde sammen med – men hvorfor lige min makker?) og (værst af alt) snuppe stambordet i kantinen (hrmpf…)! Så som genierne der ude nok kan regne ud, begyndte den lille røde jævel dybt inde i Xenias indre at træde frem med sin trefork og hamre løs på den lille engel.
Den frembrussende, indre vrede fik mig til at tænke. Hvad er det der gør, at det er så vigtigt at sidde præcis samme sted som i går? Hvorfor er det så vigtigt at se tv på samme tidspunkt hver dag? Er det en eller anden form for frygt for forandring, eller hvad?
Selv holder jeg på, at det er det sidste. Men hvad det er ved forandringer, jeg ikke kan lide, ved jeg ikke. Jeg ved bare at jeg sletter ordet ’vanedyr’ fra min liste over nytårsforsæt – for 2010 skal nemlig være max vanefrit!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar