For to måneder siden var jeg så heldig at vågne op i New York. Det var efterår, men sommervejret havde dog stadig ikke fundet sin vej ud af the Big Aple (yes! Yes! Yes! Fantastisk vejr i en fantastisk by til mig – ja tak!). Men det viste sig også, at New York havde mere at byde på end bare godt vejr.Man siger, at New York er byen, der aldrig sover – og det har de søren med da også ret i! Men man sagde også, at jorden var flad – og hvad skete der? Pludselig viste det sig, at den rent faktisk var rund. Nå, men udover at være en bragende festlig by, er det vidst heller ingen hemmelighed, at New York er en hver shoppaholics mekka!
De kommende dage blev (som du nok kan regne ud) brugt på at smide penge i hovedet på ekspedienter og løbe ud af butikkerne med fem poser under armen og et bredt smil på læben. Men så skete det. Smilet falmede, da jeg troede, at jeg havde set forkert – men voksede til dobbeltstørrelse i det øjeblik, hvor jeg fandt ud af at det var ægte. Jeg havde fundet den perfekte Burberry-taske! Smuk, ægte og… dyr. Damn it!
Sørgmodigt måtte jeg træde ud af butikken igen – tomhændet. Det var ikke fordi, der ikke var penge til, det var bare det med at bruge så mage penge på én ting. Jeg mener, en taske vs. en million trøjer – det vil være dumt at vælge tasken, ikke?
Men alligevel kunne jeg ikke glemme den (jeg ved det: det er bare en taske, din forkælede lille møgunge!). Men som jeg sagde, så er det en stupid chance at tage, når man kan bruge den på så mange andre måder. Jeg måtte bare finde noget andet, nyde byen, vejret og den guddommelige Starbuck-kakao.
Fik jeg for resten nævnt, hvor fedt det er at sidde inde på den verdensberømte kaffebar, vi alle har set i alle film (ja, det er Starbuck, jeg snakker om), og kigge ud på dem strømmende sværm af mennesker, der passerer gaden omme på den anden side af det opreklamerede vindue, jeg sad ved? Tja, i hvert fald har jeg vidst sagt det nu.
Så var det, at blikket faldt på lyskrydset lidt længere henne ad gaden. Ser du, det er sådan at i en by som New York, hvor det vrimler med mennesker over alt, bliver man ikke stoppet for at betale en bøde på 500 kr. for at krydse vejen for rødt lys. Lyset var rødt, men New Yorkerne banede sig stadig vej over på den anden side, imens politiet kiggede på. I Danmark ville det – på trods af at det er en lettere risiko – være lidt af en chance at tage, når nu bødeomdelerne stod ved siden af og var klar til at hive papir og pen frem.
Og det fik mig (som altid) til at tænke. Godt nok var det ikke det samme. Godt nok bliver man ikke buret inde på livstid af at krydse vejen ved rødt lys. Men det betyder ikke at moralen ikke er den samme.
Det må derfor have været lidt af et syn for de andre Starbuck-fans, da jeg i fuld fart (eller i det mindste meget hurtigt) sprintede ned til forretningen med gude-tasken. Selvfølgelig var der grønt lys hele vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar