
Så der stod jeg: det var koldt, der var ikke mere strøm på min Ipod, og jeg havde fået den udsøgte fornøjelse af at overvåge fem 6-årige unger danse rundt om en (tilsyneladende) træt mor.
Bussen var nu femten minutter forsinket, og imens jeg prøvede at finde på noget, der var bare lidt mere nedværdigende end at blive brændt af af en bus, kommer en af de små børn hen til moren og spørger: ”Helle, hvorfor ryger du egentligt så meget?” (og her kom jeg så frem til, at det her må være det mest nedværdigende – at blive set ned på af en, der ikke en gang er fyldt ti).
”A’hva siger du?” det var tydeligt, at min nedværdigelseskonklusion ikke var helt forkert. Pigen, som spurgte hende, kiggede op og spurgte højt og tydeligt: ”HVORFOR RYGER DU SÅ MEGET, NÅR DU VED, AT DET ER USUNDT?”
Moren skulede ned på pigen og svarede kækt: ”er slik ikke også usundt? Men du spiser det stadigvæk en gang imellem, gør du ikke?” (SLAM! In her face!) Der blev pludseligt stille blandt de små mennesker, og moren satte sig stolt til rette på bænken ved siden af ruteplanen.
Okay, så var der noget, der var mere pinligt end at blive brændt af af en bus og at blive set ned på af en seksårig pige – nemlig at prøve at lyde bedrevidende og straks få igen af samme skuffe, når det går op for én, at man egentligt laver samme fejl, som personen man lige rettede på (forstod du det?).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar