Da jeg var seks år gammel, kom jeg på den idé, at skolen ville gå hurtigt og glat (ligesom alt andet gjorde den gang). Jeg gjorde mig mine overvejelser: var det efter folkeskolen man skulle have en studenterhat? Hvordan ville det føles at være "en af de store" og kaste karameller efter de små forklædt som prinsesse? Jeg tror jeg misforstod hele idéen med at tilbringe ti år det præcis samme sted, for alt hvad jeg (og mine venner) ønskede var at komme videre.Nå, men årene gik, og langt om længe viste det sig at være sidste skoledag. Og der fandt jeg svaret på mine spørgsmål. Nej, det var ikke nu, jeg skulle bære studenterhatter, og ja, det føltes ganske udemærket at kyle karameller i hovedet på de små forklædt som politi. Resten af dagen blev fejret inde i mindeparken sammen med klassen og alle de andre elever fra 9. klasseårgangene i Århus og omegn.
Da jeg først havde fået på det rene at jeg ikke behøvede at analysere dagens begivenheder (sådan som jeg troede da jeg var mindre), blev dagen endnu bedre. Jeg havde hele tiden gået og tænkt, at denne dag var noget ganske særligt, jeg skulle aldrig mere i folkeskole igen, bla, bla, bla.
Men ligesom med de to foregående år forsvandt dagen ud i natten og natten ud i morgenen, og før jeg nåede at blinke var det hele slut. Flokeskolen var slut. Mit liv med de samme mennesker. Slut. Slut. Slut!
Og så var det, at det slog mig. I stedet for bare at gå og glæde mig til at det hele var ovre, skulle jeg måske have nydt at det stadig var der. Det er jo ikke ligefrem fordi tiden gik hurtigere, fordi jeg ønskede at blive ældre - men den forsvandt bare på en anden måde end den ville have gjort, hvis jeg havde nyt at den var der.
Så derfor er planen for mit kommende liv på gymnasiet: lad være med at glæde mig til det slutningen og begynd at nyd livet der hvor det foregår!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar