En passende redning

Jeg troede engang, at kvinder var sådan nogle, mænd skulle rede. Jeg mener, jeg så det jo på film hele tiden, så hvorfor skulle det ikke også være sådan i virkeligheden? Problemet er bare, at min eneste måde, at komme i bare nogenlunde fare på, er hvis der er en edderkop i samme rum som mig eller hvis vi er løbet tør for toiletpapir og staklen, der ikke opdagede det i tide, vil være fanget derude, indtil en tapper redningsmand dukkede op med en ny rulle (hmm... det kunne dog godt minde meget om en eventyrssituation).

Okay okay, måske er det ikke det eneste problem. Netop det faktum, at vi rent faktisk ikke har brug for at blive redet. Vi har ikke brug for en prins på en hvid hest - rent faktisk er der en hel del, der hader heste (eller er det bare mig?). Vi kan sagtens klare os selv.

Eller okay okay, måske er det også et problem. Vores selvfornægtelse.

Da jeg var ti år gammel, fandt jeg nemlig ud af, hvor selvfornægtende vil alle sammen er. Jeg var sammen med en af mine veninder, og var løbet ind på mit værelse efter en bratzdukke mere. Men i det jeg træder ind på mit værelse og lukker døren, ser jeg den. Monsteret (alias edderkoppen), den var så stor som Rundetårn (alias så stor som spidsen af min lillefingernegl), og den bevægede sig langsomt hen imod mig. Jeg var bange. Nej, jeg var rædselslagen og begyndte at råbe og skrige.

Jeg krydsede naivt fingre for at prinsen på den hvide hest (eller den brune - hallo, når man er ti år gammel er man ikke ligefrem kræsen) vil dukke op og slå monsteret ihjel. Men kom han? Næh, nej! Istedet kom min veninde brasende ind af døren, flåede edderkoppen op gulvet, maste den så det flød med blod over det hele! Jeg var redet.

Og det fik mig til at tænke: det kan godt være at prinsen på den hvide hest ikke altid dukker op når man kalder - for han har jo også andet at lave (suk!). Men så er det, derfor vi har en endnu bedre udgave af en redningsmand. Nemlig, vores venner og veninder. For de vil jo altid være der for en, lige indtil den dag, hvor man stolt meddeler: "Jeg har ikke længere brug for at blive redet!"

Og da de jo er dine bedste venner, vil de jeg også vide, at den slags pludder-pladder du lige lukkede ud ikke passer - og at det (endnu engang) er din selvfornægtelse og overmod, der taler for dig.