Lys, kamera og aktion!

Man siger at der kan ske en hel masse på en sommer. Njah... eller måske kan der? I løbet af de foregående sommerferier har der i hvert fald altid været en fra vores klasse, der var fuldstændig forandret. Endten på udseendet eller på væremåde. Især pigerne havde en tendens til at "udvikle" sig hen over en sommer og dukke op nede i klassen og være "helt igennem perfekt", som andre nok ville beskrive det.

Verdensbefolkningen er delt i to. Der er den perfekte befolkning. Og der er den uperfektre bunke omvandrende kød, der ikke opnåede det perfekte. Den perfekte befolkning er dem, der har det hele: kæreste, glad familie, fantastisk udseende og oser af luksus. Alt det, som alle går og drømmer om.

I mine øjne er det hele lidt ligesom en musikal. Alle har tildelt forskellige roller og når tæppet rulles fra, har det kræft æd mig bare alle sammen at holde sig til deres manus. Rollerne er nogle et andet menneske har tildelt dem, og idet de står med rollebeskrivelsen i hånden, skal de være en anden end de egentligt vil. Kun de virkelig dumme og talentløse dropper ud og er sig selv.

Jeg begynder at forestille mig hvordan livet ville være, hvis jeg begyndte at lade som om. Begyndte at lade som om, at jeg kunne lide nogle personer, som egentligt aldrig har bragt det største smil på mine læber. Begynder at lade som om at jeg kan lide børn, og derfor også drømmer om to af hver slags, når jeg en gang bliver ældre. Begynder at lade som om at jeg er til det landlige liv på en stille villa vej, hvor alt ånder fred og idyl. Begyndte at være noget jeg ikke var. Men istedet en anden.

Hvilket ikke ville være alt for godt. For hvem er det nu jeg skal være? Bare vær dig selv. Og hvad nu hvis jeg ikke opnår det liv som tilsyneladende ser ud til at være drømmelivet? Du vil jo alligevel ikke have alle de ting, som folk siger du skal have.

Hmm... det er der måske noget om. Jeg hader børn. Kan ikke udstå tanken om at de skider og gylper på mine ting. Og hvad der er endnu sværere er tanken om, at jeg skal spendere alle mine penge på ørepropper, så jeg kan få bare den mindste smule fred. Det er ihvertfald ikke en del af det drømmeliv, jeg personligt stræber efter. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at lade som om, at jeg er til børn og stille (kedelige) liv på en villavej resten af mit liv. Jeg har simpelthen ikke skuespillertalent nok til det.

Så hellere være mig selv end at krakelere om nogle år og gå hen og få et nervesammenbrud, fordi jeg blev træt af skuespillet. Og grædende kigge op på en eller anden bedrevidende filosof, der håndende vil pege på mig og sige: "Du skal ikke brokke dig, livet er hvad du har gjort det til!"