"Musik du bare SKAL høre!"

Musik er hvad religion var før i tiden... eller måske ikke helt, men ihvertfald derhen ad. Folk er efterhånden blevet så grebet af deres musik, at de klæder sig efter den - og ligesom der findes jøder og muslimer, der lever efter deres religion på hver deres måde, findes der nu rockere og poppere, der hver i sær dyrker deres musikstil, tilbeder deres yndlingsbands (hvis man kan sige det sådan).

Og med få lov, det er da også helt okay, vi har jo alle hver vores interesser og ting vi går op i. Men når folk så begynder, at nedgøre andres musiksmag "fordi det bare ikke er det rigtige musik" og "man burde høre noget andet end det lort hele tiden", så virker det næsten som om at der kommer en ny religionskrig...

"Synes du ikke selv at Beatels er lidt for gammeldags nu?" "skulle du ikke tage at slette de her sange?" "X-factor-musik er da plat!" nej, nej og det kan godt være at du holder inde med den mening, men der er vi andre (eller ihvertfald mig), som har en anden. Der findes jo mere end en rigtig musiksmag - der findes endda en helt masse blandede.

Og dog kan jeg ikke selv sidde og spille hellig, for det sker da også fra ende til anden, at jeg udtrykker min mening om min veninde, Flettes, musiksmag. Flette er Tokio Hotels største fan - og det siger jeg ikke bare, fordi det er noget hun kalder sig selv - men fordi hun er det! Tro mig!

Så sent som igår tog jeg mig selv (skamfuldt) i slukøret at gennemrode hendes Ipod, hvorefter jeg forundret kigger op på hende og spørger: "er 75 sange med Tokio Hotel ikke pænt mange?!" Den sved, men da hun ved at jeg ikke mente det så hårdt, kigger hun bare på mig og siger: "er seks sæsoner med Sex and the city ikke rimelig mange?!" hmm.. det kan der måske være noget om. Det blev så til en længere diskussion (det skal dog lige påpeges at det ikke var et skænderi, for vi ved dog begge at der ikke ligger noget ondt under bemærkningerne!).

Jeg ved godt at man ikke kan blive enige om musiksmag - og der vil nok altid være en lille strid om hvem der hører det bedste musik og lange diskussioner om hvilken musik, man bare skal høre; men mon ikke man kunne gire lidt ned for passionen?

Nu er jeg godt nok ikke religiøst anlagt, men en klog mand (Bruce Springsteen) sagde engang: "we learned more from a three minute record, than we ever learned from school". Det kan godt være at manden ikke kan gå på vandet eller er blevet korsfæstet og han var garanteret heller ikke genopstået tre dage efter, men hvis musikken kan lære en så meget på så kort tid, kan det så ikke være ligegyldigt om det er pop eller punk, så længe man har nydelsen ved det? Og får det ud af det, man har lyst til?