Fredagaften gik på en tur i biffen. Min veninde, Flette, havde hevet os (og med os mener jeg: mig og Amalie) ind og se 2012. Når sandheden skal frem, så havde vi egentligt aftalt, at den stod på der ikke Julefrokosten – men da ikke var flere pladser, måtte vi nøjes med filmen om verdensødelæggelse.Det var lige i sidste øjeblik, at jeg nåede at bestille billetter (da der heller ikke var mange ledige pladser til den her film), så da jeg ringede til Flette for at høre, om hun vidste om det var okay med Amalie, svarede hun hurtigt ”ja, hun er helt med på den” (det skal lige siges, at Amalie altså ikke er fan af ragnarok-ligger-lige-om-hjørnet-film – så det var hun selvfølgelig ikke).
Det endte dog alligevel med, at vi fik set filmen. Det var en kamp om blod, sved og tårer, da verdenens ende var nær, og Eiffeltårnet, Frihedgudinden, 5th Avenue og resten af verdenen, som vi kender den i dag, lå i ruiner. Det mest skrækindjagende var nok den psykopat af min sidemand, der (praktisktaget) var ved at dø af grin, hver gang Alperne druknede, jorden sprækkede og New York sprængte i stumper og stykker (gisp!). Men ser du, det sjove ved det var, at min sindssyge ødelæggelses-fan af sidemakker var Amalie (hmm.. tjah, hvis det er det man er til, så er det garanteret også skide skægt!?).
Så om det er film, der er værd at se? Altså jeg var vild med budskabet, Flette var vild med effekterne og Amalie… hun var pjattet med ragnarok-temaer (tror jeg nok). Der er vidst ikke nogen undskyldninger for ikke at gå til filmen allerede nu, hvis du spørger os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar